Fordelen ved at have eksisteret i nærved 20 år uden at have skabt tilnærmelsesvis nok med ringe henover Nordsøen, er, at Everything Was Forever i de fleste lytteres tilfælde lander uden noget som helst forventningspres. Det er ikke nødvendigt at have konteksten fra tidligere udgivelser som debuten, The Decline of British Sea Power, eller sågar fra nogle af de i alt fire plader, briterne udgav i løbet af 2010’erne.
Everything Was Forever eksisterer bare; i egen tid og i eget rum.
I dén kontekst er albummet hverken banebrydende eller overrumplende, men lægger sig til gengæld godt til rette i velkendte pop/rockspor, uden at det bliver for forudsigeligt. Har man derfor allerede en vis affektion for de storladne melodier omsvøbt i stadionrockede produktioner, sådan som bands som både Ride, Keane og U2 dyrker dem, går man bestemt ikke galt med Everything Was Forever. Det er eksempelvis dén underliggende rocknerve, der er med til at løfte et nummer som den ligefremme “Transmitter”, som trods alt synes at holde lidt igen og ikke gør lige så meget brug af udtrådte, kompositoriske klichéer, som der enkelte steder lægges op til. Og omvendt sættes alle sejl ind på radiovenlighed og det letgenkendelige omkvæd på “Two Fingers”, som for gruppens medstiftere Jan og Neil Wilkinsons vedkommende samtidig fungerer som en hyldest til deres afdøde far.
Som der også lægges op til, bliver Everything Was Forever dog aldrig ekstraordinær i hverken indhold eller præsentationen heraf. Det er ikke, fordi nogen af de involverede aktører er dårlige musikere, men deres individuelle bidrag flyder blot stort set altid sammen i den samme produktionsmasse, som kun sporadisk brydes af en guitarsolo, et fængende strygerarrangement eller messingblæsere et sted i baggrunden.
Ej heller ligger Sea Powers styrker i vokalpræstationerne, hvor Wilkinson-brødrene i front på hver deres sørgmodige facon skiftes til (næsten) at lyde som henholdsvis Neil Tennant og J Mascis. Det spiller som sådan meget fint sammen med det melankolske udtryk, bandet har for vane at tillægge sig, men virker alligevel en smule tomt, når man ikke for alvor synes at kunne spore nogle unikke træk i brødrenes vokaler.
Men der er heldigvis også momenter – som oftest pladens mest belønnende indslag – hvor Everything Was Forever bryder med gennemsnitligheden og de ligefremme formler og i stedet taler ind i nogle tendenser, der i højere grad definerer forskellige af rockens mange subgenrer. “Fire Escape in the Sea” bevæger sig eksempelvis ikke synderlig fjernt fra den shoegazeæstetik, Slowdive praktiserer i deres mere stille stunder, mens den pianodrevne, postrockede opbygning (og tilsvarende klimaks) på “Lakeland Echo” føles en smule mindre grandiost, men stadig nært beslægtet med Mews “Comforting Sounds”.
Og postrocken besøges også igen på den afsluttende “We Only Want to Make You Happy”, som helt sikkert vil kunne begejstre fans af Sigur Rós.
I rollen som efterfølger til 2017-skiven Let the Dancers Inherit the Party lykkes Everything Was Forever med at være tro mod tendenserne på sin forgænger, hvor Sea Power gradvist har lagt ungdommens energi og risikovillighed til side i bytte for et noget roligere gemyt. Men pladen tager stadigvæk alt for sjældent et skridt fremad, hvad angår kvalitet.
Nej, som nævnt indledningsvist eksisterer den bare. Og det skal et album nogle gange også bare kunne.
