Krudtslammet fra det sidste fyrværkeribrag efter Eminems mega-hiphopkoncert på Orange Scene havde netop lagt sig, da lyset på Arena blev dæmpet og et NIN-logo tonede frem på storskærmen bjælke for bjælke i bedste Alien-stil. Forventningen sitrede i luften, som den gør, når én af rockens helt tunge drenge holder midnatsmesse på Roskilde Festival. Inde bag det altopslugende røgslør på scenen bevægede en skikkelse sig, inden en lilletromme blev slået an – efterfulgt af et underliggende elektronisk beat og så kom de: De tonstunge og flænsende guitarsalver sovset ind i karakteristisk forvrængning.
»Feels like I’ve been here before,« skreg Trent Reznor i den knap halvandet minut lange åbningssang “Branches / Bones”. Og det har han jo. I 2009 spillede Nine Inch Nails en sønderlemmende koncert på Orange Scene, der stadig står fysisk indprentet i min hukommelse som en af mine helt store koncertoplevelser. Alligevel var det en radikalt anderledes oplevelse. Dengang i 2009 var det (foreløbig) afskedsturné, da bandet i en årrække lå i dvale, mens Reznor realiserede andre projekter. Det manifesterede sig i en voldsomt intens koncet, som om at alle kræfter skulle presses ud af hans pumpede krop i et brag af en koncertturné.
Denne gang var det en anderledes revitaliseret Reznor, der kiggede forbi. Siden Nine Inch Nails i 2013 genopstod med det electronica-inspirerede Hesitation Marks, har Reznor sendt en lind strøm af projekter ud i æteren – herunder en trilogi af EP’er, som Undertoner for nylig holdt under luppen. Hvis man inden koncerten havde været i tvivl om, hvorvidt Reznor ville spille et regulært festivalsæt af klassikere eller inkorporere det nye materiale, så faldt svaret tidligt i form af en yderst effektiv dobbeltkombination af nyt og gammelt, hvor nye numre blev efterfulgt af to af Nine Inch Nails allerhårdeste og mest kompromisløst intense sange: ”Wish” og ”March of the Pigs”.
Nine Inch Nails har altid været lig med et spektakulært sceneshow, og det var de så sandelig også på Arena. Med sig havde det amerikanske industrialband et arsenal af stroboskop-lamper, der blev fyret af til desorienterende og nærmest epilepsi-fremkaldende effekt. Omkring mig begyndte flere koncertgæster at beklæde sig med solbriller som værn mod det voldsomme lysshow – på trods af at koncerten altså foregik efter midnat.
Efter den hæsblæsende intro blev tempoet skruet en anelse ned med gamle numre som den jazzede ”Piggy”, den sarte ”The Frail” og den slæbende ”The Wretched”. Herefter fulgte en passage med fortrinsvis nye sange, som heldigvis fungerede helt eminent live. ”The Lovers” ramte hårdt med en bas så dyb, at den tydeligt lod sig mærke fysisk, inden ”Shit Mirror” med sine taktfaste håndklap og brølende industrial-guitar lige fik understreget, at de nye numre altså også godt kan støje.
Et gennemgående tema for koncerten var dog, at musikken var lige så dansabel, som den var støjende og kompromisløst rocket. Det dansable og elektroniske er et element, der altid har ligget og ulmet underliggende i Reznors udgivelser – lige siden debutpladen Pretty Hate Machine fra 1989, der visse steder nærmest lød mere som Depeche Mode end Ministry. Det kan godt være, at Trent Reznor skriger og spiller flænsende guitarriffs så hårde, at du nærmest kan skære dig på dem: Men han vil fanme også have, at du danser samtidig!
Hvis jeg skal fremhæve én ting ved Nine Inch Nails koncert på Arena – og guderne skal vide, at de nærmest ikke satte ét fodtrin forket – så er det, hvordan det lykkedes bandet at flette små 30 års musikudgivelser ind i en sætliste uden at det lød forceret eller mismatchet. Det er simpelthen et testamente til Trent Reznors stilbevidsthed og perfektionisme, og man måtte bare bøje sig i støvet, når den forrygende electrorockede ”Copy of A” fra 2013 uden videre fadede over i den benhårde ”Gave Up” fra 1992’er EP’en Wish. Førstnævnte er at finde på Nine Inch Nails måske blødeste udgivelse, mens sidstnævnte er et af de hårdeste numre fra en af gruppens mest kompromisløse udgivelser. De er udgivet 21 år fra hinanden. Alligevel stod det ved koncerten klart, at de to numre er dybt beslægtede – og selv inde under al guitarfeedbacken og de buldrende trommer på ”Gave Up” ligger der faktisk et helt dansevenligt beat og dunker.
Et andet højdepunkt der lige skal nævnes, var da bandet spillede en efterhånden sjælden udgave af megahittet ”Closer”. Ifølge Setlist.fm var det kun fjerde gang i 2018, at sangen er blevet fremført live. Og jeg skal love for, at publikum tog godt imod. Pludselig var det som om, at hele Arena-teltet kogte over, mens folk dansede og sang »I wanna fuck you like an animal«.
Og så var der også plads til deciderede overraskende indslag. ”The Great Destroyer” fra Year Zero blev fremført med en længere ”solo” bestående af fuldstændig vanvittigt syrede og forvrængede hiphop-beats, feedback-noise og Donald Trump-samples tilført helt smadrede visuals. Det er altid imponerende, når en koncert i stadionskala formår at skabe en følelse af, at man ikke bar ser en indstuderet showcase af de største hits – men at der faktisk også er plads til overraskelser og nerve. Den følelse fik man helt klart af Nine Inch Nails.
Koncerten sluttede – selvfølgelig – med en gåsehudsfremkaldende smuk fremførelse af “Hurt”. Det var som om, at hele publikum stemte i som kor og hjalp Reznor med at synge sin ødelagte narkoballade. De tilsatte visuals af forrådnelse, slanger og menneskelig forfald var mindst lige så smukke og gåsehudsfremkaldende som selve sangen.
Lyd, lys og sceneshow gik op i en (u)hellig treenighed og gav et brag af en stadionkoncert, hvor det er svært at se, hvad Nine Inch Nails kunne have gjort bedre. Det var ét af de momenter på Roskilde Festival, hvor man bare ønskede, at man kunne skrue tiden tilbage, så man kunne opleve det hele forfra igen.
