Plader

Dirty Projectors: Lamp Lit Prose

Skrevet af Jens Trapp

Glæden ved livet og ved kærligheden bobler næsten over i det sprudlende og legesyge ottende album fra amerikanske Dirty Projectors.

Jeg har altid beundret David Longstreth og hans projekt, Dirty Projectors, for den uhyre høje grad af legesyge, der altid er tilstede. Han har en evne og en vilje til altid at finde nye måder at lege med tingene på – og til at finde nye legekammerater, ikke mindst. Listen over tidligere medlemmer af bandet er lang, og kun Longstreths navn går igen fra start til nu. Resultatet af Longstreth og hans legesyge legekammerater er den mærkelige genrehybrid, der umiskendeligt lyder som; ja… Dirty Projectors. Det gælder, hvad enten han laver et sært konceptalbum, The Getty Address, om Don Henley fra Eagles, genindspiller Black Flags Damaged efter hukommelsen på albummet Rise Above (et album som fik hele seks U’er her på sitet), om han samarbejder med Björk i et projekt, der hjælper hjemløse AIDS-patienter OG hvalerne i et naturreservat nord for San Francisco på albummet Mount Wittenberg Orca, eller samarbejder med David Byrne på nummeret ”Knotty Pine” til Red Hot Compilation: Dark Was the Night. Altid er der denne legesyge tilgang til tingene. Eneste undtagelse, måske, er det mere elektroniske og mørke selvbetitlede album fra sidste år, Longstreths break-up album efter bruddet med  Amber Coffman, Dirty Projectors.

Lidt over et år senere er Longstreth tilbage med Lamp Lit Prose – et album, hvor legesygen i høj grad er tilbage. Det er prosa med lampen tændt; Nu skal der kastes lys over livet igen. Dirty Projectors består nu, i hvert fald live, af seks medlemmer, som foruden 36-årige Dave Longstreth, tæller de kendte Dirty Projectors navne; Nat Baldwin på bas og Mike Johnson på trommer, samt de nye navne Felicia Douglass på perkussion og vokal, Maia Friedman på guitar og vokal samt Kristin Slipp på keyboards og vokal. Som om der ikke var nok vokalister, så optræder indtil flere af Longstreths venner og musikalske kolleger også på albummet. Perkussionisten Mauro Refresco yder også et væsentligt bidrag, men det er svært at finde ud af, hvem der egentlig laver hvad, ligesom også de fleste gæstevokalister har en tendens til at være svære at finde i lydbilledet – måske med undtagelse af Haim på ”That’s a Lifestyle” og Rostam og Robin Pecknold på “You’re the One”.

Lamp Lit Prose åbner med ordene: »The sky has darkened/ Earth turned to hell«, men tag ikke fejl, der er tale om ren optur for Longstreth, som tilsyneladende er forelsket og har fået skruet livsgnisten op for fuld skrue igen. På numre der kredser dels om Longstreths egen tilstand og dels om verdens, fabulerer han løs, som han også gjorde det på de tidligere albums, der grundlagde Dirty Projectors ry som de hipstercool, eksperimenterende og legesyge Brooklyn-indierockere. Tag bare de første fem numre på Lamp Lit Prose. Det er en ren tour de force i kreativ legesyge, hvor Longstreths eminente evne til at skabe forunderlige og uventede rytmer, breaks og stemmemanipulationer, går fra det helt boblende og sprudlende til det mere underfundigt eftertænksomme.

Sydney Bennett gæster første skæring, ”Right Now”, med sin fine vokal. Hun er kendt fra hiphopkollektivet Odd Future og The Internet, og hun tilfører nummeret en særlig sikkerhed i omkvædets helt lyse register. Nummeret er et slags crossover mellem country og EMD – med andre ord, endnu en Dirty Projectors hybrid, man ikke helt troede mulig, før man hørte den. Lækker 12-strenget guitar (som også indikerer at guitaren er tilbage i Dirty Projectors univers) afbrydes i små eksplosioner af horn, piano og orgel, samt en til tider sært pumpende rytme.

Andet nummer, ”Break-Thru”, er en hyldest til hans nye kærlighed, der sammenlignes med Fellinis, Picassos og Fauves kunst. Hendes skønhed er som et guddommeligt syn; en epifani, ja, selv Julian Casablancas blegner i sammenligning. Tredje nummer, ”That’s a Lifestyle”, er et politisk orienteret nummer, der starter med linjerne: »Who will stop wasting the lives of the brave/ Based on a lie?/ Who will stop wasting the forest and seas?«. Nummeret er sat ned i gear i forhold til de to første og har en bund af helt fint og let guitarspil. »’Cause the monster eats its young/ Till they’re gone, gone, gone/ And the rules are there to hurt/ And that’s the way it’s done«, lyder det i omkvædets bearbejdede vokaler. Haim medvirker, som tidligere nævnt, på dette nummer og yder faktisk en indsats, der ikke bare kopierer Longstreths vokal, men giver god kant til nummeret.

I en artikel på Consequence of Sound siger Longstreth om det at skrive politiske sange: »I think all music has a political dimension, just inherently. Oftentimes, though, it just doesn’t occur to a songwriter to write it out explicitly. Or, it doesn’t until, you know, we see this rapid slide into white supremacist fascism.« Fjerde nummer, “I Feel Energy”, giver legesygen et ekstra nøk opad. Amber Mark leverer en næsten Prince-agtig gæstevokal, og lyden fra en japansk fårekylling er inkorporeret i rytmen under overgangen til C-stykket – en lyd som stammer fra en video af fårekyllingen, som ingen ringere end Björk har sendt til Longstreth. På femte skæring, ”Zombie Conquerer”, medvirker Lorely Rodriguez fra Empress Of – et nummer med en markant og lidt rå guitar.

Herefter falder der endelig en smule ro på, og i Longstreths univers er nummeret ”Blue Bird” nok være det nærmeste, vi kommer på en decideret ballade. Et enkelt, lidt banalt, nummer, med en kompleks rytmik om forårets komme og kærligheden.

De sidste tre numre på Lamp Lit Prose er mere afdæmpede og melodiske i en klassisk forstand. Den soulede feel, som ligger og emmer lidt over hele albummet, er tydelig på ”What is the Time”, hvor også hornene spiller en væsentlig rolle, og hvorfra albumtitlen er hentet: »Leave the spoon-fed champions/ Leave the lamp lit prose/ Leave the endlessly distracting matinées/ And say hello«.

Så kommer nummeret med de tre tenorer. Longstreth, Rostam og Pecknold. De to sidstnævnte kendt fra hhv. Vampire Weekend og Fleet Foxes. ”You’re the One” er et fint lille nummer om forandring, skæbne og kærlighed. Nummeret åbner med noget, der snildt kunne være Longstreths bonmot: »Change is the only constant law«, og er i øvrigt fri for de helt lyse stemmer, der ellers går igen på pladen.

Albummet lukkes med den meget lækre, stille og jazzede ”(I Wanna) Feel it All” inspireret af Duke Ellington og med gæsteoptræden af Dear Nora. En sang om at være tilstede i nuet og føle det hele: »August’s light, February’s pall/ Thrill to the rise and rue the fall/ I wanna feel it all« og »Sweetness of youth and old age’s sting/ Open my eyes wide and unblinking/ I wanna feel everything«. En meget fin afrunding på albummet.

Lad det bare være sagt med det samme: Jeg er glad for Lamp Lit Prose. Der er mange virkelig fine momenter på albummet. Men det er også et vildt og mærkeligt album, lidt ligesom ethvert andet Dirty Projector/Dave Longstreth album siden debuten The Graceful Fallen Mango under navnet Dave Longstreth i 2002, og The Dirty Projectors i 2003 med The Glad Fact. Selvom jeg startede med at prise legesygen, og også til enhver tid vil gå i brechen for netop den; legesygen, så er det næsten for meget på dette albums første halvdel. Som popcorn der bare bliver ved og ved med at poppe, indtil hele stuen er fyldt. Jeg holder nok mere af det elektroniske, mørke og bittert hjerteknuste univers på Dirty Projectors. Det er vitterligt dejligt at opleve, hvordan den samme kunstner bevæger sig fra mørke til lys, fra yin til yang. Og det er glædeligt at Longstreth har fundet glæden ved livet og kærligheden igen, selvom det også indimellem resulterer i flovsere som: »You fly up to me like a blue bird«. Men det virker ikke som et nødvendigt album for Longstreth, og han rammer slet ikke samme niveau som mesterværkerne Bitte Orca og Rise Again. Der er ikke så meget på spil, men al respekt for et fint og opløftende album.

★★★★½☆

Leave a Reply