Jeg har engang siddet i en campingstol på Roskilde Festival og været vidne til en fuld pige, der i intime detaljer berettede om diverse fyre, hun troede var den helt store kærlighed, men som i sidste ende viste sig at være ligesom alle de andre. Nu sad hun, fortvivlet og desillusioneret omkring kærligheden, og tilbød sit hjerte og sin krop til laveste byder i håb om at finde nogen at holde om og af.
Samme følelse af at blive alt for kraftigt involveret i andre menneskers liv sidder man tilbage med efter at have læst pressemeddelelsen til ægteparret og duoen Suns of Satans debut-lp. Her bliver vi præsenteret for en plade, der omhandler alt fra forældreskab til cancer, og ligeledes intime detaljer fra sangskriver Kristine Bjørg Markussens privatliv bliver afsløret. For at citere bandet selv handler pladen om ”skellet mellem liv og død, hjemme og væk, mand og kvinde, det gode og det onde”.
Det siger sig selv, at denne introduktion giver enorme forventninger til pladen. Men når man endelig kommer om bag alle de store ord og ind til musikken, er det sørgeligt at måtte konkludere, at pladen er elendig. Sangene er rige på instrumentering, og alt fra klokkespil til strygere finder plads i Markussens sange, men Barack Obamas kontroversielle udtalelse om John McCains politik ved præsidentvalget i 2008 gør sig også gældende her: Selv om du propper læbestift på en gris, er det stadig en gris.
Markussens ikke særligt stærke sange får det ikke nemmere af hendes endnu svagere vokal, der stønner sig gennem tekster, der er skiftevis pinlige og prætentiøse. »Du har drejet mig rundt / og forstyrret mig honningtungt / min ven, dit hår er flot / min ven, har du det godt« synger hun i “Rebel”, mens “Ørkenland” byder på lyrik såsom »Havbundne sten / knaser ikke / smeltende sne / knirker ikke”.
Markussens ægtemand, Jeppe Søndergård Knudsen, er krediteret som multi-instrumentalist på pladen, og om det er hans eller Bjørgs ambitioner, der tynger sangene, er svært at gisne om. Suns of Satan forsøger at indfange en barnlig uskyld på Sidespring, men frem for at fremstå original og mindeværdig bliver pladens lyd et irritationsmoment, der er svært at abstrahere fra. Og når både mand og kone kan fremstå så lykkeligt uvidende om deres musikalske utilstrækkelighed, er det svært at vide, om man bør grine eller græde.
Pigen på festivalen var i det mindste fuld.
