Der var tændt op i pejsereplicaen, og den gamle trækasse blev gennemtrampet helt ind i næste uge, da verdens måske bedste bassist Les Claypool bød publikum under Avalons teltdug indenfor til fem kvarter med coverversioner af lidt af hvert fra sit omfattende bagkatalog samt andet godt fra Ostehavet. Duo de Twang hedder Claypools seneste projekt, hvor han sammen med barndomsvennen, Bryan Kehoe, med udgangspunkt i country-, hillbilly- og folkgenrerne fortolker vidt forskellige kompositioner med landlig charme og Claypools vante humor. Projektet er først og fremmest resulteret i pladen Four Foot Shack, som jeg nok skal sørge for at inkludere i vores opsamlingsartikel til december, men som jeg allerede nu kan sælge som et musthave for alle, der bare har den mindste smule forkærlighed for Claypools musik samt mange andre projekter.
På Roskilde Festival, som Claypool ikke har besøgt siden 1997, fik vi ‘kun’ to Primus-numre: “Wynona’s Big Brown Beaver” og “Jerry Was a Racecar Driver”, som henholdsvis åbnede og lukkede det festlige halbal; men det var i langt højere grad de deciderede covernumre, som tog flest kegler hos undertegnede. Stompin’ Tom Connors’ “The Bridge Came Tumblin’ Down”, Johnny Hortons “The Battle of New Orleans”, Jerry Reeds “Amos Moses” og introen til Metallicas klassiker “Master of Puppets” var blot nogle af de få skæringer, der fik helt nyt liv i duoens twangificerede univers, og som overstrålede mange af Claypools egne kompositioner som “Buzzards of Green Hill” og “Red State Girl” – dog var der også fortjent applaus til en kort teaser til Primus’ egen “Too Many Puppies”, der desværre ikke kom i sin fulde længde. I nærmest universelt fokus stod Claypool så med sin sædvanlige coolness og en håndtering af den firestrengede, der var i absolut verdensklasse, og som alt i alt fungerede på mange flere niveauer, end da han sidst gæstede landet med Primus for tre år siden.
Lavpunktet – for der skulle jo være et – var nok, at de forskellige kompositioner lænede sig bare en anelse for meget op ad deres respektive studieudgaver fra Four Foot Shack, og foruden enkelte forlængede soli syntes fredagens 1:1-versioner ikke at presse Kehoe og Claypools tekniske færdigheder ud over det forventelige. Det blev heldigvis for det meste overskygget af duoens eminente sammenspil – både som musikere og partnere – hvor Claypool påtog sig sin sædvanlige rolle som frontfigur og storyteller og yderst veltimet sendte stafetten videre til Kehoe, når stemningen kaldte på et fokusskifte til basvirtuosens mindst lige så velspillende kompagnon.
Således kom vi både rundt om livlige fortællinger om årsagen til nogle af de valgte covernumre, en konstant tilbagevenden til den (i festivaløjemed) velkendte alien-ko-samlejeflagstang samt smagsprøver på Kehoes imponerende sangtalent. Vi hyggede os hele vejen igennem og kunne efter Bee Gees’ “Stayin’ Alive” og førnævnte ballade om racerkøreren Jerry ikke andet end at applaudere en vanvittigt medrivende og livsglad optræden fra endnu et Claypool-projekt, som jeg i allerhøjeste grad håber på at høre mere fra i fremtiden.
