Plader

Kråkesølv: Pangea

Skrevet af Søren Hansen

Det nordnorske indierockband Kråkesølvs nye album indeholder vidunderlige rutsjebaneturer, men kunne dog godt bruge mere af samme vildskab og personlighed.

Kråkesølv er nok ikke et navn, der ringer særlig mange klokker i den almene danskers bevidsthed. Anderledes er det i vort norske broderland, som kunne se dette unge band fra Bodø vinde national berømmelse i slutningen af sidste årti med et par album, som høstede både gode anmeldelser og Spellemannprisen i 2010.

På Kråkesølvs femte og nyeste album, Pangea, viser de en smittende spilleglæde og disker op med et album fyldt med melankolsk, melodisk og velspillet indierock. Fra start til slut svæver man igennem albummet til lyden af forsanger Frederik William Olsens tilbagetrukne, drengede vokal, som synger på smuk, nordnorsk dialekt. Det instrumentale er konsekvent drømmende med et sonisk landskab opbygget af guitarer, klaver og vibrafon spækket med rumklang og ekko. Trommerne og bassen danner en god kontrast til det, da begge instrumenter leverer fine grooves overalt på pladen, som har ligheder med nogle, man kunne finde på et Grizzly Bear- eller et Death Cab for Cutie-album. Det sker også, at guitarerne tager en mere Strokes-agtig drejning og bliver mere aggressive, rå og distortede.

Højdepunktet er uden tvivl det progrockende nummer “Vi”. Det minder mest af alt om, hvis Mahavishnu Orchestra og Radiohead lavede en sang i 7/4 med en norsk sanger druknet i rumklang. Guitarerne klinger smukt, trommerne groover fantastisk godt, og bassen er skudt helt frem i lydbilledet. Alt dette lagt sammen med de skiftende synthesizerlydende guitarriff danner den perfekte baggrund for, at forsangeren kan få lov at synge sine melankolske toner over en akkordsammensætning, som er både dramatisk og fredfyldt. Sangen er en fantastisk rutsjebanetur, som bliver ved med at tage nye, vellykkede drejninger, og det er hele vejen igennem en fornøjelse at lytte til så sprudlende idérigdom.

Gid resten af numrene på Pangea var lige så eventyrlystne og tog så mange chancer som dette. Der er dog andre højdepunkter som f.eks. den spirituelle, smukke “Vardøger”, som lukker albummet, eller den sprælske “Syrinen”. Dog flyder mange af numrene sammen på grund af de mange teksturer, som alt for ofte drukner de ellers udmærkede melodier og så det helt grundlæggende, at numrene ganske enkelt lyder meget som hinanden. Der bliver brugt de samme produktions- og sangskrivningskneb. Det er en skam, for til tider virker det som om, at interessante og originale sangstrukturer bliver sat til side til fordel for bare at spille noget tilforladelig indierock, som godt nok er rar at lytte til, men som ikke gør de store indtryk. Der kan dog være lyriske godbidder som er gået tabt i en blanding af dansk-norsk sprogbarriere og de sagte vokaler.

Så alt i alt: Med Pangea har Kråkesølv begået et velkonstrueret album, som dog kunne have nydt godt af mere personlighed og vildskab.

★★★★☆☆

Leave a Reply