Plader

Arctic Monkeys: AM

Sheffield-drengenes lydmæssige ørkenvandring og forsøg på at retfærdiggøre deres plads i musikhistorien fortsætter på et ualmindeligt sammenhængende femte album med et meget højt bundniveau.

Jeg har elsket Arctic Monkeys.
Da Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not udkom i 2006 og blev det hurtigst sælgende britiske debutalbum nogensinde, sprang mit anglofile, 19-årige jeg hurtigt med på bandvognen.
Jeg fulgte med bandet over et par ep’er til 2007’s hæderlige opfølger, Favourite Worst Nightmare, og videre til Humbug fra 2009. Der skete der for alvor et stilskift for bandet, og selvom det på næsten alle måder var et veludført, spændende og nødvendigt skift, var jeg desværre gået tabt som fan, da bandets fjerde album, Suck It and See, udkom i 2011.
Derfor betragtede jeg Arctic Monkeys’ nye og femte album, AM, som en kærkommen mulighed for at genoptage et musikalsk venskab og måske samtidig finde ud af, hvad bandet egentlig har at tilbyde anno 2013.

Lydmæssigt har Arctic Monkeys været i konstant udvikling og derfor benyttet en ny producer-konstellation på hvert af de fem albums. Men James Ford, der også udgør den ene halvdel af Simian Mobile Disco, har dog været inde over knapperne lige siden Favourite Worst Nightmare. Denne gang har han måttet dele producerstolen med Ross Orton, og selvom de begge er englændere, er indspilningerne foregået i Californien.
Den store forandring af bandets lyd skete som sagt på Humbug, da indspilningerne rykkede til USA, og Queens of the Stone Age-bagmanden Josh Homme kom ind i billedet som producer sammen med Ford. Ørkenrock blev stilen betegnet, og det er i grove træk det samme lydunivers, der gør sig gældende på AM.
Sangene er mere simpelt opbygget, men samtidig mindre simpelt produceret. James Ford og bandet har gennem årene fået bredt lyden meget ud. Og hvor lydbilledet førhen, ligesom teksterne, fungerede som lodrette nedslag i ungdomstilværelsen, har det nu et mere modent, horisontalt og internationalt perspektiv.

Det, der virkelig fangede mig og så mange andre ved Arctic Monkeys’ første udgivelser, var den overrumplende umiddelbarhed og potens, de blev leveret med. Men hvis det er, hvad man tørster efter, finder man ikke mange oaser på det nye album. For lige så sparsomme, som de afdæmpede passager var på debuten, lige så sjælden er vildskaben på AM.
Kvartetten har ganske enkelt ikke så travlt mere, og det kan høres både i tekst, komposition og produktion. På den måde er AM en rammende titel, for det er et album, der kan fungere godt lørdag eller søndag formiddag, men ikke til festen aftenen før. Selv sangen “No. 1. Party Anthem” viser sig at være et fatamorgana. Den er meget smuk, men alt andet end en party starter. Måske endda bandets langsomste sang til dato, og så med klaver. Den efterfølgende ”Mad Sounds” er også lækker at lytte til, men langtfra så vanvittig, som titlen antyder, og introducerer tilmed klokkespil i bandets lydbillede.

Indtil Humbug var der noget direkte og ærkebritisk over Arctic Monkeys. De havde Beatles’ drengede charme, The Streets’ slumromantiske flabethed og en uimponerethed, som var et britpop-band som Blur værdig. Godt krydret med forsanger Alex Turners kraftige Sheffield-accent.
Men Arctic Monkeys’ lydunivers er med tiden blevet kraftigt amerikaniseret. Der går ligefrem lidt country i den med den rungende twang-effekt, der ofte er på guitaren. Selv r’n’b- og hiphop-indflydelse kan høres til tider, og bandet har selv nævnt Aaliyah, Outkast og Dr. Dre som inspirationskilder til albummet. Sidstnævntes beat-indflydelse kan for eksempel høres i “Why’d You Only Call Me When You’re High” og verset i “Arabella”.

Heldigvis er der også efterladt en smule plads til engelske og mere aggresive inspirationskilder som Black Sabbath og Led Zeppelin, ikke mindst i guitarforvrængningen og trommerne på “R U Mine?” og omkvædet i “Arabella”.
Selvom Josh Homme ikke længere producerer for Arctic Monkeys, kan man også stadig høre en del Queens of the Stone Age-indflydelse i “I Want It All”. Og Homme synger endda kor på både “One for the Road” og albummets mest groovy, genremæssigt grænsesøgende og nok bedste sang, “Knee Socks”, hvor han præsterer en lækker, Bowie-agtig vibrato.
Bag trommerne skaber Matt Helders ikke lige så stor fremdrift som tidligere, men han er blevet en mere tight og traditionel rocktrommeslager. Og han bakker forsangeren Alex Turner op med et allestedsnærværende falsetkor.

Fjollet falset, hard rock-trommer, hiphop-beats og country-guitar lyder ikke som ingredienser, der burde virke sammen, men det gør de af uransagelige årsager. Og det hele lyder stadigvæk som Arctic Monkeys, selvfølgelig ikke mindst på grund af Alex Turners vokal.
Turner er en undervurderet lyriker og får som sædvanligt presset så mange metaforer, populærkulturelle referencer og specifikke hverdagssituationer ind i hvert vers, at der ikke er tid til at holde tonerne særligt længe.
På albummets sidste skæring, “I Wanna Be Yours”, citerer forsangeren punkpoeten John Cooper Clarke: »I wanna be your vacuum cleaner / Breathing in your dust / I wanna be your Ford Cortina / I will never rust.« Smukke ord, som Turner egentlig selv kunne have skrevet dem, og som kunne passe ind på ethvert af bandets fem albums.

Alle Arctic Monkeys’ albums, inklusiv AM, er røget direkte ind på de britiske hitlisters førsteplads, men det samme kan langtfra siges om bandets singler, som siden debuten generelt har klaret sig værre fra album til album. De tre udgivne singler fra dette album, “R U Mine?”, “Do I Wanna Know?”, “Why’d You Only Call Me When You’re High?” er hverken meget bedre eller dårligere end de ni andre sange på albummet. Til gengæld passer de godt sammen i kraft af deres udspørgende parforholdsproblematikker.
Det er en naturlig konsekvens af bandets udvikling og brede lydmæssige prioriteringer, at der ikke er oplagte singler eller koncertbaskere på AM. Der er ikke én eneste sang, der er i nærheden af at falde igennem, men der er heller ikke én sang, der for alvor skiller sig ud og hænger fast. Og det behøver der heller ikke at være, for AM er noget så sjældent som et album, der fungerer perfekt som helhed. Derfor er der også masser at komme efter, hvis man har lidt tålmodighed og måske er typen, der kan finde på at bruge de sene nattetimer efter en bytur på at lytte til musik.

Man kan påstå, at Arctic Monkeys er blevet mere modne i takt med deres fans. Men de har også overhalet dem indenom, for bandet prøver at give lytterne det, vi ikke vidste, vi ville have. Og det lykkes faktisk. Jeg foretrækker stadig lidt mere gang i gaden og overraskelser rent musikalsk. Men den udvikling og sammenblanding af inspirationskilder, som bandet har fuldført med AM, endda uden at træde ved siden af bare i et øjeblik, er temmelig unik og fortjener stor anerkendelse.
Jeg elsker Arctic Monkeys, igen.

★★★★★☆

1 kommentar

Deltag i debat