The Oceans, Voxhall, 16:00
Af Frederik Voss
The Oceans sparkede fredagsprogrammet i gang i Voxhall med en gang strømlinet støjrock med simpel lyrik og lettilgængelige melodier. Københavner-duoen bestående af Dan Joe og Linus Valdemar udgjorde en to-hovedet hydra med guitarer og unisone vokaler med et nasalt udtryk forrest på scenen. Joe/Valdemar er ikke store sangere, men det gav dem stadig lidt visuel kant, hvordan de to nærmest virker til at have besluttet at deles deres følelsesliv såvel som vokalpligter. Derudover var der medbragt tre backingmedlemmer til at fuldende rockbesætningen.
Bandet lagde ud med tre sange fra dette års EP II, hvilket nok også udgjorde koncertens bedste sange. Fans af Placebo kunne måske finde sig selv interesserede i ”Juvenile” med det fine elektroniske c-stykke breakdown, britpop-elskere af wall-of-sound baskeren ”Without Love We’re Nothing”, mens åbningssangen ”High on You” kunne lyde som en sang Sune Rose Wagner havde rystet af sig.
Ikke alt materialet havde dog samme tæft. Materialet fra sidste års EP I var ikke af samme kaliber. En sang som ”She” rykker sig ikke for alvor nogle steder hen, og de sparsomme elementer gør ikke meget væsen af sig. ”You and Me” blev en anelse for simpel i både tekstunivers og melodier.
Jeg fik en fornemmelsen af en duo i progression fra EP I til EP II, som har styr på sin støjrocklyd og som ikke har nået sit fulde potentiale endnu. De mangler dog stadig også at skille sig ud fra mængden og finde et mere personlig udtryk i sangskrivningen.
Takykardia, Trailerscenen, 16:30
Af Lasse Yde Hegnet
Som så ofte er det, når man ingen forventninger har, at man bliver glædeligst overrasket – og Takykardia leverede den glædelige overraskelse.
I blegt majsolskin og med kold luft spillede bandet i det ucharmerende smørhul mellem Aarhus Congress Center og Musikhuset på den lille Trailerscene. Ikke desto mindre udsatte de publikum for et genresprængende sæt, der havde elementer fra soul, indie jazz, dream pop og givetvis flere andre, men som sammensmeltes til lyden af Takykardia.
Bandet mødte op i hvide kedeldragter og med planter stikkende op af brystlommerne, mens sangerinde Luna Matz indtog scenen i en gennemsigtig kåbe med ærmer, der mindede om fjerboaer, hvidt tørklæde og solbriller med lyserødt glas. Æstetikken er tydeligvis vigtig for bandet, der spillede et sæt, der matchede den. Det startede med en messende vokal, der rullede over de samme to-tre sætninger, mens musikerne bag Matz udfoldede det ene eventyrland efter det andet, der gav associationer til blomstrende enge, feer, dybe skove og vandløb.
Som sættet skred frem blev det mere energisk, hvilket blev markeret visuelt ved at Matz droppede både solbriller, kåbe og til sidst tørklæde for istedet at give den som discodronning, der dansede rundt blandt publikum og kælent sang videre. Alt imens majhimlen sendte en beskeden snebyge ned over sceneriet. Hvorfor ikke? I det musikalske univers Takykardia havde udfoldet foran os, virkede sne i maj lige så naturligt som en heks i et eventyr.
Det musikalske håndværk fejlede ingenting, og Matz evnede at annullere afstanden mellem scene og publikum i en stærk fremføring.
The Chairman, Voxhall, 17:30
Af Lasse Yde Hegnet
Selvom angst fik Lucas Berner, The Chairmans borgerlige navn, til at droppe musikken i en periode, har han stadig en fanskare. Det var tydeligt i denne sene eftermiddagstime på Voxhall, hvor mange stimlede sammen og højlydt nød The Chairmans genkomst.
Scenen virkede næsten for stor til Berner og hans backingband på to mand. Han stod selv allerforrest på scenen, hvor han sang og rappede sin numre med ganske få effekter. Det var nøgent og sårbart, selvom universet er mørkt, angstfuldt og har fokus på ubehagelige dele af sindet. Nøgenheden i musikken understregede dette, og hans vokal der lå på grænsen til det spyttende og voldelige var et stærkt element.
Berner bevægede sig konstant på grænsen mellem arrogance og kæk skødesløshed, som han førte publikum gennem sættet. Det ene øjeblik havde han glemt rækkefølgen på sætlisten og i det næste havde han publikum i sin hule hånd. Det sidste virkede næsten til at overraske ham og skabe en unødig distance til publikum. Ikke at flertallet af publikum trak sig af den grund, men der blev aldrig skabt en reel bro fra scene til gulv.
Det musikalske var for det meste elektronisk skabt, medmindre Berner spillede på sin el-guitar. Og det var ikke før slutningen, at musikken i sig selv var nok til at få sat publikum i svingninger. Men den største musikalske oplevelse er og bliver altså hans vokal, der udfylder tomrummet mellem Lucas Graham og George Ezra. Et tomrum man ikke vidste burde udfyldes, men The Chairman har skabt et behov for, at det skal udfyldes og det gjorde han i går med en linedans mellem personlig selvtillid og usikkerhed.
I Think You’re Awesome & Aarhus Jazz Orchestra, Rytmisk Sal, 17:30
Af Frederik Voss
I Think You’re Awesome placerer sig mellem indiescenen og jazzscenen, og det føles ikke for alvor som om, de hører hjemme nogle af stederne. Det giver dem på den ene side et ret personligt udtryk, men på den anden side vil en del lyttere blive skræmt væk af de mere jazzede soli, der efterlades rum til. I Think You’re Awesome fandt vej til flere Undertoner-anmelderes årsliste i 2018 med udgivelsen Kiss Your Darlings, og jeg tænkte derfor, at samarbejdskoncerten med Aarhus Jazz Orchestra ville være et besøg værd. Det var den også.
Komponisten Signe Bisgaard har nemlig udvidet og leget videre med nogle sange fra det førnævnte album. Opsætningen med et par-og-tyve musikere gav sangene mere dynamik og større armbevægelser, mens noget af den nære intimitet til gengæld måtte lade livet. Den tætteste reference er måske Efterklang omkring Parades og norske Jaga Jazzist, der også har opereret mellem to forskellige scener.
Den instrumentale introsang blev mest til jazzens fordel, og de mange musikere, der skulle tilgodeses med lidt af lyskeglens skær, gjorde i få perioder det hele en anelse uvedkommende for mig. Langt bedre blev det med “Warm Milk”, som fik bygget sig stor og smukt lydliggjorde taknemmeligheden som tema.
Koncertens store stjerne var Jens Mikkel, der med sit store fuldskæg og livsbekræftende jubelråb, når musikken var mest energisk, er det tættest jeg er stødt på en personifikation af en bas. Med sin kontrabas og basvokal og spilleglæde tilføjede han koncerten noget nerve – en nerve som disse konservatorieudspringsband ofte er blevet anklaget for at mangle.
