Jeg synes virkelig godt om Citizen of Glass, Agnes Obels seneste album, men havde i forvejen visse bekymringer for, om disse dystre, tyste sange ville fungere på en festival. Derfor synes jeg også, det var en vovet booking at have danske Agnes Obel til at spille på en af de to hovedscener søndag eftermiddag.
Agnes Obel og hendes tre bandkolleger i livesammenhæng var æstetisk klædt mørke nuancer, med glimmer om øjne og diverse små guldinputs, og i en næsten symmetrisk komposition flankeres trommesættet og hovedperson med tangenter af to celloer. Der bliver dog også plads til autoharpe, ukulele, omnichord, mellotron og percussion-elementer undervejs i koncerten. De er nogle teknisk virkelig dygtige musikere, og de fremfører sangene, som var det kompositionsmusik.
Det bliver en herligt dynamisk oplevelse, hvor de fire musikere både formår at fremstå helt tyste som på ukulele-sangen ”Stone” og som en kæmpe stor lyd af mur, når der loopes lag på lag af celloer i f.eks. ”Trojan Horses” og ”Stretch Your Eyes”. Alle vokalerne fremføres ligeledes med perfektion i en sætliste, der primært består af sange fra sidste års Citizen of Glass.
En anden årsag til, at jeg synes dette var en modig booking, er, at Citizen of Glass på ingen måde er et let tilgængeligt værk. Der er tale om komplekse flerstemmige vokalmelodier, der føles som om, de nærmest trækker på en middelalderlig folkemusiktradition, hvor strygere og tangenter væver komplekst ind og ud mellem melodierne, uden at der nødvendigvis er en rytmesektion, der agerer rygrad for det hele. Der lefles ikke for lytteren. Der bliver således heller ikke plads til ”Riverside” på sætlisten til koncerten, som mange nok ellers havde håbet. Det passer mig faktisk fint at lade Agnes Obel vise, hvor meget mere interessant og raffineret hendes sangskrivning er blevet siden gennembrudshittet.
Det bliver heller ikke en lytteoplevelse for alle på pladsen denne eftermiddag, men de, der overværer koncerten, lader sig tydeligvis opsluge af sangene og responderer med deres totale opmærksomhed. Det får også rigtig nok kunstneren til at bemærke, at publikum har været fuldkommen fantastiske. Ingen småsludren i krogene, der kan ødelægge alle de sarte, stille momenter. Det var intet mindre end et publikum, der burde betales i dyre domme for at levere træningsforløb af Vega-gængere.
Jeg kan nærmest ikke forestille mig bedre forudsætninger for at høre Agnes Obel på en festival end disse. Det grå vejr var som et sindelagsbillede på Citizen of Glass, publikum var intet mindre end fantastiske, og lyden var muligvis den bedste, jeg oplevede i løbet af NorthSide. Det gav plads til Agnes Obel, der har formået at skabe en kompromisløs, skarpt skåret æstetik, der ikke lyder som meget andet populærmusik i øjeblikket. Det var i sandhed en satset booking, der betalte sig.
