Franskmændene har længe markeret sig på kortet for elektronisk musik, hvor man bl.a. kan nævne Jean-Michel Jarre, Daft Punk og Kavinsky – og så er der Justice, som helt klart også er et af de stærkere led på den lange liste over franske elektroniske navne.
Når man tænker på Justice, er det ofte den magiske tid med debutalbummet Cross fra 2007, der dukker frem. Et album der dannede lyden af Justice, som vi kender den i dag: hooks bestående af fængende bogstaverim, en utæmmelig slap-bass der groover langt ud på natten til 80’ernes neonlys-æra og strygere, der holder det melodiske ved lige. Siden da har de udgivet Audio, Video, Disco og Woman, der er to ganske fine albums, men som har haft svært ved at leve op til debuten.
Den dynamiske duo bag Justice, Gaspard Augé og Xavier De Rosnay, er nu tilbage med et ansigtsløft til deres hitprægede diskografi – hvilket faktisk er set før på deres Access All Arenas, hvor de ligeledes tilfører musikken nye variabler for at holde liveoplevelserne interessante. Denne gang er det dog en lidt anderledes tilgang, da numrene ikke er plukket direkte ud fra en koncert, men (gen)komponeret og eksponeret i studiet, som blander kortene i deres hitparade sammen til et nyt take på et fuldlængde album.
Beklageligvis virker det til at have været en hurtig proces. Mange af de forskellige lydspor virker nærmest identiske til originalerne. Ingen højlydt alarm der, da det vel heller ikke er deres intention at skabe fuldkommen nye musiknumre. Pladen rummer en god energi, og duoen er godt klar over, hvad publikum gerne vil have. Pladen formår til gengæld ikke at skabe spor af overraskelser – tværtimod er de fleste spor nærmest blevet nedgraderet med længere opbygninger, tamme tromme-sortimenter og eskaleringer der virker en anelse forhastede. Heldigvis er det ikke det eneste, som albummet har at byde på. “Randy (WWW)”, der er det første single-udkast fra albummet, formår at generere en ny energi godt hjulet af effektiv tempo-opbygning og en koklokke, der har overtaget fra vokalen fra originalsporet, som giver mixet en punchy og levende følelse – helt klart en stærk single, der sætter rammerne for, hvordan albummet kunne have været en nytænkning af gruppens musik. Desværre er det på samme tid et misledende lydspor, der netop får resten af albummet til at virke en forhastet. Et andet eksempel på et stærkere track er “Alakazam! x Fire (WWW)“, der også indeholder en smitsom energi med breaks og forvrængede synthesizer-samples fra originalen, som giver den følelse, der umiddelbart retfærdiggør at lave denne slags album. Derudover slutter sporet af med en bid fra “Waters of Nazereth“, der får en hver Justice-fans hjerte til at springe et hjerteslag over.
Autentisk starter albummet ud med “Safe and Sound (WWW)” – et nummer, der efter min mening indeholder et af duoens stærkere, harmonerende vokalspor. Dette suppleres dog med nogle corny opbygninger, som vitterligt ikke er noget at råbe hurra for. Her kan man eksempelvis nævne stortrommen, der løber taktvis hurtigere til eskaleringen. Meget klassisk i den EDM-verden, vi lever i og virkelig ikke spor opfindsomt. Det fører videre til droppet, der ikke har bevæget sig en meter, siden det blev hørt første gang på Woman-pladen. Og for at det ikke skal være løgn, så slutter nummeret af med den fængende vokal fra klassikeren “D.A.N.C.E“, der føles super malplaceret, men alligevel fører os videre i dette kaotiske mash-up. Vi skal da selvfølgelig også have et nyt tag på, hvordan det nummer kan lyde i dag – og det er ikke blevet kønt. Med et knastørt stortromme- og knipsesortiment samt en omordning i strygerne, får de franske fyre altså ikke noget godt ud af deres genoplivning af denne klassiker. Og for at forsætte med at snakke om vores kære vokal-hooks, så er “Heavy Metal x DVNO (WWW)” et nummer, man ikke kan lade være med at krumme tæer over, når vokalen fra “DVNO” spiller ind. Det fungerer bare ikke, da “DVNO“-vokalen minder en om, hvor svingende et groove originalen har, i forhold til hvad “Heavy Metal” har at byde på til vokalen. Gennem albumforløbet undrer man sig ofte over hvad franskmændene dog har tænkt på.
I sidste ende er albummet derfor ikke noget at råbe hurra for. Mange lag føles forhastede, ligesom mange opbygninger føles tomme og man finder i det hele taget bare ikke spor meget tilfredsstillelse på pladen, hvad overraskelser og mix-turene angår. Selvom hensigten sandsynligvis ikke har været at skabe nye idéer, men at fremkalde en plade, der kan give et billede af, hvordan deres liveshows lyder, så er det ærligt talt uopfindsomt. Det kunne have været fedt med flere kontraster. Eksempelvis kan man tage “Randy (WWW)”, som netop snører os ved at fjerne en ellers meget essentiel ting ved originalsporet og erstatte det med noget så enkelt som en koklokke. Man kan blive ved med at nævne ting, der kunne have været mere spændende end hvad Justice har formået at kreere med dette album, der føles tomt og tørt, og som får den ambitiøse Cross-fan til at sætte spørge sig selv om, hvor den elektroniske metal/funk/Justice-lyd blev af.
Kort fortalt lyder det som, at de forsøger på at give nyt liv til deres numre, der ikke fik den applaus, de måske havde regnet med, da de oprindelig udgav dem. Albummet udfordrer dog ikke og føles mest som en jam-session i studiet, der, som en jamsession nu er, ikke er videre velovervejet. EDM-influenzaen har ramt Justice meget stærkt og for en ældre Justice-fan, er Woman Worldwide ikke et album, der får en til at hive pengepungen frem for at købe en billet til deres næste koncert.
