Josiah Konder er bandet, ikke manden. Frontfigur er sanger og guitarist Julius Ernst og han og det seks mand store band havde på Rising medbragt yderligere tre mand, én på sax og to på kor. Scenen var gejlet op med noget rustikt tovværk og et blafrende tørklæde om mikrofonstativet. Et stort spejl foran keyboardet fuldendte billedet af… ja hvad mon egentlig?! Noget desperado westernagtigt sandsynligvis. I den melankolsk romantiske ende. I hvert fald er det sådan stemningen er på det sært oversete og selvudgivne album fra sidste år Songs for the Stunned, et ualmindeligt vellykket dark folk album, der sine steder læner sig særdeles meget op af Nick Caves måde at skrue en sang og en stemning sammen på. Det er dystert og melankolsk, farvet i molakkorder spillet på gammeldags strengeinstrumenter som guitar, slideguitar, barytonguitar, cello; med klaver og harmonika og diverse percussioninstrumenter. Heller ikke Leonard Cohen har levet forgæves.
På Rising lagde de ud med en lidt flad og lad udgave af “The Bastard Within”, men allerede andet nummer, den Cave’ske og nye sang “Fall Away” blev magtfuldt løftet helt op under de mørke og mægtige skyer, der havde indfundet sig over Roskilde og konstant truede med at lukke op for det bibelske mørke og skylle hele herligheden væk. Sangen besad en god portion goosebump effekt, og lød som et rimeligt vellykket take på Caves “into my arms”, men var dog helt sin egen og også et af koncertens højdepunkter. “Let the Night Come Seeping In” tog over, komplet med rytmeæg, bongotrommer og svedigt funky bas. Endnu et band, der viste, hvor sejt det kan swinge, når rytmegruppen fungerer! Her endda både trommeslager, percussionist og bassist. Og endelig, endelig, endelig en rockguitarlyd, der ikke var sovset ind i growlende metal eller symfonisk lydklister, bare ren og skær rocklyd, tappet direkte fra forstærkeren. I det hele taget var det et stærkt hold af fine instrumentalister, der var på scenen. Klaveret fungerede, guitaren sad som sagt lige i skabet. Saxen var dejligt rå og stærk, celloen nøjagtig så melankolsk, som kun en cello kan være det.
Bandet mestrede dynamikken. De turde lade musikken falde væk. Lade der blive helt, helt tyst. En klaverakkord. Mol. Og en enkelt cellotone strøget med følsom bue. Det var lige så man kunne høre ligvognen rumle gennem byen, med en støvsky bag sig, mens ekkoet af den skudduel der for længst havde fundet sit udfald døde hen. Der var slideguitar, kastagnetter og spansk inspireret nylonguitar spillet af Ernst selv. Et superfedt groove af bas og trommer.
Men hvad var det, der skete hen gennem koncerten? Blev Julius Ernst for bevidst om sig selv? Glemte han selvforglemmelsen? Og samtidig lød det faktisk som om bandet undlod at give sig hen i vildskaben; i det ukontrollerede. De holdt sig tilbage og søgte igen og igen ned i det stille, i fraværet, hvor de var trygge. Ærgerligt, når nu de mestrede dynamikken så godt, at de ikke gav sig selv lov til at blive lidt længere i det voldsomme, hvor det fungerede allerbedst, sammen med det tyste. Det ene fungerer ikke optimalt uden det andet.
“The Surface” lukkede aftenens ganske glimrende koncert med ordene: »When you move so far away from me« helt helt stille og så ikke mere.
