Klokken var knap 21.30, og der var noget i gære. Bag mig blæste Benjamin Hav & Familien taget af et totalpakket Astra, og på min flanke blev der danset igennem til diverse house-klassikere i en af NorthSides barpavilloner. Det var torsdag, og der var fest, men ikke alle steder. For bevægede man sig ned mod Echo, kunne man allerede her 45 minutter før koncertstart spotte en lille men stenhård kerne af mennesker, der have samlet sig foran og i midten af scenen. Og de var ikke kommet for at danse. Det er kun et lille halvt år siden, at shoegazer-legenderne Slowdive gæstede Danmark sidst, men for den stødt voksende gruppe af fans var aftenens koncert tydeligvis et højdepunkt.
At dømme efter det afmålte applaus og den sparsomme hujen skulle man ellers ikke tro det. Men vi var trods alt i selskab med et af den yderst introverte genres ophavsbands. Og mens bandmedlemmerne tilforladeligt gled på scenen med et vink og et ”hello” til Brian Enos fortryllende ”Deep Blue Sea”, gjorde publikum sig klar til at pakke sig ind i en auditiv dyne af larmende lydnuancer. Det startede med ”shanty” fra seneste skud på albumstammen everything is alive fra 2023 og sluttede med ”40 Days” fra bandets måske mest kendte plade Souvlaki – en plade, der i al stilhed fyldte 30 sidste år (mere om det). Alt derimellem var som en betagende dis af vekselvirkning mellem ubeskriveligt smukke guitarriffs blandet med Rachel Goswell og/eller Neil Halsteads harmoniske stemmer og trommehindesprængende larm. Nogle ville kalde larmen for infernalsk. Jeg (og det noget nær urokkelige publikum) kalder den helt igennem tryllebindende.
Men det har ikke altid været tilfældet. Kaster man et blik på bandets diskografi, vil man hurtigt spotte et gabende hul i CV’et på hele 22 år. Kort fortalt kan man sige, at i de spæde ungdomsår i sen-80’erne skulle de dele rampelys med navne som My Bloody Valentine, The Cure og Cocteau Twins. Og i midt-90’erne var de blevet overhalet indenom af britpop med 200 km/t. Hvem gad vugge med til den syv minutter lange ”Blue Skied An’ Clear” (Pygmalion, 1995), når man kunne hoppe rundt til Blurs ”Country House” eller Pulps ”Common People”? Svaret var: få.
Heldigvis for os genopstod bandet i 2014 på et tidspunkt, hvor Cocteau Twins for længst er gået i opløsning, mens The Cure ikke har udgivet en plade siden 2008. Og selvom Slowdive naturligvis kom godt rundt i krogene af gamle udgivelser, så måtte jeg konstatere, at det ikke altid var bedre i de gode gamle dage; Det var de nyere numre, der løb af med sejren. På førnævnte ”shanty”, et jordskred af overjordisk keyboard og forsigtig guitarmelodi, blev der skruet op for både tempo (en anelse) og trommer (bemærkelsesværdigt), og med det samme var man indlemmet i den helt særligt drømmende ambient, vi kalder shoegazer.
Men der var noget mere rocket på spil her til aften. Det cementerede nummeret efter, den mere umiddelbart guitarbårne ”Star Roving” fra den selvbetitlede Slowdive fra 2017. Her var der virkelig godt smæk på guitarerne, der fik lov at larme godt igennem på steder, hvor de på pladen er mikset meget mere subtilt. Det var også det melankolske åbningsriff på ”Sugar for the Pill” fra samme album, der gav anledning til aftenens suverænt største jubel. Også her var der tryk på de tungere sider af sangen, men det er bestemt ikke det samme som at sige, at de små fine detaljer i de hver-sin-vej-vandrende guitarmelodier gik tabt. De massive lydlag blev fint punkteret af alle de mange melodiske detaljer, som kendetegner Slowdive og genren. Det var noget nær magisk.
Men selvfølgelig kunne sangene af ældre dato også hamle op med de nyere. ”Catch the Breeze” fra debutalbummet Just for a Day fra 1991 bredte sine bastunge vinger ud og omfavnede det let svajende publikum så blidt, at vi kollektivt fik lyst til at lade al vores tristhed smelte sammen med Goswell og Halstead æteriske harmonier (og skrige vores vrede ud til nummerets afsluttende, altomsluttende larm). En af Slowdives måske mest kendte numre ”Souvlaki Space Station” (Souvlaki, 1993) lød med sine bølgende guitarer lige så meget som at svæve vægtløs i kosmos, som titlen indikerer. ”Crazy for You” (Pygmalion, 1995) var slet og ret én lang melodisk bølge af én følelse; »Crazy for loving you/Crazy for love, for love, for love« igen og igen og igen. Hvis man ikke lytter ordentlig efter, kan man fristes til at få den helt gale tanke, at det hele lyder ens. Intet kunne være mere forkert, men det med den betagende dis mellem første og sidste nummer er skam ment i ramme alvor. Efter ”Sugar for the Pill”, som lå nummer syv i sættet, mistede jeg simpelthen jordforbindelsen. Var det ”Slomo”? ”Kisses”? Ikke ”Alison” … eller var det? Måske. På det tidspunkt føltes det så ligegyldigt, hvad de spillede – bare de spillede.
Jeg fandt fodfæste igen omkring ”40 Days”, der fik lov at lukke en fuldstændig formidabel koncert med et sjælerensende inferno af støj. Herefter opløstes den hårde kerne foran scenen ud i den kolde nat.





