Koncerter

Roskilde Festival 2019: Bob Dylan, Orange

Foto: Daniel Nielsen

Når Dylan ramte plet, gjorde han sine sange omsorgsfulde og sigtede ikke efter publikums hoved, men hjerte. Det var bare ikke hver gang, han ramte plet.

Smilende, påpasselig, aflukket og øm. Bob Dylan var i et gavmildt og venligt humør på Roskilde Festival, og i sine bedste øjeblikke gav han sine sange en hjertevarm omsorgsfuldhed, jeg ikke har set i dem før.

Der var allerede ment meget om den 78-åriges koncert, inden han overhovedet var trådt op på scenen, og mange har haft umulige forventninger til, at nu skal gode gamle Dylan op og give os en lektion i den rockhistorie, han selv har en af hovedrollerne i.

Det vil Dylan ikke. Han vil ikke lyde som den 24-årige mand, der udgav “Like a Rolling Stone” i 1965. Han omfortolker sine sange, så de ligger så milevidt fra det originale forelæg, at der nærmest opstår gættekonkurrence blandt publikum, om hvad han spiller, hver gang han starter en sang.

På den måde er en koncert med den publikumsky, mumlende mand langt fra det bedste sted at starte, hvis man skal lære Dylan at kende. Dylan spiller noget musik, og lader det være op til publikum selv at få noget ud af det. Roskilde Festival var ingen undtagelse.

Den første del af koncerten var desværre for tilbageholdende, hvor blandt andet “It Ain’t Me, Babe”, “Highway 61 Revisited” og “Simple Twist of Fate” var pakket ind i en så mild og ufarlig blues, at sangene blev impotente.

Når han sang: »You say you’re lookin’ for someone/ Never weak but always strong/ To protect you an’ defend you/ Whether you are right or wrong/ Someone to open each and every door/ But it ain’t me, babe,« blev det leveret af den gamle sure mand ovre i lænestolen, der notorisk siger nej til alt. Ikke den unge romantiker, der er ligeså fuld af forelskelse, som han er af utilstrækkelighed.

Og det var akilleshælen ved disse omfortolkninger. Præmissen var, at sangene selvfølgelig har ændret sig. “Things Have Changed”, som Dylan startede med at gøre klart med koncertens første nummer. Men med de nye fortolkninger, blev der lagt nye betydninger til sangene, og her var Dylan ikke træfsikker hver gang og slet ikke i starten.

Heldigvis kom der også rigeligt godt at dykke ned i. Første højdepunkt kom ni numre inde i koncerten med”Like a Rolling Stone”, som han fik gjort overraskende omsorgsfuld. Hvor vi er vant til en ironisk, råbende “hvordan, synes du selv det går?”-version på Highway 61 Revisited (1965), mærkede man denne aften en oprigtig, bekymret fortæller. Dylan trak instrumentationen inden omkvæd helt ned, og sang sagte: »When you ain’t got nothing, you got nothing to lose/ You’re invisible now, you got no secrets to conceal«. Det uventede træk var både genialt og smukt, og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle høre Dylan på denne ømme måde.

“Girl From the North Country” var tårefremkaldende og båret af Dylan på piano og bassist Tony Garnier med bue på kontrabas. Som pianist var Dylan glimrende med hans aparte melodier, der lå i stil med måden, han synger på. Arrangementet mindede om albumindspilningen af “Make You Feel My Love”, der blev spillet tidligere i koncerten, men paradoksalt nok mindede mindre om forlægget end aftenens udgave af “Girl From the North Country”. “Make You Feel My Love” blev i stedet onkellummer, da Dylan stod med sit skæve smil bag pianoet.

Et tredje højdepunkt var en potent, fokuseret udgave af “Love Sick”, hvor Dylan bevarede sangens mystik, og man mærkede en desperation i de opgivende ord: »Just don’t know what to do/ I’d give anything to be with you«.

Svingningerne mellem højde- og lavpunkter viste, at Bob Dylan and his band stadig er i live og spændende i deres fortolkningerne af klassikerne. Detaljerne var subtile, og de så vigtige ord var det meste af tiden svære at høre i Dylans mumlen. Men onkelbluesen leveret af hans fire mand store band swingede glimrende, omend lydniveauet blev holdt lavt under stort set hele koncerten. Der var ikke så meget til maven, men en masse til hovedet. Og overraskende meget til hjertet, da Dylan viste sin ømme, omsorgsfulde, varme side.

Egentlig var det hele for subtilt til Orange, og koncerten var for indadvendt til, at alle på Dyreskuepladsen kunne inviteres ind i Dylans univers. Optimalt set, havde et radikalt valg om at sende ham over på Arena nok hjulpet med at åbne hans indadvendte sind. Men os der allerede var indviet i kulten nød det.

★★★★☆☆

Leave a Reply