Jeg har altid haft et anstrengt forhold til det ret splittede begreb ‘guilty pleasures’, for hvordan kan man egentlig føle skam over noget, man godt kan lide? Vi har alle sammen noget musik, vi nødigt vil indrømme, at vi kan lide, men burde vi ikke bare skide på andres snobbede fordomme og nyde den musik, vi elsker?
I realiteten jo. I bund og grund giver det jo ingen mening, at man skal lade sin egen smag diktere af den rigtige smag, eller hvad smagsdommere som undertegnede mener om musikken. Alligevel føler jeg det som en enorm guilty pleasure, når jeg indrømmer, at jeg er kæmpe U2-fan. Jeg føler en skam, når jeg kigger på alle de dvd’er, cd’er, lp’er, singler og plakater, jeg har med bandet, når jeg fortæller om, da jeg som 17-årig rejste til London for at se mit yndlingsband, og over, at jeg selvfølgelig kan huske de fire bandmedlemmers fødselsdatoer udenad.
Det er et af de bands, der har betydet absolut mest for mig, men alligevel føler jeg en skam, når jeg fortæller andre om det. Det er sjældent, at jeg får lov til at ytre min kærlighed til bandet, før jeg skal forsvare, hvorfor ham der champagnesocialisten ikke bare kan koncentrere sig om at lave musik og lade være med at prøve på at redde verden. U2 er blevet bandet, alle elsker at hade, og det mærker man tydeligt som U2-fan.
Når U2 så tilmed udgiver deres til dato mest uinteressante album, spørger man sig selv om, hvorfor man skal hænge ved. Fem år er gået, siden mastodontbrandet sidst udgav et album, men hvad har de brugt tiden på? Svaret er desværre Songs of Innocence, der tirsdag den 9. september landede i millioner af Itunes-biblioteker. Den skrabede indpakning ligner et kasseret demobånd fra bandets tidlige dage, og det nye album er da også et udtag af alt for svage sange, der med enkelte undtagelser aldrig burde have været udgivet.
Det er et album, der lægger sig i slipstrømmen af de tre andre postmillenium-albums All That You Can’t Leave Behind (2000), How to Dismantle an Atomic Bomb (2004) og No Line on the Horizon (2009), og netop de tre albums’ lyd gennemsyrer Songs of Innocence. Ekkoet og guitarsustainen fra de sidste 15 års stadiontourneer runger stadig så heftigt, at der ikke er nogen musikalsk fremgang at spore hos bandet.
Hvor 80’erne og 90’erne var kendetegnet ved særligt Bono og The Edges konstante lyst til at udvikle gruppens lyd, må man konstatere, at U2 fandt deres kernelyd i numre som ”Beautiful Day” og ”Elevation” og altså ikke er gået væk fra den siden. Det til trods for at superproducere som Brian Eno, Daniel Lanois, Flood, Rick Rubin, Will I Am og altså nu Danger Mouse har været hyret som samarbejdspartnere. Bono, Edge, Larry og Adam insisterer på stilstanden, og disse superproducere har groft sagt bare skullet trykke record.
På Songs of Innocence lover U2 ellers så meget andet. ”The Miracle (of Joey Ramone)”, hyldesten til The Clash-frontmanden Joe Strummer, ”This Is Where You Can Reach Me Now”, og ”Cedarwood Road” refererer alle til bandets tidlige dage i slut-70’ernes Dublin. Det var dengang, de lærte sig selv at spille musik og brugte størstedelen af deres øvere på at stemme deres lorteguitarer, så de aldrig fik øvet slutningen på deres sange. Det var dengang, U2 var fire energiske drenge, der ikke ville finde sig i den åndssvage terror, IRA førte mod naboerne i Nordirland. Det var dengang, Bono snød sig ind til punkkoncerter og impulsivt hoppede op i en lift og afsluttede bandets koncert på Roskilde Festival svævende over publikum.
Det var med andre ord et helt andet band end dem, der i dag hænger ud med Obama, Nelson Mandela og paven. Den Bono, der for 32 år siden hang over Orange Scene, ville have grinet af de fire halvgamle mænd, der i en uelegant discosang hylder deres ikon Joe Strummer. Tilbagevenden til den rå lyd af det fattige Dublin, som bandet giver falske forhåbninger om, bliver i stedet til en kopi af de grandiose stadionrock-bands, som U2 selv har været fædre til. ”Song for Someone” lyder mest af alt som en Coldplay-sang og ”Iris (Hold Me Close)” som noget, The Killers kunne have skrevet.
Bandet er kommet i identitetskrise. De benytter tricks, som de allerede har gennemtestet og ikke kan få mere ud af. Numre som ”The Miracle (of Joey Ramone)”, ”California (There Is No End to Love)” og ”Volcano” er mest af alt skrevet for at passe ind på en kommende stadionturne og tilføjer intet nyt til diskografien. Tværtimod bliver man irriteret på The Edges karakteristiske guitarlyd, der for lytteren er så velkendt, at det kan være ligemeget.
Der er kun to gode numre på Songs of Innocence. På trods af en malplaceret synthesizer, der indleder ”Sleep Like a Baby Tonight”, som må give Danger Mouse dumpekarakter for hans producerarbejde, er det et rart og tilbagelænet nummer. U2 dropper stadion-ambitionerne og koncentrerer sig om at lave en smuk, drømmende godnatsang. Her er The Edges guitarlyd tyk og distortet, og hans spil balancerer i en smuk symbiose af et mellemspil, en solo og et riff. Bonos fraseringer lyder, som de skal, og sangskrivningen læner sig mere op ad 90’ernes eksperimenter end 00’ernes trivielle stadionskabelon.
Det er dog ”The Troubles”, der er albummets absolutte højdepunkt. Nummeret skriver sig ind i U2’s stærke historie af albumlukkere, hvor ”Love Is Blindness” fra mesterværket Achtung Baby (1991) er den tydeligste reference. Sangen rummer en beroligende melankoli, der bliver båret af et cool groove fra trommeslager Larry Mullen Jr. og bassist Adam Clayton. Ligeledes er Bonos ekvilibristiske vokal i smuk symbiose med svenske Lykke Lis dragende backup til frontmanden. Faktisk er sangen lidt for kort, hvilket må siges at være et særsyn på Songs of Innocence. Lige som The Edge lykkes med en hypnotiserende guitarsolo, fader sangen ud, og det er synd, for man kunne blive i denne sangs trance i lang tid.
Men ”The Troubles” er et af forsvindende få højdepunkter på U2’s til dato svageste album. Med sin alt for grandiose stadionrocklyd lever bandet op til alle de værste fordomme, og det gør det svært at forstå, hvorfor jeg endnu en gang skal forsvare bandet for alle mine U2-kritiske venner. Jeg ønsker virkelig, at U2 rykker ved, hvad de er, og stopper med at gentage sig selv. Det var netop jagten på en ny lyd, der karakteriserede stærke albums som The Unforgettable Fire (1984), The Joshua Tree (1987), Achtung Baby (1991) og Zooropa (1993). Her i stilstanden mister bandet sin pondus og bliver blot en vedligeholdelse af megabrandet.
