Gemt dybt nede mellem Mauro Remiddis androgyne vokal samt de mange lag af synths og anden elektronik eksisterer der faktisk elementer, som gør hans anden udgivelse under navnet Porcelain Raft til en egentlig godkendt musikalsk oplevelse. Desværre bliver de positive øjeblikke med efterfølgeren til sidste års debutplade, Strange Weekend, alt for ofte overskygget af de mange trivialiteter, som den 40 minutter lange Permanent Signal byder mig.
Egentlig burde de smådystre og sørgmodige kompositioner, der fylder det meste af spilletiden, gå udmærket i spænd med den grå efterårstristesse, der trænger sig på udenfor. Men hvor åbningsnummeret, “Think of the Ocean”, med pulserende synthflader og gennemtrængende pianofraseringer ganske glimrende får slået en sådan stemning an, bruger Remiddi resten af pladen på inkonsekvent at lede efter et gennemgående udtryk til at matche sine idéer.
Størstedelen af Porcelain Rafts andet udspil er således fyldt med en masse gode intentioner om at få udforsket hver en krog af projektets musikalske kunnen, hvilket desværre ender med at forvirre mere, end det underholder. “Minor Cluster” lyder eksempelvis allermest som noget, der allerede er blevet fremført på præcis samme måde af et af sen-90’ernes mange blød-mellemvare-pop/rockbands – jeg kan nok drage de tydeligste paralleller til Texas. Og samtidig traver nummeret for meget rundt i den samme, halvkedelige rille uden nogen nerve, og uden at vi aldrig rigtig når et egentligt klimaks med det ellers åbenlyse poppotentiale.
Når det på ”The Way Out” så endelig lader til, at musikken finder frem til den føromtalte nerve ved bl.a. at få tilsat en mere signifikant guitarlyd og mere aggressive trommer, formår det desværre ikke også blive videreført til Remiddis mere forsigtige vokal. Som en helhed bliver det derfor en skizofren og rodet kombination, hvilket hæmmer det samlede forsøg på at diske op med en kontrast til overvægten af mere dæmpede kompositioner.
For når Remiddi så en sjælden gang ikke har travlt med at overbevise lytterne om, at Permanent Signal er i stand til at kunne en hel masse på én gang, lader det også til, at han har en indædt trang til at søge og dyrke det minimalistiske. Dette kommer bedst til udtryk i de to instrumentale sektioner, “Open Letter” og “Warehouse”, der faktisk står som pladens mest iørefaldende øjeblikke. Synthflader og samples skaber på førstnævnte et fundament for noget, der potentielt kunne blive rigtig flot og interessant, mens sidstnævnte åbner med skrøbelige pianotoner, før der efterhånden bygges både subtil guitar og enkle synthflader på. Dog bliver “Warehouse” ramt af de samme antiklimaktiske symptomer, der også præger andre numre på pladen, og kompositionen føles musikalsk uforløst, da den langsomt fader ud igen.
Som nævnt er der bestemt også mere interessante øjeblikke blandt Permanent Signals 11 numre. “I Love Connection” er en fin pianoballade, der ender med at blive det mest velvalgte akkompagnement til Remiddis vokalpræstation, men som måske er hørt en gang for meget før. Og så slår åbningsnummeret en dragende stemning an, som “It Ain’t Over” heldigvis tager op igen senere hen, og som kunne have været et glimrende musikalsk omdrejningspunkt, men som desværre forbliver uberørt på resten af Permanent Signals spilletid.
Hvis Mauro Remiddis projekt skal blive mere holdbart, må han først og fremmest finde en mere defineret musikalsk retning.
Lyt til “Think of the Ocean”:
[audio:http://scjag.com/mp3/sc/ThinkOfTheOcean.mp3]