Det var ikke en koncert, hvor man blev overrumplet fra begyndelsen. Da det absolutte hovednavn på Roskilde Festival 2015, Paul McCartney, gik på scenen med sit velkendte, godmodige ansigtsudtryk og øjne, om ikke så store, så dog så runde som tekopper, var der ellers rig grund til forventningsfuld glæde. Mandens rolle i musikhistorien de sidste 50 år kan nærmest ikke overvurderes, og lørdag aften kl. 22 stod han for første gang nogensinde, og som den eneste beatle nogensinde, på en Roskilde-scene.
Den første tredjedel af den lange koncert, Sir Paul skulle vise sig at forære os, var ikke noget særligt. Han lagde ud med “Magical Mystery Tour” i en udgave, der kortvarigt kunne gøre én bekymret for resten af koncerten; stemmen var ujævn og lav, og det svingede bare ikke. Startvanskeligheder med at få lyden på plads var dog hurtigt ovre, og Paul McCartney imponerede som en stadig stærk og utrættelig sanger. Med en blanding af solonumre, Wings-numre og også en smule Beatles var første etape kun på det jævne.
“Temporary Secretary” er virkelig ingen god McCartney-sang, men “Got to Get You Into My Life” havde lidt mere tiltrængt drøn på. Vi fik også “Paperback Writer”, endda på samme guitar, som han i sin tid indspillede nummeret på, fortalte McCartney – et eksempel på, hvordan både numrene fra fem årtier og McCartneys anekdoter gjorde pop/rock-historien levende denne aften. I denne sektion virkede nogle af numrene gumpetunge, og der var 80’er-agtig romantik ved flygelet med både en kærlighedssang til McCartneys nuværende kone, Nancy, og første kone, afdøde Linda McCartney (Heather Mills, not so much…). Første del af koncerten var dog blot den kontrakt, vi som publikum havde indgået med Sir Paul – okay, vi spiser broccolien først, men så får vi dessert bagefter!
Efter 50 minutters tid tog det omsider fart, da McCartney udbrød: »Try to see it my way…« Med ”We Can Work It Out”, en personlig favorit herfra, med harmonika og i en version, der var en anelse langsommere end normalt, begyndte næste del af programmet. Her fik vi Beatles-numre som ”And I Love Her”, ”Lady Madonna” og en meget fin ”Eleanor Rigby” – McCartney var netop allerbedst, når han stod alene, eller næsten alene, med sine sange og en guitar. Der kom også de to Sgt. Pepper-numre ”Lovely Rita” og ”Being for the Benefit of Mr. Kite!”
Det gav interessant kontekst og nyt liv til de meget velkendte numre, når McCartney fortalte lidt mere om dem, som han bl.a. gjorde, da han introducerede ”Blackbird”. Han skrev den i 60’erne som en støtte til borgerrettighedsforkæmperne i USA i håb om, at sangen ville rejse over Atlanten og give håb. Det gav et sus blandt publikum, da han påbegyndte nummerets afholdte akkorder. Det var lige netop den slags, vi var kommet for.
Rørende var det også, da McCartney hyldede både »sin ven John Lennon« – med det nummer, han skrev som en samtale mellem sig selv og Lennon, efter dennes død, ”Here Today” – og »sin ven George Harrison«, som var en habil ukulelespiller. Derfor spillede McCartney Harrisons smukke ”Something” på ukulele, indtil bandet slog ind, og han skiftede til guitar. Der kom også Wings-hittet ”Band on the Run”, ”Back in the USSR”, (den altid overflødige) ”Ob-La-Di Ob-La-Da” og obligatoriske ”Let It Be” på flygelet, med fællessang og tændte lightere strakt mod himlen. Helt som man kunne forvente, og som det hører sig til.
Da Paul McCartney havde spillet to timer, og det var blevet midnat, spillede han Bond-hittet ”Live and Let Die”, som han skrev sammen med Linda McCartney, og hvis dramatiske opbygning og effekt ikke er mindsket siden 80’erne. Da det kendte klaverklimaks kom, satte en række store flammer af fra scenekanten, og fyrværkeri blev sendt op over Orange Scene og oplyste hele pladsen. Det var helt bestemt imponerende – Matthew Bellamy må være grøn af misundelse.
Man kunne godt tro, at det var afslutningen, og det havde været en flot én. Men som min koncertmakker sagde: »Han ligner en, der kunne blive ved« …og det gjorde han også. Kort forinden, som intro til ”Back in the U.S.S.R.”, spurgte han os alle: »Do you want to rock some more?« På trods af de tragedier, McCartney har oplevet, har de 73 år været blide ved ham, og han var veloplagt koncerten igennem. Han skakkede med publikum, fik dem til at huje, kom med mange sætninger og udbrud på dansk: »Fedt publikum!« og »I er vildt seje!« Han var en af de ganske få udenlandske musikere, der kunne finde ud af at udtale ”Roskilde” uden stød på d’et. Hatten af for det. I det hele taget brugte McCartney mange publikumstricks fra bogen, men det er sørme i orden, når man har været med til at skrive bogen.
Der var kæmpefællessang og viftende arme på ”Hey Jude”, og selvom det er en sang, som på papiret er ret tam, så er den der ”Naa-naa-na-nanana-naaa”-fællesskabsøvelse bare sund for alle. Efter at have forladt scenen, vendte Paul McCartney og band tilbage med Dannebrog og Union Jack, der matchede alle publikums vejrende faner. Blandt ekstranumrene var ”Can’t Buy Me Love”, ”Helter Skelter” og til allersidst treklangen fra Abbey Road, ”Golden Slumbers/Carry That Weight/The End”.
Paul McCartney, det sympatiske mesterværk, takkede alle og enhver – lysfolk, crew, band, fyrværkere, publikum. Og vi takkede igen – trods en sløv start var det en stor fornøjelse at se Paul McCartney i så god form og blive mindet om hans kolossale indflydelse og nogle af de sange, der rører én personligt. Således var to timer og 40 minutter gået, og selvom The McCartney Songbook har utallige mulige favoritter at vælge, var der ikke mere tilbage at ønske som afslutningen på aftenen og festivalen.
