Med et navn hentet fra et Beck-album og en albumtitel hentet fra en Breaking Bad-episode er norske Ellen A. W. Sunde under navnet Sea Change klar med debutalbummet Breakage. Et album, der placerer sig i den melankolske og særdeles mørke ende af den nye norske popbølge, der ifølge Spillestedet Stengade også byder navne som AURORA, Farao og Emilie Nicholas. Og i pressemeddelelsen, der følger med Breakage, træder navne som Fever Ray, MØ, iamamiwhoami og Lykke Li frem. Ja, der er tydeligvis rigeligt med referencer at gribe fat, inden vi overhovedet er nået til selve musikken.
Sea Change excellerer udi kunsten at skrue habil, men også voldsomt tung elektronisk drømmepop sammen, og allerede fra åbningsnummeret “Wooden House” vendes blikket nedad. Opmærksomheden fastholdes dog af en bombastisk lydside, der ganske vist har en drømmende klang, men mest i retningen af et koldt mareridt. Og således byder størstedelen af Breakage sig til. Der er klagesang i metermål på “Fearless” og “Stairs”, mens “Knives” og “Raan” banker de sidste rester af luft ud af lungerne og efterlader en forpustet.
Nuvel, der er en anelse lys at hente på “Squares” samt den let hypnotiske “Let’s Dance”, og “Above” byder blandt destruktive tekstbidder på et fængende omkvæd. Allerbedst fungerer den meditative “We Run”, hvor der forunderligt nok gemmer sig et glimt af håb, »We run for hours to find new love«. Nummeret bygger stødt og roligt op. Det runger indledningsvist hult, men halvvejs spreder en elektrisk knitren sig, efterfulgt af fjerne orgel-klingende toner. Særdeles stemningsfyldt.
Sundes flotte vokal vækker stærke minder om Elena Tonra fra Daughter, der tilbage i 2013 udgav den stærkt anbefalelsesværdige plade If You Leave, som efterlod denne anmelder tung om hjertet. Det samme er ikke tilfældet med Breakage, der bare føles enorm tung. Selv efter flere gennemlytninger er det endvidere svært at se forbindelserne til de indledningsvist nævnte norske popartister, og ej heller MØ eller Lykke Li synes at gemme sig i Sea Changes kolde lydlandskaber. Derimod er det artister som førnævnte Daughter, sine steder Wild Beasts anno Present Tense samt de dystre sider af Fever Ray og iamamiwhoami, der toner frem.
Breakage bliver desværre aldrig for alvor nærværende og levner ej heller plads til at fortabe sig i det kølige, elektroniske klangunivers. Albummet fungerer bedst, når numrene ikke er alt for lange (“Squares”, “Let’s Dance”, “Above”) samt når der for alvor er plads i lydbilldet til Sundes vokal (“We Run”). Så der er trods alt gode momenter, sære lys i mørket, som forhåbentlig træder tydeligere frem næste gang. Med lidt god vilje og reel ‘sea-change’.
