L.E.F. & de langsomme lyn: Natatlas EP

Som en forsinket julegave og poetisk fuckfinger til disse moderne tider, hvor både cd’en og papirbogens eksistens er truet, lander ‘ep-bogen’ Natatlas solidt og lækkert i hænderne, og hvilken fryd! Der er tydeligvis lagt rigtig meget håndarbejde og nørderi heri, bogen vrimler med både sangtekster, digte og billeder, plus – i bedste Kinderæg-stil – ‘indlagte overraskelser’ (som, noget skuffende, viste sig blot at være en fjer og posen fra en pakke guitarstrenge), foruden cd-skiven med seks numre på. På forsiden, der kandiderer til 2013’s mest nuttede, troner en dejlig kat med englevinger på en tvivlsom lampe + jordklode-konstruktion. What’s not to like?

Folkene bag kalder sig L.E.F & de langsomme lyn, og de lever tilsyneladende stadig en lidt hemmelig tilværelse i det danske musikland. De har blot spillet en håndfuld koncerter, siden de opstod som band for et års tid siden, og alligevel er Natatlas faktisk allerede en ældre sag fra juli 2013. Men bedre sent end aldrig, og L.E.F. og lynene fortjener i dén grad en anmeldelse.

L.E.F. er frontmand Lars Emil Foder, og han kalder sig ikke bare sanger, men også digter, og dét med fuld berettigelse. Der er rigtig meget ved L.E.F. og lynene, der minder mig om Thomas Thomsen og hedengangne Pluto: vokal, skrivestil og i det hele taget bandets intime, poetiske indiepop-lyd. Det er særligt tydeligt på det drømmende åbningsnummer ”Ved verdens ende et sted” med dommedagsromantik en masse, når det er sødest: »Så mens rulleteksterne kører / langsomt ned bag verdens kant / drikker du Red Needles / og jeg drikker Pink Elefant.«

Heldigvis står det dog hurtigt klart, at Natatlas alligevel er helt sin egen. Det er en ubetinget gennemført udgivelse med det poetiske nattetema, som løber gennem både lyrikken og illustrationerne og gør ep-bogen til en virkelig lækker lille sag. Jeg forudser en potentiel fanskare blandt litteraturstuderende og andre eftertænksomme skabspoeter, og bandet har da også en forbindelse til Københavns litterære miljø med optrædener i Literaturhaus og deslige. Alligevel er der noget fantastisk uprætentiøst og ukrukket over L.E.F. & de Langsomme lyn, som maner alle bange anelser om selvhøjtidelige musik-møder-poesi-konstellationer til jorden.

Men hvor overlegen en indpakning bogen end kommer i med sin legesyge klippe-klistre-æstetik, så matcher al musikken desværre ikke dens fine kvalitet. De tre første numre er fremragende, det fjerde ganske godt, og så kommer nummer 5, ”MaydayOkay”, der lyder som en sangleg, man skal klappe i takt til. Helt igennem irriterende og fjollet på den usjove måde: »Hej hej / Ka’ du bruge en som mig / Så sig hej hej,« og er jeg den, der er videre.

Trods det gennemgående nattetema er der en glimrende musikalsk spændvidde på ep’en, hvor de små gedigne perler tæller den 70’er-rockstenede og swingende “Dit hjerte er en bil” (med det smittende omkvæd: »Dit hjerte er en bil / Du sku’ ta’ at parkere«) og så i en helt anden, følsom grøft “Klarsyn”: »Tilgiv mig baby / jeg er på vej / klarsynet kommer lidt / sent til mig / men jeg har/ aldrig set / en smukkere / kombination af / atomer / end dig.«

Så smukt og så enkelt er det lige tilpas. Det ser måske banalt ud på skrift, men sunget af L.E.F. er det det fineste lille stykke musikpoesi, så omhyggeligt underspillet og fantastisk, at man lige må holde vejret og spidse ører et øjeblik.

Natatlas er en meget fin og ganske usædvanlig udgivelse med et højt ambitionsniveau, der dog ikke holder 100 procent hele vejen hjem. Hvis der fremover kunne komme flere numre, der matcher bogen og forsidekattens star quality, ville det blive rigtig, rigtig godt.