Den svenske sanger og rapper Elliphant havde første dag på sin turné fået opgaven at underholde Lille Vega på en bidende kold februarmandag. Til hektisk velkomstmusik faldt scenetæppet, og på scenen fremtonede 29-årige Ellinor Olovsdottor, iført afslørende mavetop, pelshue, camouflagebukser og med en øl i hånden. Elliphant havde meldt sig klar til kamp.
Starten blev den vuggende og fællessangsinviterende “Purple Light” fra Elliphants seneste udspil, ep’en One More. Det var en smal opsætning, bestående af Elliphant og hendes dj, der skulle bære de ellers festpumpende beats, der markerede sig allerede i andet nummer, med den Diplo-producerede “All or Nothing” fra 2014’s første udspil fra den produktive fantast. Huen og den afslappede stemning røg hurtigt til fordel for dyb bas og højt tempo og en nærværende aggressivitet. Selvom svenskeren rapper med en påtaget patoisaccent, virker Elliphant uhyre oprigtig.
En kærlighedserklæring og en anmodning om, at publikum bevarer et åbent hjerte koncerten igennem senere, kommer nummeret “Save the Grey”, der gav anledning til en personlig anekdote. På charmerende vis koksede hun rundt i kabler, mens hun fortalte om, hvordan hun gennem livet er blevet pacet, hvilket førte hende til kunstskole. Trods sygdom nægtede hun medicin, og selvom hun »don’t like people much«, virkede det ikke sådan, da hun stod over for sit publikum, der tog imod hendes historie med åbne hjerter. Uden at virke påtaget eller akavet tog hun tempoet ud af koncerten, for at give rum til momenter som dette.
Elliphant virker stadig uprøvet – heldigvis. Den hæse vokal sidder, hvor den skal, og selvom hun hverken har nogen stor stemme eller en særlig original musikprofil, virker hun med sin oprigtighed som et frisk pust. Tidligere på året udgav hun singlen “One More” sammen med Mø, og det er selvsamme fandenivoldskhed og umiddelbare behov for at udtrykke sig, som Mø, Elliphant besidder.
Under de helt store baskere som “Revolusion” og “Only Getting Younger”, hvor Elliphant har fået hjælp af Skrillex, virkede hun dog stadig noget behersket, mens hun whinede rundt på scenen, hvor det kunne have klædt hende at give fuldstændig slip. Musikken egner sig da også bedre til en midnatsfest på Roskilde Festival end til en lille scene, men selvom hun fik selskab af sin dj længere fremme på scenen, kunne man godt have savnet noget mere revolte til tider. Man falder pladask for det smånaive »fuck de andre«-mantra, Elliphant lægger for dagen, og selvom musikken hverken er særlig nyskabende eller overlegent udført, kommer Elliphants oprigtighed til sin ret live, hvilket gjorde det hele oplevelsen værd.
Fotos: Mathias Laurvig
