I år har vor nordiske naboer på Island sendt en hel delegation af kunstnere afsted til Roskilde Festivals opvarmningsprogram. Det er selvfølgelig primært rapklanen Reykjavíkurdætirs 22 feminist-rappere, der udgør delegationen, men trods den relativt beskedne størrelse så har tomandsprojektet Milkywhale alligevel formået at skabe en del opmærksomhed omkring sig selv igennem deres dansable performances.
Projektet består af danseren, koreografen og sangerinden Melkorka Magnúsdóttir samt produceren Árni Hlöðversson (kendt fra FM Belfast) og opstod i 2015 som et forsøg på at skabe en helstøbt performance, hvor dans og musik smelter sammen og bliver til en helstøbt performance.
Scenemæssigt var der dog ikke lagt op til nogle deciderede overraskelser, da Hlöðversson stod låst bag sin DJ-pult som eneste modspil på scenen til den ekspressivt dansende Magnúsdóttir – som altid optræder udelukkende klædt i hvidt. Hun skulle dog også vise sig som noget af et energibundt, der var snart her, der og alle vegne på scenen. Magnúsdóttirs overlegne energiniveau skulle vise sig at være yderst smittende, og ved hendes første opfordring til at slå sig løs, nærmest spurtede det beskedne publikum op for at være med til dansefesten helt foran.
Ambitionen bag Milkywhale er en udtryksform, hvor dans og musik er ligestillede i deres kunstneriske betydning, men da jeg nu engang er musikskribent og altså ikke til dagligt anmelder hverken dans eller ballet, så må jeg ty til at bedømme denne optræden på musikken og performancen. Og uanset hvor sympatiske det islandske makkerpar var, eller hvor sjovt og medrivende Magnúsdóttir dansede imens, så var der næppe nogen af de fremmødte, der blev blæst bagover af koncertens musikalske halvdel.
Det er simpelthen ikke til at komme udenom, at Magnúsdóttir desværre har en decideret svag vokal, og det sætter noget af en hæmsko for den dansevenlige electropop, Hlöðversson disker op med fra bag pulten. Den elektroniske musik er ikke synderligt nyskabende, men den tjener fint til formålet om at holde pulsen oppe, fødderne varme og basarmen i gang.
Da Melkorka Magnúsdóttir gentagne gange opfordrede publikum til at ryste røv, mens hun selv spjættede henover scenen, så kunne jeg ikke lade være med at tænke, at jeg var vidne til et bizart crossover mellem koncert og hyperenergisk zumba-instruktion. Milkywhale var absolut ikke nogen musikalsk åbenbaring at overvære, men samtidig skal de roses for at skabe lutter gode vibrationer blandt den danselystne del af publikum, som der i øvrigt kom flere og flere af under deres optræden.
