Som en psykedelisk magtdemonstration af dimensioner smadrer åbningsnummeret på engelske Hookworms’ debutplade, Pearl Mystics, den næsten ni minutter lange “Away / Towards”, af sted med en selvsikkerhed, som ellers kun garvede musikere med forkærlighed for vilde, udsyrede trip kunne have gjort det. Alligevel afslører den subtile følelse af et undertrykt ungdomsoprør Leeds-kvintettens sande alder.
Det er der igen lidt senere – ungdomsoprøret – når det ellers udmærkede comedown-nummer “Form and Function” revitaliseres på ny med en vanvittig intensivering af trommer såvel som guitar, mens de udstrakte orgelakkorder stadig giver genlyd i det fjerne. Til sidst ender det hele i kaos uden at virke som et dårligt trip. Det er derimod et smukt klimaks på det første kvarter af Pearl Mystics.
De er ikke meget for at udlevere sig selv, Hookworms. Bandmedlemmerne optræder kun under deres initialer, og den generelle information om gruppens gøren og laden er sparsom. Måske derfor virker Pearl Mystics som et af bandets eneste talerør. Teksternes kredsen om forsanger MJ’s egen depression har medført, at en overvejende stor del af pladens narrativ foregår i førsteperson, hvilket efterlader lytteren med en mere nærgående lytteoplevelse end blot fortællinger om tilfældige menneskers følelser. Og pludselig forklarer det hemmelighedskræmmeri, der omgiver bandet, at der nok ligger en dybere mening bag.
På lydsiden vender de fem fyre lidt efter lidt tilbage til at påvise, at energi og rastløshed ikke er ene om at skabe velfungerende rock. “Form and Function” er blevet til det diametralt modsatte og kammet fuldstændig over i et væld af baggrundsstøj, diverse guitarfeedback og –effekter på det første af tre mellemstykker, uopfindsomt døbt “i”, “ii” og “iii”. Hookworms glider herefter langsomt over i “In Our Time”, som på bundlinjen ikke er andet end en solid og på sin vis opmuntrende popmelodi, der desværre ikke kan tilføje pladen noget andet end de i forvejen godt anvendte effekter.
Men hvor den synes omgivet af mere positive vibrationer, når vi til gengæld det emotionelle lavpunkt i vores musikalske trip med Hookworms i den efterfølgende “Since We Had Changed”. Her er godt med ekko på de virkelighedsfjerne vokalharmonier og en musikalsk intensitet på grænsen til kunstig koma – det udforsker de yderste (og dermed også smukkeste) grænser for psykedelisk rock uden at komme ud på det overdrev, hvor det enten lyder for forceret eller for ekstremt.
I skærende kontrast til hinanden fremstår både de udsyrede og de mere aggressive kompositioner derfor også endnu mere indbydende. Bandet følger op med rytmer, der giver associationer til funk og garagerock af den helt gamle skole i “Preservations”, inden der bygges op mod en eminent eksplosion af monumentale energiudladninger – som en helt naturlig kulmination på op- og nedture i løbet af seks timer på LSD eller lignende. Hvis det da ikke var, fordi vi kun var en halv time inde i pladen.
Derfor ærgrer det mig også en smule, at der ikke er blevet plads til noget mere. Flere opture, flere nedture, noget ekstra til at forstærke min opfattelse af, at de her fyre rent faktisk kan nå langt. For når situationen er den, at Pearl Mystics holdes oppe af kun seks numre, ender man med at forlange meget fra en flok engelske pladedebutanter – og så stærkt er deres materiale alligevel heller ikke.
Vi får lov til at lukke i det sørgmodige hjørne med en depressiv, psykedelisk ballade, som en naturlig afslutning og et farvel til en imponerende rejse. De sidste toner ebber ud og transformeres til uendelig feedback og utydelige elementer, der konstant forandrer hver en afkrog af lydbilledet, og langsomt vender man tilbage til virkeligheden. Tak for turen.