Plader

Treefight for Sunlight: Pizza

Skrevet af Sabina Hvass

Hvis denne plade var en pizza, var bunden lavet af legesyg bas og trommer med toppings bestående af udsyrede instrumentalpassager, lydsamples og pitchede melodier i rigt varierende harmonier. Og så er det nummer to på menuen fra den danske indiepop-kvartet Treefight for Sunlight.

To år skulle det tage for Treefight for Sunlight at udgive opfølgeren til debuten A Collection of Vibrations for Your Skull. Denne gang satte de sig for at skrive, indspille og mikse selv, og det er der kommet et helt ekstremt interessant værk ud af.

En sjat nostalgisk reminiscens af The Who, trommejam, indianerstammekor og storladenhed er kraftfulde elementer i nummeret ”Somewhere in the Future”, hvor tangenternes taktfaste mønster vækker lytterappetitten og for alvor slår pladen an. Det er hurtigt tydeligt, at der er en helt ufattelig idérigdom på pladen. Og idéerne bliver strøet de rigtige steder og giver numrene en tyngde.

Et absolut højdepunkt er førstesinglen ”Come Closer”, der har været i gavmild rotation på radiokanaler inden og uden for landets grænser. Nummeret er lagfyldt, mens det ubesværet varsler sommerdans, og det beslægtede ”Thought Walker” emmer af soundtrack til slentreture i varmen. Især det komplementerende klaverspil, det underspillede percussion og den glidende bas er med til at blødgøre lyden på de meget velkomponerede numre.

”Memory Meeting” har en Tame Impala-tilgang til et gangfast beat og en lyrisk verden, hvor små væsener bearbejder hjernens aktivitet og designer drømme. I forhold til at finde en rød tråd i det lyriske skal man for det første spidse ører for at fange de højtpitchede strofer og for det andet være svært glad for kontrasterne i det bærende tema: det fantasifulde og det hverdagsagtige menneske.

Sangene har forbindelse til det verdslige og det ufamiliære, og det gør lyrikken noget fragmenteret, men alligevel meningsfuld. F.eks. på “A Laugh on the Epitaph”, hvor et majestætisk og repetitivt mønster bærer Christian Rohde Lindingers vokal frem i forgrunden: »As I lay around thinking it’s clear / Believing in something I fear / Nature evolves in a circle of laws / Eenie meenie miney most of all I just don’t care / Go to sleep / Bit deeper than that.«

Et andet lyspunkt på pladens anden halvdel er ”Blubbery Paste”, som er sammensat af et væld af lydsamples, vokalharmonier og tangenter, der stille bygger op til forløsning. Nummerets overvejende instrumentale anden halvdel er et skønt samspil af trommer, bongoer, guitarriff og repetitiv bas, der forsigtigt peger hen mod pladens afsluttende minutter med balladen ”Someone Else”.

Generelt trækker Pizza en ret fin linje fra 60’ernes og 70’ernes rocklyd gennem 80’ernes synth til moderne pop, og bandet har en eklektisk tilgang og god fornemmelse for, hvad de indiepoppede numre kan indeholde – uden at fylde for meget på. Min associative musikhjerne har trukket tråde til Beatles, Beach Boys og Animal Collective, og Treefight for Sunlights toer fremstår da også som en helt utroligt voluminøs og idérig samling veludskårne stykker psykedelisk indiepop. Og den fortjener mere end et par lyt for at sætte sig fast i hjernebarken som en absolut godkendt opfølger til debuten.

★★★★★☆

Leave a Reply