Der er som regel en ligelig fordeling af fuldtræffere og forbiere, når det drejer sig om elektronisk musik på Roskilde Festival. I skrivende stund leverer Trentemøller med garanti varen på festivalens største scene; men jeg har personligt også oplevet det stik modsatte. For tre år siden stod amerikansk-chilenske Nicolas Jaar for en af de mere positive stunder, og Jaars tilbagevenden med sit og Dave Harringtons Darkside-projekt må for mit vedkommende også siges i ryge i puljen med fuldtræffere – og det med flere længder!
Til at begynde med forholdt jeg mig en anelse skeptisk til koncerten, hvor Avalons åbne design og Darksides atmosfæriske udtryk ikke lod til at gå så godt i spænd med den buldrende optræden fra Rob Zombie ikke så langt derfra på Orange Scene. Men da først klokken slog 23, og vi fik lagt fra land, skulle det vise sig, at duoens elektroniske kompositioner kunne udelukke både metalkoncert samt tid og rum. Med sidste års debutudgivelse, Psychic, i ryggen tog Jaar og Harrington sig al den tid i verden, de havde brug for til at kreere en helt igennem fantastisk stemning til hvert enkelt nummer, og de lange opbygninger gav i sidste ende et kæmpe payoff, der løftede koncertens niveau helt op og røre ved teltdugen.
Debutens i mine øjne bedste nummer, “Paper Trails”, varede således omkring de 15 minutter; men allerede inden da var koncerten reelet kulmineret. For der var nemlig fra start af en elektrisk atmosfære, der kun ventede på at blive yderligere intensiveret, og på intet tidspunkt i løbet af den 60 minutter lange forestilling var man i tvivl om, at vi alle var vidner til noget særligt.
Selv opholdt jeg mig uden for teltet med minimalt usyn til scenen, der indledningsvis kun sporadisk var oplyst, hvilket fik mig til at søge over mod en bænkkonstruktion i områdets periferi, hvor jeg så kunne bruge resten af koncerten med ryggen til scenen – men det rørte mig på ingen måde. For Darksides optræden fredag aften skulle ikke nødvendigvis ses, men under alle omstændigheder høres, og Jaars elektroniske færdigheder, Harringtons guitar- og synthmæssige ditto samt de to aktørers nærmest symbiotiske samspil kom klart til udtryk, uanset hvor man befandt sig.
Der var en konstant vekslen mellem det ambiente og den pulserende clubvibe, og de individuelle overgange mellem de forskellige numre fungerede upåklageligt, indtil vi lukkede og slukkede med en Andy Stott-lignende komposition, der afslutningsvis gradvist steg i tempo, før vi nåede et udtryk, som man nok mest kender fra trance og dennes subgenrer. Darkside var en vanvittig kulmination på en eminent fredag, hvor Jaar og Harrington skabte det perfekte soundtrack til det tiltagende tusmørket udenfor, mens publikum fik lov til at overvære en helt enestående optræden på den anden side af teltdugen.
