Den danske trio Molly har med deres udgivelse Peach Melba begået et værk, der må betegnes som traditionel collegerock/poppunk, og som i sin grundform lægger sig tæt på navne som blandt andre Dinosaur Jr., MxPx og Green Day. I en klassisk rock n’ roll opsætning med guitarist/vokalist, bassist og trommeslager er Mollys kardinaldyder distortion, få akkorder og rytmiske gentagelser.
Især de få akkorder og de mange gentagelser er med til at minimere albummets levetid, og selv efter flere gennemlytninger er det svært at se, hvad der skal fange lytteren – specielt i længden. Pointen understreges bedst, hvis man lytter til sangene “Hold Tight” og “People”, som følger en klassisk rock-opbygning. Specielt sidstnævnte nummer er på trods af sine blot 2:22 minutter et godt eksempel på, hvor jævnt kedsommeligt albummet generelt er, og som lytter sidder man ofte tilbage med en lettere apatisk følelse i forhold til musikken. På pladens femte skæring, “Believe Your Lies”, gentager mønstret sig, og det over fem minutter lange nummer må siges at være en ganske søvndyssende affære. De nævnte skæringer må desværre siges at være ganske repræsentative for albummets lyd.
Når man mønstrer en så klassisk rock-opsætning som Molly, bliver der nødt til at være noget i sangene, der bider sig fast i lytterens opmærksomhed. Uanset om det er en fremragende vokalist, nye variationer over gamle temaer, unikke detaljer, eller noget helt fjerde, så skal der være et eller andet. Ellers drukner oplevelsen i ligegyldighed, og det sker i overvejende grad med Peach Melba. Bevares, sætter man albummet på til en fest, hvor det kan køre i baggrunden, er der vel næppe nogen, der løfter et øjenbryn. Og det er grundlæggende svagheden ved udspillet; som lytter foranlediges man ikke på ét eneste tidspunkt til løfte et øjenbryn over musikken.
Synes man, at den klassiske rockopsætning som nævnt ovenfor og helt klassisk rock-sangskrivning, hvor tempo- og taktskift er holdt til et minimum, er lige sagen, er det slet ikke udelukket, at man kan finde glæde ved at lytte til Peach Melba. For de fleste andre er der ikke så meget at komme efter. Albummet er på ingen måder dårligt udført. Produktionen er fin, vokalen sidder i skabet og musikalsk har de tre gutter i Molly også styr på både genre og virkemidler; der bliver brugt rigeligt med distortion, og det hele rykker sådan set fint nok.
Det groover bare aldrig, og dermed bliver udspillet noget af en dødssejler, hvor det meste af albummet essentielt føles som en rundgang om de samme takter og toner. Der mangler ganske enkelt noget mod og noget unikt for at et album som Peach Melba brænder igennem og skiller sig ud fra mængden af klassiske rock-outfits. Og Molly fremviser desværre ingen af delene på Peach Melba.
