Koncerter

Spot Festival 2016: The best of the rest

IAMJJ, Velvet Volume, Kentaur og så videre… Læs om Undertoners udsendte Spot-anmelderes bedste koncertoplevelser fra det øvrige program.

spot astronautVi har dækket årets Spot Festival i Aarhus med en længere række koncertanmeldelser, som kan læses her, men der skal også være plads til kortere omtaler af de bedste af de øvrige koncerter, Undertoners skribenter var til:

Kentaur, 29.04.16, Store Sal
Det var en helt igennem fremragende optræden, som Kentaur diskede op med i Musikhusets Store Sal, og bandets store, neo-soulede numre passede umådeligt godt ind i rammerne. Det var klart en af de mest mindeværdige oplevelser, jeg havde på Spot. Særligt frontmand Marc Bjørn Rolands vokal var imponerende – fyldig, stærk og dragende, og hans hoppende bevægelser rundt på scenen af begejstring over publikum gav på en måde en ekstra dimension til musikken. En koncert med overvældende mængder vellyd.
(SGR)

Velvet Volume, 29.04.16, Double Rainbow
Aarhus koger over af events og koncerter under Spot Festival, men det er ikke dem alle, der foregår i officielt regi. Koncerten med Velvet Volume i natklubben Double Rainbows mørke baglokale var klart en af perlerne i det uofficielle program. De tre søstre i Velvet Volume spiller med en selvsikkerhed og et musikalsk overskud, der langt overstiger deres unge alder, og særligt Noa Lachmi bidrager til at give gruppen noget kant med sin rå Patti Smith-lignende vokal. Det holder altså!
(SF)

IAMJJ, 29.04.16, Store Sal
Det var mere eller mindre et tilfælde, at jeg valgte at gå ind til koncerten med IAMJJ, da der var et hul i mit koncertprogram. Men det er jeg glad for, at jeg gjorde! For IAMJJ er helt klart en af de overraskelser, jeg vil huske Spot Festival 2016 for. Den 23-årige singer/songwriter har kun udgivet en enkelt single, faktisk på selve dagen for koncerten, men havde alligevel fået lov til at boltre sig på en af festivalens største scener. Den unge rockpoet med den dybe Tom Waits-stemme fejede benene væk under den proppede sal med sine dystre sange og sin kølige attitude. Niveauet var dog ikke lige højt på alle sange, men især singlen ”Bloody Future” var et højdepunkt. Jeg glæder mig allerede til at høre mere fra IAMJJ!
(SF)

Vi Leger Musik, 29.04.16, Radar
En af de mere finurlige koncerter faldt jeg over på Radar, da Vi Leger Musik, en ung duo bestående af Lasse Sonne og Christian Haase, spillede »børnesange for voksne« som en del af KarrieKanonens showcase. Det var barnlig melankoli på popmelodier, som på sin vis var meget banalt, men alligevel en smågenialt. Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at trække på smilebåndet, men om det er nok til noget mere langtidsholdbart end en deltagelse i KarrieKanonen, det må tiden jo vise.
(SGR)

Karl William, 30.04.16, Store Sal
Nye numre stod på programmet, da Karl William indtog scenen i en totalt proppet Store Sal. Kun ”Placebo” fra hans debutalbum af samme navn var ikke nyt, men det vakte også gigantisk jubel og fik det meste af salen til at rejse sig op og danse med på det fængende omkvæd. Et modigt træk kun at spille nye numre, men hvis nogen kan, er det Karl William. Med Aarhus i hjertet, sit trademark røde hår og sømandsstribede t-shirt var publikum fra hans hjemby fuldstændig i hans vold. Men de nye numre holder også den vellidte stil med følsom R&B og klog hverdagslyrik.
(SGR)

Døde Blomster, 30.04.16, Kammermusik Sal
Døde Blomster er en konstellation bestående af det aarhusianske band Narcosatanicos og det aalborgensiske band Get Your Gun, som opstod til Frost Festival 2015. De optrådte i intime i rammer i et af Aarhus Musikhus’ mindre sale, og det var en fornøjelse at være blandt de relativt få, der var plads til i salen. Gruppen excellerer i en art ”improvisation inden for rammer” og spiller en instrumental og lettere psykedelisk afart af postpunk med hele tre guitarer og en saxofon (der udgør det nærmeste, gruppen kommer på vokal). Det var ærgerligt, at der var lidt knas med lyden, for det var tæt på at være en fuldkommen fænomenal oplevelse. Gruppen spiller en af deres sjældne koncerter på Stengade senere på måneden og skal have en varm anbefaling med på vejen her fra.
(SF)

Leave a Reply