Under den behagelige eftermiddagsol på Refshaleøen spillede Dirty Projectors sig gennem deres bagkatalog af underfundige og komplekse produktioner med vanlig legesyg og tilbagelænet stil. Med særlig fokus på de to seneste udgivelser, Dirty Projectors og Lamp Lit Prose, der fik en flot modtagelse her på siden, fik Haven-publikummet en koncert, der passede perfekt til sommerstemningen.
David Longstreth havde endnu en gang samlet en ny gruppe musikere omkring sig. Faktisk er der hele 29 forhenværende medlemmer af bandet, hvor særligt de to tidligere medforsangere Angel Deradoorian og Amber Coffman er nævneværdige. Konstellationen på aftenen bød således kun på to medlemmer med en vis tidligere tilknytning til bandet i Nat Baldwin (bas) og Mike Daniel Johnson (trommer), mens Felicia Douglass (percussion), Maia Friedman (guitar) og Kristin Slipp (keyboards), der hver især spillede og sang absolut fremragende, er helt nye medlemmer.
Lyden under koncerten var til tider problematisk, hvilket starten også var præget af. Mens vokalen og bunden virkede for lav, var særligt de to guitarer ekstremt høje koncerten igennem. Vokalen lod til at blive skruet op, men de resterende problemer virkede mere gennemgående. Det var dog ikke for alvor et problem for gruppen, der viste et grundlæggende musikalsk overskud under fremførelsen af de omskiftelige kompositioner. Særligt under de mere stille numre som Björk-samarbejdet “Beautiful Mother”, “Winner Takes Nothing” og det afsluttende nummer “Right Now” blev der plads til hvert enkelt instrument og hver stemme, så de kunne løfte hinanden til et virkelig højt niveau.
Højdepunktet kom dog under den fantastiske “Cool Your Heart”, hvor Felicia Douglass sang, så man næsten ikke savnede Dawn Richard fra studieversionen, mens den eklektiske produktion virkelig blev løftet af en sammenhængende og sammenspillet præstation af bandets medlemmer. Specielt de tre kvinders interne korfraseringer var smukt legende, og de mange lag i produktionerne kom fuldstændigt til deres ret.
Det skete dog på nogle af de mere mættede produktioner, at lydbilledet blev mudret, og man derfor mistede orienteringen. Et groove så langt tilbage på beatet og omskiftelige produktioner betød, at man blev efterladt med en noget rodet oplevelse. Det skete særligt på to af singlerne fra det seneste album, “I Feel Energy” og “Break-Thru”, hvor Longstreth endte med at virke isoleret og usammenhængende i forhold til sine bandmedlemmer. Under tiden virkede det, som om den klassiske newyorker-afslappethed til tider blev en hæmsko snarere end en fordel for forsangeren. Det afholdt desværre koncerten fra at nå et konsekvent højt niveau, hvor den i stedet glimtvis virkede en smule ufokuseret.
Fotos: Daniel Nielsen/FrozenPanda.com
