Trapped in Amber er danske Dynablasters debutalbum, og lyden er klassisk noise/punkpop tilsat shoegaze og støj. Der er ikke så meget nyskabelse i forhold til genren, men hvis man er til stilen, er der helt sikkert noget at komme efter på de syv skæringer med en samlet spilletid på cirka 22 minutter.
Inspirationen fra de alternative rockere i skotske The Jesus and Mary Chain er åbenbar. Og hvis ikke man ved bedre, lyder introen til ”Jesus with Diseases” så meget som introen til The Jesus and Mary Chains ”Just Like Honey”, at man nemt kunne tro, at der var tale om et cover. Og det er næsten svært at tro, at der ikke skulle være tale om en eller anden form for kommentar fra danskerne til skotterne, når man tænker på sangens lyd – og naturligvis også sangtitlen.
Sammenligningerne stopper dog ikke der. Dynablasters brug af guitar med distortion og vokaleffekter, samt deres poppede tilgang til at skrive letgenkendelige melodier, er med til at understrege ideen. Udtrykket er generelt holdt i den lettere og melodiøse ende af rockspektret, og sangene er bygget omkring forholdsvis simple rytmer, som er specielt tydeligt på albummets første to sange ”Product of a Boring Thought” og ”U Jinxed the Weather”. Efter et lille afbræk i skæring tre, ”Friends Will Die”, som byder på et lidt mere skarpt riff, gentages formularen fra de første to skæringer igen i skæring fire, ”Summer Bliss”.
Når Dynablaster bruger denne tilgang til sangskrivningen, er de mest forudsigelige og derfor også mest kedelige. Grundlæggende er det for svært at adskille flere af skæringerne, og det er derfor ikke kun lydbilledet, der er mudret, men også det samlede indtryk af albummets sange. Det er ligesom bare lidt for veltilrettelagt, og der er ikke nok forsøg på at udfordre lytteren.
Albummets bedste sang ”Tired Eyes”, som man desværre må helt hen til albummets sidste skæring for at finde, er dog et godt bud på, hvordan Dynablaster kan lyde, når de er bedst. Sangen træder ud af den lidt skabelonagtige tilgang til sangskrivningen, og efter en intro, hvor der er orgel og vokal, bryder en distortet guitar ind og sætter albummets stærkeste riff i gang. Den snøvlende vokal er herefter produceret helt i baggrunden og giver plads til at instrumenterne kan bære sangen. Her går brugen af diverse effekter for første gang rigtigt op i en højere enhed og skaber et stærkt lydbillede.
Alt i alt er Dynablasters Trapped In Amber en udmærket plade til dem, der gerne vil have deres punk serveret med en knivspids pop og collegerock, og som soundtrack til sommeren vil det sikkert fungere fint. Dog er det svært at forestille sig pladen som noget langtidsholdbart produkt, og Dynablaster er klart bedst, når de udfordrer sangskrivningen blot en lille smule, og når de sætter tempoet en smule ned. Her rammer de en nerve, som de sandsynligvis vil få mere ud af at benytte sig af end den mere gængse tilgang til sangskrivningen.
