I Bernadotteskolens musiklokale rakte en stribe børn i 10-14 års alderen hånden op i sommeren 2016. Grundstenen til Bo Madsens tidligere band Mew var blevet lagt i selvsamme lokale, dengang medlemmerne selv var omkring 14 år. Nu var Madsen tilbage for at spørge, hvem der havde lyst til at spille i et band. Således kom Turbolens, ud over Madsen på guitar og vokal, til at bestå af en bassist, trommeslager og et kor på syv personer. De unge korstemmer var meget betegnende for det naive udtryk på EP’en Tro, håb & kærlighed fra sidste år. Et år efter debuten er Turbolens nu klar med endnu en EP. Bo Madsen har i flere interviews talt om sin trang til at gøre op med den perfektionisme, som kendetegnede arbejdsprocessen i Mew. Målt på det endelige resultat synes II da også milevidt fra Mews komplekse albums, hvor den musikalske røde tråd aldrig tabes af syne.
Allerede på coveret aner man, at Turbolens bevæger sig mod mere dystre stemninger end på deres første udgivelse. Åbningsnummeret ”Drømmen” er en tålmodigt opbygget sang om at blive forrådt af den, man elsker. Med linjer som »Dit hjerte er sten nu« og »Blodet fryser til is« holder Madsen det banalt og relaterbart uden, at det kammer over. Afslutningen på nummeret er en sand fornøjelse. Koret kommer først ind efter mere end fire minutter, men har aldrig fungeret bedre end her. Omkvædene med lyse korstemmer vender dog stærkt tilbage i ”Farver”, som er en herlig, lys popsang, der ligger direkte i forlængelse af Tro, håb & kærlighed. »Min kat er blå, når solen rammer den, får den vinger« synger Bo Madsen om et magisk univers, hvor alting skinner, og der ingen bekymringer er. ”Helt, mig, selv” fortsætter i popsporet, men den funk-inspirerede basgang kan ikke bære hele nummeret, og koret lyder for en gangs skyld malplaceret. ”Dronemor” er det sidste af EP’ens fire numre og tilmed det mest interessante. Langsomme synthflader tager os tilbage til de melankolske luftlag, og der drysses en perlerække af små, fine detaljer ud over de fem minutter, hvor især de pitchede vokaler skal fremhæves. »Det var os, der var voksne nu« funderer Bo Madsen om tilværelsens skiftende selvbilleder, og det er netop i spændet mellem barndommens magi og mødet med livets svære sider, at Turbolens’ tekstunivers står stærkest.
Turbolens rammer plet i tre ud af fire forsøg på deres andet udspil, der viser en markant udvikling for det unge orkester. II er dog også en udgivelse, som stikker i mange forskellige retninger, og hvis Turbolens giver sig i kast med et album, vil jeg glæde mig til at se, hvilken sti, man vælger at gå ned ad.
