En stærkt distorted guitar brøler ud af højttalerne som det første, når man sætter Racy på. En lyd, der varsler beskidt, larmende anarki. Selve pladen viser sig at være en meget mere skizofren oplevelse, der bevæger sig mellem alt fra ovenstående til langt mere poppede melodier.
Det første nummer hedder “Hey” og giver ikke mig blod på tanden – heldigvis. For hvis man forventer en plade i samme stil som det nummer, så vil man nok opdage, at det samtidig ér pladens mest beskidte lyd, vi møder her. Og med sine to et halvt minuts længde bevæger det sig i et pudsigt rum mellem et langt intronummer og et kort, helstøbt nummer – specielt når man tager i betragtning, at seks af pladens ni skæringer varer over fire minutter.
Hooray for Earth er et New York-baseret firemandsband, der har rødder i multi-instrumentalisten Noel Heroux – det er i hvert fald, hvad internettet fortæller mig. For jeg kendte ikke bandet i forvejen, og lige dén beskrivelse (hvis vi bytter musikernavnet ud) er nok efterhånden rimelig generisk, og netop sådan har jeg det også med store dele af pladen. Den der følelse af, at ‘det har jeg da hørt så mange gange før…’. Det er ikke, fordi man kan anklage Hooeay for Earth for at plagiere noget – bestemt ikke, og der er også gode numre på pladen, som jeg vil nævne her om lidt, men det er, som om jeg har svært ved at se en samlet identitet i musikken. Det helstøbte udebliver.
Pladens andet nummer, “Keys”, beholder den lidt beskidte guitar, men går over i en langt mere genkendelig musikform, hvor vi starter stille og roligt ud og derefter får et power-omkvæd. Det har kraft og energi og fungerer lige, som det skal. En skinger guitarsolo får endda lidt plads og holder hanke i det beskidte udtryk.
Det pudsige kommer så i pladens tredje nummer, “Say Enough”, der nærmest har en 80’er-vibe over sig med synths og et powerdrive – en lyd, vi i endnu højere grad finder senere på pladen, i nummeret “Last, First”, der nærmest kunne optræde på en plade med Toto. Så kan man jo mene, hvad man vil om det, men jeg kan meget godt lide det – specielt det sidstnævnte nummer.
Og det er netop her, pladens lidt rodede udtryk kommer ind i billedet. For da jeg så hørte pladens intro igen, kunne jeg ikke lade være med at tænke: ‘Nåja, det var sådan, den lød i starten’. For det er i denne nærmest nostalgiske lyd, at Hooray for Earth virkelig skinner igennem.
Titelnummeret på pladen er nok det bedste bud på en regulær radiosingle. Opbygningen er så meget efter bogen med et meget simpelt udtryk i versene: Sparsom musik, der eksploderer i et omkvæd, som man kan efter første gennemlytning. En klassisk vers-omkvæd-vers-instrumental-omkvæd-opbygning. Ingen bliver hægtet af her, ingen. Det skal nok blive et sensommerhit i lokale kredse, sådan et er der jo hvert år.
Hooray for Earth er dygtige musikere. Noel Heroux er en dygtig sangsmed. Men desværre er pladen et mixup af identitetsløse poprocknumre og sprøde 80’er-sounds. Førstnævnte er fint, flot og hørt så mange gange før. Sidstnævnte er der, hvor bandet i højere grad har sin force.
