Hold da fast, så kom der knald på læggehønen. Jeg har aldrig før hørt Hot Chip live, og lidt anmelderdovent forestillede jeg mig nok, at deres koncert ville svare sådan nogenlunde til LCD Soundsystems lørdagskoncert på sidste års udgave af selvsamme festival. Det vil cirka sige: En flok søde, aldrende, lidt introverte indienørder spiller elektropop, som vi følsomme eksistenser i publikum kan danse kejtet til, samtidig med musikkens eftertænksomme element ikke tillader os at slå hovedet fuldstændigt fra.
Lad os bare sige, at der ikke var afsat mange sekunder til eftertænksomhed lørdag aften på Highland-scenen. Hot Chip havde en rund klokketime til at afvikle en fest for de fremmødte på pladsen, og de spildte ikke tiden. »We-don’t-have-very-much-time-we’re-just-gonna-keep-on-going« halsede frontfigur Alex Taylor fra sin pragtfulde røde læderheldragt, da bandet havde åbnet med “Huarache Lights”, og det blev aftenens første og sidste henvendelse til os foran scenen.
Hvis man da vil påstå, at et auditivt frontalangreb på vores muddertunge fodtøj ikke var en form for henvendelse. Hot Chip tæller ikke mindre end syv mand på en scene, og når man så oven i købet som band dyrker den form for lydlige maksimalisme, hvor en trommeslager konsekvent anslår sin hihat ved hjælp af en tamburin, bliver lydbilledet nødvendigvis temmelig tæt. Ikke mindre end tre Casio-keyboards kræver det da også for Hot Chips liveopsætning at sikre, at de frejdige melodilinjer altid er i fokus.
Det var de så sandelig lørdag aften. Hvor bandets udgivelser typisk efterlader plads til en introvert stund eller to, var agendaen til denne koncert absolut fuld skrue, uden at den anmassende lyd nogensinde kørte i samme rille. Et nyt nummer som “Heart Attack” var et herligt virvar af samplede vokallag, lifligt hoppende synthspor og oumchi-beat, mens den mere klassisk sangorienterede “Ready for the Floor” selvfølgelig solgte sig selv så eftertrykkeligt, at dansepotentialet var mindst lige så massivt. Det lagde heller ikke just en dæmper på løjerne, at to trommeslagere og fire tangenttrykkere kan placeres imponerende symmetrisk på en scene: Alene en koordineret påklædning og små, overordentligt rudimentære koreografier hos de syv musikere blev til det herligste sceneshow.
Uret tikkede, og konferencieren ventede i kulissen. Mon ikke Taylor alligevel lige kunne nå at levere en udgave af Beastie Boys’ “Sabotage” – omtrent 20 gange så overbevisende, som Mike D selv formåede på Northside sidste år? Det kunne han da, og de ikke mindre end to mikrofoner, som Taylor hvirvlede scenen rundt med under seancen, må have haft seriøse trykskader efterfølgende.
Pyh, det havde vi i publikumsflokken i hvert fald, og det er svært at forestille sig, hvordan Hot Chip skulle få mere action for deres 60 minutter i spotlyset. Man kunne nu godt unde de herlige englændere en smule mere tid i spilleplanen – og måske dermed et øjeblik til at få pulsen ned og vise os den mindre frembusende side af deres musik.
