The Unraveling of PUPTHEBAND er mit første møde med bandet PUP, og jeg havde en klar forventning om, hvilken type plade jeg ville støde på. Et punkband bestående af en gruppe mænd i midten af 30’erne, der har lyttet til punkrocken fra slut 90’erne og start 00’erne i deres teenageår, kan man i hvert fald godt være en anelse forudindtaget omkring. Sagt med andre ord var jeg overbevist om, at jeg vidste, hvad jeg gik ind til med albummet. Og skønt mange af mine forventninger er blevet indfriet, har PUP alligevel formået at tage røven på mig.
Mit første indtryk af pladen levede godt op til forventningerne. Energisk, til tider støjende, intenst og fyldt med omkvæd, man kan skråle med på. Men når jeg kigger forbi den forventede støj og råben, så dukker der nogle spændende og overraskende elementer op. Det drejer sig særligt om teksterne. Jeg havde regnet med, sangene ville omhandle de klassiske teenagefølelser: Ungdommens ønske om oprør og angsten for ikke at passe ind. Det er ikke tilfældet. Godt nok er teksterne fyldt med vrede og en rigtig “fuck dig”-attitude overfor systemet, men temaerne stikker dybere og dækker over depression, angst og kaos. Sangene er skrevet gennem øjnene på en voksen mand. En mand med en familie og en forventning om en karriere. En mand, hvis vennekreds har affundet sig med og omfavnet voksenlivet.
I sangen “Four Chords”, der er delt op i tre dele, som spilles sporadisk i løbet af pladen, udtrykkes der en tydelig irritation over det knapt så inspirerende voksenliv. Første del slutter med, hvad der må opfattes som en verbal kindhest til bandets voksenvenner. Forsanger Stefan Babcock synger:
»And all your friends, they hate my guts / They only listen to noise punk or nothing / And they haven’t listened to any new music since college / It all makes them sick to their stomachs / And I never liked them, so they can all shove it«
“Four Chords”, “Four Chords Pt. II: Five Chords” og “Four Chords Pt. III: Diminishing Returns” skildrer desuden – med et godt glimt i øjet – kampen mellem bandets kreative ønsker og de kompromiser, de antageligvis måtte indgå med the board of directors, under produktionen af deres album. Sangene, der fungerer som pianobårne mellemstykker, lægger en grobund for pladens tematikker og giver nogle små tiltrængte breaks fra det støjende energiniveau, man finder på resten af pladen.
Singlen “Totally Fine” skal i øvrigt fremhæves som et virkelig velproduceret punknummer. Trommerne er højenergiske og lægger bunden for den frustration, som teksten udtrykker. En underliggende frustration, der konstant er til at tage at føle på. Det er et virkelig catchy nummer, der sidder fast i hovedet efter første afspilning og som kan høres igen og igen, uden sangens intensitet går tabt.
Pladen slutter stærkt af med et af albummets tungeste numre. “PUPTHEBAND Inc. Is Filing For Bankruptcy” er et mørkt, men samtidig humoristisk nummer, hvor forsangeren Babcock tager pis på sin egen alder og det at leve et uansvarligt liv som rockstjerne. Han håner en tidligere musiker for at være en sellout og forsikringssælger, for derefter at bede ham om at give lyd fra sig, hvis de hyrer nye ansatte om to år. Sangen er en formidable afslutning på pladen, der hele vejen igennem har en klar rød tråd og er fyldt med lækkerier til den punkglade musikforbruger.
Det eneste kritikpunkt er, at PUPs velproducerede lyd bliver en smule ensformig. Energiniveauet er næsten hele tiden skruet op på maksimum, hvilket fungerer godt for PUP, men i længden bliver det også en kende kedeligt. “Four Chords”-mellemstykkerne er ikke helt nok til at give den nødvendige afveksling, som pladen ellers savner lidt. Når det så er sagt, så holder PUP sig til deres styrker: Simple gode riffs med nemme, ørehængende omkvæd og et klart budskab i hver sang udtrykt gennem velskrevne tekster. Det fungerer.
