Da jeg som ung og håbefuld musikelsker faldt over Sebadoh tilbage i 90’erne, var jeg solgt på stedet. Simpelthen. Dels på grund af deres skrabede og skramlede produktioner, dels på grund af deres musikalske spændvidde fra smadret semipunk til ømme kærlighedsballader. Og så pludselig forsvandt bandet. Pist væk var de, og så kunne man gå og ærgre sig over, der ikke var mere for den 25-øre. Okay, der var soloudspil og The Folk Implosion, men i min verden nåede det ikke op på siden af moderbandet.
For et par år siden fandt de så sammen igen, og det bragte dem blandt andet forbi Lille Vega i 2008 til en ret så udmærket koncert, hvor man kunne opleve det klassiske line-up bestående af Lou Barlow, Eric Gaffney og Jason Loewenstein. Og selvom jeg af bitter erfaring har lært at forholde mig kritisk til sådanne gendannelser, så var der én ting, jeg lynhurtigt kunne konstatere efter den koncert: Sebadoh var alt andet end udbrændte.
Det vakte selvfølgelig forhåbninger om kommende nyt fra gruppen, og fem år efter koncerten har jeg endelig fået indfriet det ønske. Gaffney er desværre røget i svinget, og på den nys udgivne Defend Yourself har d’herrer Barlow og Loewenstein i stedet fået følge af trommeslager Bob D’Amico, som også har flankeret Loewenstein i bandet The Fiery Furnaces. Og efter et par gennemlytninger af det 13 numre lange udspil er dommen klar: Sebadoh har den stadig. Ingen slinger i valsen her.
Sangskrivningen er sædvanen tro delt omtrent ligeligt mellem Barlow og Loewenstein, hvor Barlow tager sig af balladerne og de mere legende indslag, mens Loewenstein til gengæld har patent på de støjende og aggressive momenter. Den dynamik, der er mellem de to sangskrivere er i min bog en af hjørnestenene i deres succes som band. For ikke bare er de hver især eminente komponister; deres sange fungerer simpelthen også bare sammen som hånd i handske – nærmest som en slags indierockens Lennon & McCartney.
Barlow åbner ballet med ”I Will”, der vugger Sebadoh-klassisk af sted. Popfaktoren er høj, og det bringer mindelser om eksempelvis 1996-albummet Harmacy og dets åbningsnummer ”On Fire”, dog uden helt at nå fordums tiders højder. Den efterfølgende ”Love You Here” begynder slæbende, men vokser i løbet af verset og fortsætter gennem omkvæd og tilbage i vers uden nogen dikkedarer. Ingen svinkeærinder her. Og på mange måder kan det undre, at bandet evner at få noget så simpelt til at fremstå så virkningsfuldt. En evne, som altid har syntes at være sigende for bandets format.
Andre steder bevæger Barlows sangskrivning sig ud ad den legesyge tangent. ”Oxygen” og ”State Of Mine” besidder begge et fremadrettet drive, der lægger op til armkrogsdans komplet med polkatrommer og det hele. Men i vanlig stil er det gjort så charmerende og med så stor sans for den gode melodi, at de slipper af sted med det uden problemer.
I den anden ende af skalaen finder vi albummets superenergiske Loewenstein-numre. Her er skruet ned for det melodiske islæt; til gengæld er det medrivende som bare fanden. ”Beat” bugter sig frem med en tonstung staccato-bas, mens vokalen og guitaren skurrer af sted i semisynkrone forløb. På ”Defend Yourself” køres mere lige på, hvor bassen filer løs i de samme to toner under en lys og næsten lige så enkel guitarfigur. ”Separate” lukker og slukker in-your-face med en skizofren guitar, der konstant vakler mellem akkorder og enkelttoneforløb. Det lyder hele tiden, som om det er ved at løbe af sporet, men det sker ikke, og nummeret bringes halsbrækkende i havn.
Sebadoh har selv indspillet Defend Yourself, og det har sat sit tydelige præg på albummet. Lyden er organisk og levende på en måde, som klæder sangene og lader dem folde sig optimalt ud. Eksempelvis er den meget rumprægede og ukomprimerede lyd på sange som ”I Will” og ”Once” med til at skabe en fornemmelse af musikalsk nærhed. Et varmt lydbillede.
Sebadoh har altid været nogle af mine helt store helte, og gensynsglæden er derfor naturligvis vældig stor. Men det er ikke kun gensynet, der glæder, for det er ligeledes en fornøjelse at konstatere, at det, bandet var eminente til tilbage i deres velmagtsdage, gør de stadigvæk til UG med kryds og slange. Kompositionerne stikker i mange retninger, men alligevel uden at være for divergerende. Og dengang som nu får bandet trioformens begrænsninger til at arbejde for sig, som kun toprutinerede musikere kan det. Og så er det også bare overraskende, hvor friskt det hele lyder. Jeg tør godt at sige, at kendte jeg ikke historien bag bandet, ville jeg aldrig have gættet på, at der var tale om første udspil efter en 14 år lang pause. Det er dynamisk, velspillet og sprællevende i en grad, hvor bandet nemt kunne forveksles med en flok 19-20-årige debuterende indieknægte, og ikke tre mænd i 40’erne.
Sebadoh gør altså det, de altid har været bedst til, og har leveret 13 numre, der simpelthen bare lyder som klassisk Sebadoh, hvilket er et kvalitetsstempel i sig selv. Som sådan er der naturligvis ikke tale om, at der bliver føjet nye facetter til det musikalske udtryk. Men hvorfor skulle man dog også gå og ønske sig, at Sebadoh skulle genopfinde sig selv, når de nu for længe siden har manifesteret sig som et af de allervigtigste indiebands? Langt hellere vil jeg glæde mig over et comeback, der viser, at bandet stadigvæk har noget at byde på og forhåbentlig har et par gode album tilbage endnu. Defend Yourself er på alle måder et glædeligt gensyn med et band, der har været savnet alt for længe. Velkommen tilbage, Sebadoh!
