Der er mange grunde til, at man som musiklytter vælger at sætte et bestemt album på. Nogle gange er det for at lytte til en specifik sang, som man bare ikke kan få nok af. Andre gange træder den enkelte sang i baggrunden til fordel for albummet som helhed. Andre gange igen sætter man bare albummet på for atmosfærens skyld; ikke en bestemt tone, et guitarriff eller en frasering, men blot albummets overordnede lyd. Og det er her, at den amerikanske duo Beacon med deres tredje album Gravity Pairs ligger lunt i svinget. Det er virkelig både godt og skidt.
Beacon, bestående af Thomas Mullarneys og Jacob Gossett, er fantastisk gode til at skabe og producere elektronisk ambiance, og albummet lægger hårdt ud på åbningsnummeret ”Don’t Go Looking”. Sprøde elektroniske toner, blide synthesizers og en forsigtig hi-hat blander sig sømløst med sanger Mullarneys smukke, lyse og meget intime stemme. Her bliver du trukket helt ind i den musikalske favn, hvor der er varmt og trygt og godt, og du bliver forsigtigt mindet om de gode gamle dage, da Tracey Thorn fra Everything But The Girl sang ”Protection” sammen med toppen af trip-hop’en, Massive Attack. Det er godt. Det er rigtig godt.
Allerede på pladens andet nummer skifter vi dog gear, da duoen istedet henter inspiration fra drum and bass-genren – en inspiration der også er at finde på numre som ”Over My Head” og ”Little Words”. Her på ”Be My Organ” kører genrens karakteristiske trommer derudad, mens lag af ambiente synthesizers skaber dunkel stemning og giver nummeret en dyster, melankolsk tone. »Be the altar/ I’m falling to my knees/ And in my wicked hour/ Bring me peace« synger Mullaerney længselsfuldt, inden lytteren bliver opslugt af dundrende bas. I det hele taget er der masser af inspiration hentet fra den mere up-tempo del af den elektroniske musik. ”The Road” f.eks., er også en dyster og dunkel affære, der blander tekno med eksperimenterende rock, og associationerne til Radioheads Thom Yorke og hans sidespring som elektronisk soloartist er virkelig til at tage og føle på.
Men man må desværre rimelig hurtigt konstatere, at det er vanvittig farligt at se Gravity Pairs for meget efter i sømmene. Ikke kun fordi det er der, man finder problemer, men faktisk mest fordi, at det er synd. For lad os da bare komme til sagens kerne med det samme: Gravity Pairs er et godt album. Det er afslappet uden at være kedeligt og eksperimenterende uden at være for avantgarde. Det er nemt og behageligt at lytte til, og Mullaerney synger fantastisk. Næsten uanset genre er det ikke dårligt at blive beskrevet således. Men når nu albummet er delt op i 10 individuelle sange, så er man jo nødt til at kigge lidt på dem individuelt. Og ved at gøre det, trækker man albummet i en uhensigtsmæssigt retning – nedad. Sikke et paradoks.
De 10 sange har nemlig overordnet set lidt svært ved at stå på egne ben. Eller rettere: hver enkelt sang er egentlig helt udmærket, men mestendels bliver den først (og kun) rigtig interessant, når den optræder i forbindelse med andre, som del af en helhed. Et nummer som ”Fields” synes ved første gennemlyt af være et virkelig interessant nummer, med både skæve trommer og et insisterende, monotont guitarriff, der i omkvædet bliver erstattet af en bas og derpå bliver helt elektronisk, i takt med nummerets stigende intensitet. »Your love is water to my fields« messer Mullaerney med sin medrivende stemme, og hele herligheden kulminerer i lyden af et rave i en forladt lade anno tidlig halvfemser. Problemet er, at det er forholdsvis hurtigt glemt igen. Hører du nummeret uden for albummets kontekst, virker det underligt fortabt og alene. Parkerer du det derimod mellem den helt rolige og smukke klaverballade ”Losing My Mind” og den drømmende, langsomme og lounge-inspirerede ”On Ice”, ja, så får du lige pludselig et nummer, der i kraft af de omliggende sange pludselig træder i karakter. Og så videre, egentlig. For ”On Ice” er i sig selv f.eks. ikke et specielt interessant nummer. »I’m on ice/ And it’s breaking now« synger Mullaerney med auto-tunet stemme, mens en lidt kedelig trommerytme kører i baggrunden. Men som come-down til ”Fields” er den perfekt. Er det en god ting? Er det en dårlig ting?
Pladens bedste nummer er ”Marion”. Eller rettere: Det nummer, der bedst kan høres for sig selv er ”Marion”. Toner af elegant citar blander sig med tunge klavertoner og et tydeligt elektronisk chill-out beat, der smager lidt af californiske Tokimonsta. Det ligger godt i kroppen og varmer sjælen, og giver også lytteren et håb om flere af den slags stærke numre i fremtiden.
Nu har vi trevlet nogle af albummets musikalske tråde op – skal man så også pille ved de lyriske? Nej. Det vil jeg på det kraftigste anbefale, at man lader være med, for der er virkelig ikke noget særlig interessant at hente det. Der er faktisk ikke rigtig noget at hente overhovdet. Det er hverken dårligt, usmageligt eller provokerende – det er bare ord. Samtlige tekster er prægede af floskler samt gennemtærskede billeder og metaforer, som er set, hørt og sunget om før. Det virker som om, man har byggest en hel tekst op omkring en enkelt, velfungerende sætning, og det holder virkelig ikke. Havde man udviklet lidt mere på ideen om at »Your love is water to my fields« (”Fields”) eller måske lige havde genovervejet det lidt fjollede ordspil »We were off the train/ But now we’re back on track « (”The Road”), så havde hver enkelt sang unægtelig også været mere interessant. I stedet går det hele op i skyer og regn, Saturn og Mars, ild og is, og hjerte rimer på smerte. Er det relevant i den her genre? Ja, for når man har så smuk, klar og fascinerende en stemme som Mullarney har, så kan det nemlig høres og mærkes, hvad der bliver sunget. Og når man så finder ud af, at de ord, der bliver sunget, rent faktisk ikke på nogen måde er spændende, så bliver man sgu lidt trist.
Stærkere tekster. Lidt mere personlighed til hvert nummer, så det kan tåle at blive spillet uden sine venner. Begge dele ville trække oplevelsen op fra det hul, man ad analysernes vej er endt ned i. Og derfor skal man måske i dette tilfælde simpelthen lade være med at pille for meget. Og hvis man ikke ved, hvad man skal gøre af sine hænder, så man kan passende placere dem på rattet af en bil, mens man suser ned ad en mørk landevej klokken fire om natten. Hertil er Gravity Pairs det perfekte soundtrack.
