Man ville ikke være overrasket, hvis der på væggen i Franz Ferdinands øvelokale med store bogstaver står sprayet »If it ain’t broke, don’t fix it«. I hvert fald har bandets tre første plader været så enslydende, at en person, der ikke kender bandet, ville have problemer med at kende udgivelserne fra hinanden, hvis bandets diskografi blev sat på shuffle. Indrømmet, forrige plade, Tonight: Franz Ferdinand, lagde en smule mere vægt på dance end på punk og gav samtidig elektronikken en større rolle i bandets musik, men pladen var stadig umiskendeligt Franz Ferdinand med dunkende basguitar, fængende guitarmelodier og ikke mindst Alex Kapranos karakteristiske bariton i front.
Der skulle gå hele fire år, før de danseglade skotter endelig annoncerede, at de ville vende tilbage med opfølgeren til Tonight. Den nye plade bar den anaforiske titel Right Thoughts, Right Words, Right Action, og hvis det er meningen, at titlen reflekterer over bandets tidlige arbejde, er den i hvert fald velvalgt, for pladen lyder fuldstændig, som om den kunne være presset ind mellem debuten og You Could Have It So Much Better. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, og åbningsnummeret “Right Action” giver en øjeblikkelig genkendelsesglæde fra første lyt og efterlader én overbevist om, at intet nyt er godt nyt i Franz Ferdinand-lejren.
Denne antagelse er i hvert fald sand for store dele af pladen. “Evil Eye” er ét af de mest fængende numre, Franz Ferdinand nogensinde har skrevet, der med sin danseindbydende rytmesektion, underspillede guitarriffs og overbevisende vokalpræstation puster godt liv i pladen. “Love Illumination” fortsætter i det samme energiske spor som de første numre, men er ikke nær så mindeværdig, hvorefter “Stand On The Horizon” viser Franz Ferdinands mest funky sider frem til stor succes. Den 60’er-poppede “Fresh Strawberries” er et decideret fejlskud, og derfor er det glædeligt, at “Bullet” skyder noget tiltrængt energi i pladen efterfølgende.
“Treason! Animals.” får til gengæld integreret et 60’er-psykedelisk orgel vel ind og lader det bakke Kapranos op, mens han katartisk udbryder: »I’m in love with a narcissist / I know for the mirror told me / I’m in love with my analyst / I know for the mirror told me / I’m in love with my nemesis / I know for the mirror told me«. Mod slutningen af pladen trækker Franz Ferdinand desværre tempostikket ud og lader de langsommere og mere drømmende numre runde pladen af. Det ville ikke være noget problem, hvis det altså bare ikke var nogle af de svageste numre på pladen.
Det er egentligt svært at tro, at hele fire år er gået, siden Franz Ferdinand sidst udsendte en plade. Right Thoughts, Right Words, Right Action lyder fuldstændig, som da bandet havde deres storhedstid i midten af 00’erne. Genkendelsesglæden er nu ikke udelukkende positiv, da de gennemprøvede sangformularer til tider føles en anelse trætte og idéløse. Ikke desto mindre er det svært at benægte, at pladen er ualmindeligt solidt håndværk, og numre som “Right Action”, “Evil Eye” og “Bullet” er blandt de fineste numre, bandet har eksekveret i deres karriere. Er man Franz Ferdinand-fan, er der ingen grund til at sige fra, men er man endnu ikke overbevist, er det stadig debuten, der står klart stærkest.
