Det er i bund og grund mærkværdigt, at den psykedeliske popmusik dukker op igen og igen. Efter at genren har eksisteret i godt 50 år, popper der stadig fra tid til anden nye toner op, der lyder som om de er klonet ud af DNA-materiale fra en aflagt afghanerpels. Interessen hos publikum er tilmed intakt. Igennem de senere år har bands som MGMT, Tame Impala og Foxygen været bannerførere for bevarelsen af den transcenderende musik, der får håret til at gro og kærligheden til at vokse. Herhjemme har den senere tids kollektive genfundne begejstring for syrerock-pionererne i Steppeulvene samt Spids Nøgenhats bemærkelsesværdige succes været indicier på, at psychen lever i bedste velgående.
Hollandske Jacco Gardner er et af de nyeste skud på denne ældgamle stamme. Det hollandske ophav kan måske vildlede ens forventninger, men albummet Hypnophobia lyder altså mere som San Francisco i 1967 end Hoorn (hollandsk by) i 2015, og det er ment både positivt og negativt. Særligt åbningsnummeret ”Another You” er svært ikke at forelske sig i. Nummerets stive, monotone krautbeat forløses konstant, og dette beat ledsages af den lækre Höfner-baslyd, som blandt andet er kendetegnende hos et koryfæ som Paul McCartney og ligeledes kan høres på Serge Gainsbourgs bedste plader. ”Another You” lyder både som den der kærlighedssommer i 1967 og som et helt nyt, aktuelt nummer. Må jeg f.eks. minde om, at det førnævnte krautbeat også anvendes af blandt andre The War on Drugs, Deerhunter, Mew og Kashmir. Produktionen af nummeret er frisk og legesyg, hvilket må siges at være helt i fortidens ånd. Idéen er, at selvom man søger tilbage mod tidligere tiders musik, har man naturligvis ret til at lade nutiden influere musikken. Det gjorde man også dengang, da man konstant søgte efter nye klange. Tænk bare på, hvordan Beatles ganske tidligt benyttede den mytiske Moog-synthesizer under indspilningerne af Abbey Road (1969).
På Hypnophobia høres det især i de mange små detaljer, der ligger i de forskellige keyboardlyde. Man præsenteres for en herlig blanding af retroklingende Wurlitzer el-pianoer og moderne synthesizere. Tiden smelter sammen i Gardners univers. Man kan forestille sig forskellige diskussioner, Gardner har haft med sig selv i studiet, hvor spørgsmålet ikke har været, hvornår instrumentet kommer fra, men hvilken lyd det kan lave. Svaret på dette spørgsmål fører til, hvorfor Gardner er lytteværdig i dag. Som lytter præsenteres man som sådan ikke for en kopi af sen-60’ernes musik, men ofte for en opdateret udgave, der til dels omfavner nutiden samtidig med, at man distancerer sig fra den. Til tider er denne opdatering dog knap så synlig, hvilket jeg vil vende tilbage til senere.
Hypnophobia lyder ikke som den stress og isolation, der ofte forbindes med vores nutid. Nej, det er lyden af sommereufori og dovenskab (hvilket bestemt er ment positivt) som på den fine ”Find Yourself”. Det er dovent, hvilket er ment som at være fri fra stressende forpligtelser og blot være i et med den rare dovenskab. Ja, denne dovenskab er vist dét, som man i dag kalder for mindfullness.
Men selvom Gardner er doven, er han bestemt ikke uambitiøs. Generelt er numrene fint komponerede og godt arrangerede. Der er sådan set ikke mange ting, der skulle gøres bedre på Hypnophobia før, at den ville være en ny psychpop-klassiker. Men der er problemer på pladen, og det største problem er Gardners vokal. Ofte vælges den fra i lange instrumentale passager, og to af numrene på pladen er sågar instrumentale. Det er som om, at han er bange for at bruge sin vokal som musikalsk virkemiddel, og når den endelig bruges, er den ofte pakket ind i effekter som på titelnummeret ”Hypnophobia”. Det er sjældent, at man får lov til at høre Gardners rene vokal, og de steder, hvor man får lov at høre den, opleves den ikke som specielt alsidig. Selvom førnævnte ”Find Yourself” er en herlig sommerhymne, får Gardners vokal nummeret til at lyde stenet på grund af den manglende variation. Alt efter hvordan ens temperament er, gør det nummeret befriende afslappet eller kedeligt. På ”Outside Forever” klinger Gardner som den amerikanske singer-songwriter Elliott Smith, men det er uden, at han formår at fortælle historierne ligeså nærværende som afdøde Smith. Det er generelt synd, for Gardners sangskrivning og –arrangering fejler sådan set ikke noget, men levering er endnu ikke overbevisende nok til, at Gardner kan betegnes som andet end et talent.
Gardners musik sender jo netop associationer mod nogle af rockhistoriens vigtigste koryfæer, og derfor bliver hans musik naturligvis også målt med dem. Fortiden er generelt et spøgelse, der hviler over Hypnophobia, og selvom Gardner ofte formår at stå på egne ben, er det på numre som ”Brightly”, ”Face to Face” og ”All Over” svært at adskille hans musik fra associationerne. Det kan ganske vist være en formidabel egenskab ved musikken, når man giver lytteren associationer om en anden og måske bedre tid, men dette bliver kun vellykket, når man samtidig adskiller sig fra associationerne. Det er for eksempel hemmeligheden bag MGMT, Tame Impala og Foxygens succes. Jacco Gardner må derfor leve med, at han, på trods af at have lavet en ganske fin plade, ikke for alvor har lært at stå på egne ben. Men lur mig, om ikke Gardner er et talent, der bliver endnu bedre på sine kommende plader.
