»Hvis nogen havde fortalt mig, da jeg som sekstenårig var på denne smukke festival første gang, at jeg ville stå her på denne scene en dag, ville jeg aldrig have troet på dem,« lød det fra en noget følelsesladet og tydeligt rørt Romy Madley Croft, men med drømmende pop kan man nå langt, og torsdag aften indtog hun og The XX Orange.
Gruppen fra Wandsworth i det sydvestlige London lagde med den allerstørste selvfølgelighed fra land med deres velkendte ”Intro”, og derefter fyrede trioen op for ”Say Something Loving” fra deres nyeste plade, I See You.
Herefter fandt Jamie Smith, Oliver Sim og Romy Madley Croft deres sprøde bagkatalog frem, og alt imens regnen indtog nattehimlen over Orange fik London-trioen rigtig fat i publikum med ”Infinity” fra bandets første plade XX, og da kæmpehittet ”VCR” fra selvsamme plade blev spillet kort efter, syntes aftenen at være skudt i gang.
»Watch things on VCR’s / With me and talk about big love / I think we’re superstars / You say you think we are the best thing«.
Der var dog ofte lidt langt imellem de momenter, hvor bandet for alvor havde fat i publikum. Og Orange er da måske også bare en lidt for stor og åben scene til den genre, hvor man måske kunne have ønsket sig, at koncerten blev spillet på Arena. Regnen lagde måske også lidt en dæmper på festlighederne. I hvert fald skulle The XX af flere omgange kæmpe lidt med at få gang i pitten foran Orange torsdag aften.
Romy Madley Croft gjorde dog alligevel et særligt indtryk denne aften, og hun var med til at skabe en intimitet mellem band og publikum, hvor hun i flere momenter med skrøbelighed i stemmen lovpriste publikum, eller fortalte sørgmodige historier om ulykkelig kærlighed, som da hun præsenterede ”Shelter”.
I takt med at koncerten lakkede mod enden, kom der da også mere og mere af den intimitet mellem bandet og publikum, som især var fraværende i flere perioder i første halvdel af koncerten. Men da The XX til sidst gav den gas med ”I Dare You” og ”On Hold” fra deres seneste plade, var der fest foran Orange og med drømmende indiepop sendte London-trioen en omgang drivvåde festivalgængere ud i natten med en fin, velspillet koncert. Men også en koncert, hvor intimiteten manglede, til trods for at Romy Madley Croft lod følelserne få frit spil.
