Plader

Franz Ferdinand: s.t.

Skrevet af Anders Mortensen

Et af årets mest hypede grupper, Franz Ferdinand, slår endelig til med deres debutalbum. Med deres elegante art-punk prøver de at overbevise verden om, at de er det næste store. Og det lykkedes rigtig langt hen af vejen”¦

Hype er en masse underlige ting. Det er forventningen om den næste store, verdensomvæltende, livsforandrende supergruppe, som man vil kunne fortælle om til sine børn og børnebørn i et legendarisk tonefald. Det er desværre også den bitre ærgerlige skuffelse, der brænder den indre musikelsker til kul. For mest af alt er hype noget lort. Sandheden er, at man tit bliver skuffet. Hypen kæmper mod sig selv, når den forklarer én, at man umuligt kan blive utilfreds med pladen. Det sætter forventningerne så højt op, at skuffelsen næsten er umulig at komme væk fra.

Og når vi tager fat i Franz Ferdinand, taler vi hype på allerhøjeste plan. Siden midten af 2003 har omtalen af dette unge, skotske band nået uanede højder i den engelske musikpresse.
Sammenligninger med Gang of Four, Talking Heads og The Strokes begyndte at cirkulere i den musikalske verden, hvilket gjorde Franz Ferdinand til en hip og trendy ting (at de fleste mennesker, der rider med på denne bølge, aldrig har hørt om Gang of Four, er så en anden snak”¦).

Franz Ferdinand stammer fra Skotland (Glasgow nærmere bestemt!), hvor de blev dannet til en fest af guitarist Nick McCarthy og forsanger Alex Kapranos i 2002. Her tog de navn efter den østrigske hertug Franz Ferdinand, der blev slået ihjel af Gavrilo Princip fra terrorgruppen “Den Sorte Hånd,” og således startede 1. verdenskrig, som vi kender den i dag. Historietimen er nu slut. Hvorfor bandet har taget navn efter den gamle hertug, er dog ikke blevet forklaret helt præcist. Måske er det et forsøg på at lyde revolutionerende eller som starten på en ny epoke. Eller også er det bare, fordi gruppen ynder det tyske sprog. Sikkert er det i hvert fald, at verdenskrige og art-punk ikke har meget med hinanden at gøre.

Men art-punk er det. Blandet med alt fra 60’er-pop til new romantics fra 80´erne. Nogle steder er det så kantet, at man bør have beskyttelse, og andre steder er det så poppet, at alle kan følge med. Der er noget til Strokes-folket og til Rapture-folket og derudover og midt imellem. Og det fungerer meget, meget langt henad vejen.

Jacqueline åbner ballet med et lille brag. Der lægges stille ud med fortællingen om Jacqueline, der arbejder bag en skrank, for så at eksplodere i et skævt, kantet og rocket omkvæd der ganske simpelt fortæller: “It’s always better on holiday / So much better on holiday / That’s why we only work when / We need the money.” Det fungerer og handler om at holde sig i live i stedet for at tænke på sin bankkonto. Underlig tekst og et perfekt åbningsnummer. Derefter følger den blødere Tell Her Tonight, der lyder halvt post-punk, halvt merseybeat, men virker perfekt og skaber en god kontrast til åbningsnummeret. Og så kommer det: hittet. Take Me Out er efter denne anmelders mening en fremragende sang, der fortjener al den (overraskende!) opmærksomhed, som den har fået. Det er denne sang, der har medvirket, at Franz Ferdinand er røget ind på en 24. plads på den danske album-hitliste. Og det er denne sang, som undertegnede har hørt pop-tøser nynne i bussen. I kender den alle sammen, så nærmere beskrivelse bør der vel ikke være.

Andre højdepunkter på pladen er den mørke og dragende The Dark of the Matinée, der er langsommere i tempoet og indeholder et omkvæd, der er umuligt at lade være med at synge med på, og førstesinglen Darts of Pleasure som er en komisk og elegant rocksang, hvori forsanger Alex Kapranos fortæller intenst om hvordan “You can feel my lips undress your eyes / Undress your eyes / Words of love and words so leisured / Words are poisoned darts of pleasure / Die and so you die.” Det er en pulserende og flabet art-punk-sang, der slutter med den fantastiske syng-med-del: “Ich heisse super-fantastisch / Ich trinke champus mit lachsfisch.” Dette bliver leveret uforpligtende, ude-af-kontekst og meget morsomt!

Et sidste super-fantastisch højdepunkt er den så absolut homo-erotiske punksang Michael, hvor Kapranos snigende lokker: “This is where I’ll be / So heavenly / So come and dance with me Michael / I’m sexy / So sexy / So come and dance with me Michael.” Hrm.. Og hvis det ikke er slemt nok, begynder omkvædet med: “Michael, you’re the boy with all the leather hips”¦” og så derudaf i et punk-kaos af mandelæber, der mødes, og smukke danse-horer med et kor i baggrunden, der blot skriger “Hey you.” Det er pragtfuldt; så er det sagt.

Men der er også mindre sigende sange. Come on Home er en sang, der traver af sted med et lidt kedeligt omkvæd og efterlader én ligeglad. Cheating on You er glad Ramones-agtig punk, men virker i det store hele som det fyld, man kunne have fjernet for at skabe den perfekte plade. Det nummer, der vil få flest delte meninger, er det mystiske, men smukke slutnummer 40 ft, der lyder som The Coral med en mere punket tilgang til deres musik. Her er bævende guitarer og fløjter, der til sidst bryder sammen i et mindre støjcrash.

Og hvad kan man så bruge alt det her til? Ja, det er ikke det mesterværk, som det bliver gjort til, men først og fremmest skal det nydes, at der igen er skabt en vellykket crossover mellem det meget poppede og det kunstneriske. Denne plade er, med få undtagelser, rigtig god og vil få mange mennesker op af stolene. Ikke kun af begejstring, men også fordi at langt de fleste numre er lige til at danse (tjekket, trendy og hipt!) rundt til med sin (tjekkede, trendy og hippe!) kæreste. Det bærer betegnelsen art-rock, men man ryster sgu også røv til det. Kunst og dans. Ja, jeg tror, at denne gruppe fra Glasgow nok skal klare sig fint i fremtiden med deres elegante indie-punk og deres spraglede skjorter. Kom så alle sammen; fuck art, let’s Franz!

★★★★½☆

Deltag i debat