»Jeg elsker dig. Sgu.«
Ølflasken bliver løftet fra en fedtet bordplade og sat tilbage med et hult dunk. Det er en Høker Bajer. Og snart er den tom.
I det mørkeste hjørne af Nørrebro-baren “Kronborggade 3” sidder The Divers og ligner menneskeliggørelsen af deres egen musik. Unge, vågne og rastløse kaster de løsrevne musikbeskrivelser og berusede kærlighedserklæringer til hinanden ud i lokalet, hvor de blander sig med musikken fra den højtaler, de sidder under.
»Jeg tror bare, at vi fra starten af havde lyst til at lave noget musik som var skønt. Som var smukt. Som var mørkt. Som var melodisk,« siger Mikkel Andersson, da jeg spørger, hvad der egentlig driver The Divers. Og jeg opfatter gennem sløret af røg, at han mener det.
Du kender måske ikke The Divers endnu. Men mon ikke du kommer til det. De er et ungt band, bestående af Mikkel Andersson, Josefine Hilfling og Benjamin Kongsted og deres debutplade Endless Days – Sleepless Nights udkommer d. 12. maj. De er allerede nu booket til at spille på Roskilde Festival, og selvom det måske lyder som en stor mundfuld at starte ud med, skal de nok klare den. For som de siger: »Selvfølgelig skal vi spille på Roskilde. Vi er sindssygt gode. Vi laver sindssygt ren, smuk popmusik.«
Pivmoderne romantikere
Der ligger noget bagudstræbende, nostalgisk i det romantiske. Et suk efter de øjeblikke, lykkelige som melankolske, der af og til dukker op i erindringen, små glimt af oplevet liv, små minder fra alle de endless days og sleepless nights vi alle har på samvittigheden.
Men The Divers ser ikke sig selv som et tilbageskuende projekt, selvom den tydelige 80’er/start-90’er-æstetik måske peger i den retning.
»Der er da klart nogle bands, som vi alle har lyttet til og været inspirerede af, men vi synes jo samtidig, at vi er pivmoderne. Vi har aldrig arbejdet hen imod, at det skulle lyde som noget fra en anden tid,« siger Benjamin.
Mikkel tilføjer: »Jeg havde bare lyst til at lave musik, der var så rent og så romantisk som muligt. Meget musik nu om dage er så opmærksomhedskrævende, sådan et spektakel, hvor man råber og rapper og bygger alting op over sådan nogle modeller, som ikke bliver fyldt ud af følelse. Så på den måde kan man da godt tale om, at vi gerne ville vende tilbage til noget mere rent. En mere ren måde at skrive musik på. Men resultatet minder ikke om noget, du har hørt før.«
Køligt og kødligt
Følelserne er netop noget de tre bandmedlemmer gentagne gange bringer ind, når jeg beder dem beskrive deres kommende debutplade og dens nært forestående møde med publikum.
»Jeg håber, at lytterne vil høre pladen som et helt værk, for jeg tror virkelig, at man kan nå mange følelser igennem, mens man lytter,« siger Josefine.
Mikkel tilføjer: »Og når vi skal spille live, håber jeg, at der blandt publikum er nogle, der danser og smiler fuldstændig euforisk, imens der ved siden af står…«
»…nogle, der græder.« Josephine afslutter sætningen sammen med ham. Benjamin erklærer sig enig. Det er de ekstreme kontraster, de helt store armbevægelser sat op imod det nærmest blodfattigt stillestående, der interesserer dem. Benjamin forklarer:
»Jeg tror vores univers er karakteriseret af de to modpoler, at teksterne tit er enormt følsomme og personlige, og så at musikken er så kølig og elektronisk. Det er den kombination, der gør det så stringent og stærkt.«
Kontrasten mellem det følelsesfulde og romantiske og det kontrollerede og kølige karakteriserer netop også førstesinglen “Diamond Dust”, som er det eneste nummer fra pladen, som The Divers har lagt ud til lyt. Og ifølge bandet er der mere af dette i vente:
»Pladens andensingle, der hedder “The Nonage Of Our Souls”, rammer måske i virkeligheden meget præcist essensen af The Divers. Nummeret handler om elskov, og man kan nærmest høre de der pulserende kemiske reaktioner, som kærlighed jo dybest set er. Men nummeret i sig selv har jo den her kolde, elektroniske karakter og vokalen er næsten anæmisk. Det er sindsygt køligt og på samme tid meget kødligt,« siger Mikkel med tryk på tillægsordene.
Befrielse
Der er gået en time og en par flasker øl, siden diktafonen startede med at tælle, og lydniveauet på baren er i top. Benjamin og Josefine synger sporadisk med på musikken, mens Mikkel, der har overtaget kontrollen med diktafonen, henvender sig direkte til Undertoners læsere: »Vi mangler penge til smøger! Smøger og øl!« griner han, mens jeg undrer mig over, hvorfor det netop er et poleret, elektronisk popudtryk, der har samlet disse tre forskellige mennesker.
»Jeg synes, at der ligger en befrielse i at måtte lave noget musik og have et udtryk, der er så poleret. Så meget over the top, som bands f.eks. Depeche Mode eller New Order også er. Det har sådan en renhed for attitude, der er dragende. Der er noget modigt i at sige tingene så banalt, som man overhovedet kan. Der er noget frigørende over det,« forklarer Mikkel.
Benjamin samler tråden op: »Vi kigger op og kigger folk lige i fjæset. Ingen ironi. Det er ikke pakket ind i noget. Når jeg synger, så kommer det hele inde fra mig. Og jeg ved, at Josefine også har det sådan.«
»Hvis vi ville lave punk, havde vi lavet punk. Nu er det bare det her, vi havde lyst til at lave. Der er så meget musik, der virker som om bandet har haft idéen om, hvad de skulle være for et band, før de gik i gang med musikken. Så bevidste har vi ikke rigtig været. Det her er bare sådan, det er blevet. Det befriende, som Mikkel taler om, ligger nok også i, at det er ret ærligt,« siger Josephine.
The Divers debutalbum Endless Days – Sleepless Nights er på gaden d. 12. maj. Derefter kan du opleve bandet live på Roskilde Festival.