Tager man ofte sig selv i at sidde og drømme om de gode gamle punkdage i slut 90’erne/start 00’erne, så er Charter måske den plade, man har ventet på. Her bruges en spade til at spille hård tråd, trommerne brager derud, og teksterne behandler jagten på den næste rus og den ængstelighed, som følger med ungdommens søgen efter at passe ind.
Det er helt kort fortalt, hvad den danske trio Molly leverer på deres nye album – og første fuldlængde i syv år (frontmand Malte Hill har i mellemtiden spillet med projektet Hernia). Molly forsøger ikke at genopfinde hjulet, og har man hørt pladens andensingle, ”Live and Let Die”, så har man hørt essensen af albummet. Det er velproduceret punkrock, som trækker inspiration fra de store amerikanske punkbands fra begyndelsen af 00’erne og 90’ernes alternative rockgrupper. Man kan høre, at gutterne i Molly, har en forkærlighed for bands som Blink-182, Green Day og Sugar, og Malte Hill synger som en blanding af Billie Joe Armstrong, Eddie Vedder og Chad Kroeger. De mange paralleller er fede, hvis man er nostalgisk efter de gode gamle dage, men til tider minder Molly en smule for meget om fordums punk og rock-mastodonter.
Når det så er sagt, er skiven et dejligt lyt, hvis man holder af genren. Nummeret, der for mig hænger fast i hovedet efter hver eneste gennemlytning, er tredje nummer, ”It Started as Some Fun”. Det følger troligt den gamle opskrift med energifyldte, højlydte trommer, en bas, som holder rytmen i sangen, og en guitar, som løbende fylder øregangene med et støjende, catchy riff. Alt sammen elementer, man kan rokke hovedet med til i bilen på vej hjem fra jobbet en fredag eftermiddag. Energien er den helt rigtige at starte weekenden på, og man kunne nemt forestille sig ”It Started as Some Fun” brage ud af højtalerne, mens man spillede Tony Hawk på sin PlayStation i 2003, eller mens den sjette øl-bong på festivalpladsen om sommeren suges ned i svælget.
Molly befinder sig i sit sweet spot, når de holder sangene på mellem to og tre min og undersøger de simple overfladiske emner om ungdommens løsrivelse fra det trivielle voksne liv, som man så ofte støder på i genren. Alkohol, stoffer og jagten på frihed er de bærende elementer i de fleste tekster på pladen. Både i ”It Started as Some Fun”, ”Live and Let Die” og “Marijuana” udforsker teksternes univers disse emner. Og det forstærkes af de følelser, der bliver fremprovokeret af den energifyldte skaterpunk, som bandets musik konsekvent befinder sig i.
Det er først på pladens næstsidste nummer, at de bevæger sig væk fra deres vanlige opskrift. I ”I Can’t Keep Doing This” skruer Molly ned for det hurtige tempo, og forsøger at bevæge sig ind i en anden musikalsk verden. Det er et opbrud i energien, som kommer for sent på pladen efter min smag, og nummeret havde muligvis stået stærkere frem, hvis pausen fra den høje energi på de foregående otte numre var brudt op tidligere. For numrene fra pladens fjerde nummer, ”Million”, til pladens ottende nummer, ”Marijuana”, minder så meget om hinanden, at lytteoplevelsen flyder lidt sammen. Og befandt ”I Can’t Keep Doing This” sig lidt tidligere på pladen, så havde de midterste numre muligvis stået skarpere frem, når man hører albummet fra start til slut.
Alt i alt er Charter et solidt punk/rock-album med gode produktioner og høj energi. Og har man savnet nye udgivelser, som sender tankerne tilbage mod de gode gamle punkdage i slut 90’erne, så er Mollys seneste udgivelse helt sikkert noget for en. Men leder man efter noget nyt musik, som forsøger at videreudvikle genren, så er Charter nok ikke albummet, du har ventet på. Til det er den for ensformig og forudsigelig. Ikke desto mindre kan pladen bringe smilet frem på enhver drengerøv, som har en forkærlighed for punkmusik. Og hvis musik kan få dig til at smile, så er Charter et lyt værd.
