Plader

Forest Swords: Engravings

Skrevet af Niklas Kiær

Inspireret af åens løb og den kraftige vind, der fyger over de lokale marker i Wirral ud for Liverpool, laver Matt Barnes musik, der emmer af følelse og historie og har en urhistorisk kvalitet. Debutalbummet er en hyldest til naturens væsen og det, der ikke er præget af tid og mode.

Under Pop Revo Festival tidligere i år havde jeg udpeget How to Dress Well som en kunstner, jeg helt sikkert skulle dække, men jeg kendte ikke ret meget andet. En af mine venner, der er min go-to-guy i den elektroniske musikverden, udpegede Forest Swords og sagde, at det helt sikkert ville blive min yndlingskoncert blandt de gæstende. Desværre blev Forest Swords’ Matt Barnes ramt af en alvorlig omgang tinnitus, der ikke blot aflyste koncerten, men udsatte hele processen omkring det kommende debutalbum, Engravings. Den 28-årige grafiske designer overvejede at droppe musikkarrieren og kaste sig over et nyt kunstnerisk felt, men musikalske billeder dannede sig i hovedet på ham, og på trods af sygdommens begrænsning af processen blev Engravings født.

Engravings er lyden af urkræfter; træer der knager, vinden der blæser, tektoniske pladers bevægelse. I en tid, hvor elektroniske producere ofte er fokuseret på nostalgien ved at bruge trommemaskiner fra 80’erne, synthesizere fra 90’erne osv., går Forest Swords egne veje. Inspirationen er fundet i naturen ved hans hjem i Wirral uden for Liverpool i det nordvestlige England, og målet var at skabe en plade, der ikke talte til en bestemt generation, men kunne skabe sit eget rum. Godt nok er pladen, som så mange andre elektroniske produktioner, lavet i ‘soveværelset’, men for at pladen fik den rette fornemmelse af at udspille sig i et enormt univers, blev den mixet ude i det fri. Ude i skovene, ved åens løb og i vindens hujen. Der er noget mytisk over albummet, og det er nok ikke tilfældigt, at titlen, Engravings, peger hen mod et håndværk, der er skabt til at holde gennem generationer, ligegyldig hvordan omgivelserne ellers gebærder sig.

Albummets organiske karakter skabes af Forest Swords igennem samples af en utroligt bred vifte af instrumenter. Støvede guitarriffs, smukt klaverspil, dramatiske strygere, energiske stammetrommer og indianske fløjtemontager placeres i et ekkorungende univers, der giver liv og plads til, at enkeltelementerne virker større og opslugende på sanserne. Brugen af vokalsamples minder mig om kultheltene fra The Avalanches. Lyden af vokalerne er meget anderledes, men måden, hvorpå de skæres op og forvrides for at skabe en fortælling, er i samme ånd. Oftest fremstår vokalerne spøgelsesagtige i form af udbrud og råb, der er med til tætne tågen omkring de mytiske lydbilleder.

Albummet bevæger sig både hvad angår kvalitet og udtryk i samme spor som ep’en Dagger Paths, der endte på utallige magasiners årslister i 2010, men formår at raffinere det overordnede æstetiske udtryk. Blandt en generation af producere som James Blake, Burial, Clams Casino og Mount Kimbie er Forest Swords et mere organisk bekendtskab. Hvor Burial på Untrue brugte sine samples til at skabe en aura af mystik omkring et urbant og industrielt univers, lyder Engravings tilsvarende spirituelt. Som et arkæologisk fund uden nogen mulig datering. Indgraveringer, der fortæller om en stammekultur fra en svunden tid, om elementernes historie og naturens myter. Ærefrygtige fortællinger på et af oldtidens tabte sprog. Uoversætteligt, men smukt.

★★★★★☆

Leave a Reply