Lød er en forholdsvis ny gruppe fra den Københavnske musikundergrund, der netop har udgivet deres første EP. Bandet, der består Søren Gade Holmgård, Erik Thøgersen, Anders Hjortdal Andersen, Sebastian Kjær og Mads Lauge Berring-Uldum, skriver sig med deres debutudgivelse Folder ind i en tendens på den danske musikscene. Denne tendens er en dyrkelse af de særlige æstetiske og musiske udtryk fra postpunkens univers. Men Lød gør det kærkomment anderledes, da de tilføjer deres tydelige inspiration fra den tyske krautrock.
Folder er en EP, som med sin begrænsede spilletid kun indeholder fire numre. Numrene har danske titler, og vokalen på pladen synges da også på dansk. Pladen starter ud med nummeret ”Så blå”, der allerede fra den første tone leder denne skribents tanker hen på de tyske krautrockpionerere Can. Formen er enkel og repeterende hele nummeret igennem. Nummerets skelet er den cykliske og mekaniske basfigur, samt det stramme og enkle trommespil. Dertil tilføjes der hypnotisk ringende guitarspil, som skaber et ekstra lag til den cykliske struktur. Vokalen er dyb og insisterende og minder uhyre meget om den stemmeføring, der kan høres på Synd & Skams første udgivelse Blafret ør af kjoler.
Efter ni minutter og 11 sekunder er det tid til nummeret ”Træder ind, bukker, bukker”. Her får man serveret cykliske synthesizer loops, der i min optik lyder som noget fra Final Fantasy IV til Super Nintendo. Strukturen er repeterende og den hypnotiske opbygning er simpel og dog så kraftfuld. Gentagelsen er som et stigende pulsslag og er endnu en reminiscens til krautens pionerstatus indenfor brugen af synthesizer.
”Fælled” er endnu et nummer med en repeterende grundrytme, der forsætter mekanisk og opbygger intensiteten. Vokalen præsenterer på en mere råbende og manisk facon lyrik, der kredser om en følelse af tunghed. Lige under den kraftfulde vokal hører man ringende guitar, spillet som var det danske Kliché.
Sidste nummer er endnu en krautbasker, der med sine næsten ni minutters spilletid slutter pladen af. Her får man endnu mere den ringende guitar i centrum, hvilket giver nummeret en mere uptempo, new wave lyd. Lød bygger op i intensitet, og den ringende guitar gør nummeret lettere end de andre. Lige indtil der med et simpelt break skrues op for den dybe og mekaniske bas, hvilket tager det til nye højder. Hele herligheden slutter sit intense og hypnotiske loop til ekstase, hvorefter synthesizer lader nummeret fade ud.
Lød tilfører scenen af bands, der er inspirerede af postpunken, noget nyt ved at give totalt los med krautrockens insisterende energi. Postpunkens ringende melankoli og dens til tider påtagede indadvendthed, bliver i min optik ofte fortærsket i sit udtryk. Derimod finder jeg det dejligt legende, at Lød tager den stramme opbygning fra postpunken, for derefter at tilføre den krautrockens udknaldede rytmer. Det er ikke lige så syret som Can, men det er heller ikke lige så dystert som Joy Division. Denne mellemting klæder Lød ganske glimrende.
Det er ikke nyskabende musik, men de behandler deres inspirationskilder med respekt og seriøsitet, så de kan servere det hele ganske selvsikkert. En anke er måske den store lighed med Synd & Skam, hvad vokalen angår, da den er for primitiv i sammenhæng med helheden. Men på den anden side er den intens og insisterende, ligesom musikken. Min største anke er dog, at jeg gerne vil høre mere, og at EP’en er for kort. Men det må nok egentlig være en ros og udtryk for håb fra min side af om en kommende fuldlængdes udgivelse fra gruppen.
