iamamiwhoami. jeg er er jeg hvem er jeg. Navnet i sig selv emmer af postmoderne æstetik: selvreflekterende og sammensat – og i moderigtige små bogstaver hele vejen igennem.
Der er tænkt over hver eneste lyd og hvert eneste ord. Hvert eneste billede og hver eneste font. Alt omkring projektet iamamiwhoami er så gennempoleret og gennemtænkt, at man ikke kan lade være med se efter, om der nu ikke også bliver fløjet lige lovlig tæt på solen. Om musikken lever om til de høje stilistiske ambitioner.
iamamiwhoami er et brand, snarere end et band. På bedste post-2000-maner fødtes det på Youtube i 2009 som et audiovisuelt projekt, hvor serier af poetiske og sanselige musikvideoer med anonym afsender blev lagt ud og flittigt delt ud over hele world wide web.
Også sangene fra iamamiwhoamis anden plade, bounty, så i sin tid dagens lys som YouTube-projekter. Det er således ikke nye sange, der figurerer på den netop udgivne toer. Nyt er det til gengæld, at vi i dag kender kvinden bag de mystiske, symbolladede webudgivelser. Hun hedder Jonna Lee og er en svensk singer/songwriter, hvis inspiration kan spores tilbage til andre nordiske artpopnavne som Björk og Fever Ray. Hun får i iamamiwhoami hjælp af bl.a. producer Claes Björklund og instruktør Robin Kempe-Bergmann.
bounty består af ni numre: De første syv staver, mere eller mindre, pladens navn (”B”, ”O”, ”U-1”, ”U-2” ”N”, ”T”, ”Y”), mens de to sidste hedder hhv. “;John” og “Clump” – kodesprog synes at være et af iamamiwhoamis fortrukne virkemidler. Numrene er egentlig ret forskellige og dog alligevel alle skåret til, så de passer ind i den kølige, polerede electropop-lyd, der præger alle iamamiwhoamis udgivelser.
Vi starter blidt med den drømmende “B”, hvor dissonanstunge klaverakkorder og blidt talekor sætter stemningen for de næste tre kvarters popværk. “O” er klart pladens skarpeste skæring med en lækker, balladeagtig melodi og et beat så steady, at selv damerne på et aerobichold ville kunne steppe i takt til det.
Omkring “N” og “T” taber pladen pusten, måske fordi begge numre er lige lovlig lirede. I “N” finder vi f.eks. både et hektisk strygertema, buldrende horn, klokkespil a la Disney, hovedpinefremkaldende falset og en musicalklingende melodi, der hverken er særligt catchy eller særligt interessant. Det er for tænkt og for skabt, og jeg må i hvert fald blankt indrømme, at det hos mig ikke fremkalder andet end ironisk distance.
Til gengæld slutter pladen fornemt af bl.a. med ”;John”, hvortil en lytter på Youtube har skrevet som kommentar til videoen: “Gaga would piss in fear if she saw this.” Mere sandt bliver det nok ikke. Hvis klichéen ‘intelligent pop’ overhovedet har en berettigelse, er det som mærkat på musik som denne. Det har kant, om noget.
På sin vis lykkes iamamiwhoami rigtig fint med bounty. Hvad den mangler i tilfældighedernes charme og personlighed, har den i kølig perfektionisme. Og når den fortænkte Po-Mo-poetiske atmosfære bliver trættende, er der til gengæld plus på popkontoen. Så jeg må tage hatten af for projektet, selvom jeg for det meste synes, at det er lige lovlig stylet. Det er faktisk sjældent, at iamamiwhoami brænder vingernes fjer, selvom ambitionerne rager godt op over skyerne.
