Gennem tre årtier og talrige udspil har Sleater-Kinney holdt fanen højt som et af de mest anmelderroste og elskede rockbands på den amerikanske undergrundsscene – og nu er de tilbage med deres niende studiealbum. The Center Won’t Hold er noget af en afviger fra bandets tidligere lo-fi æstetik, da indiedarlingen Annie Clark, også kendt som St. Vincent, står for den glitrende overdådig produktion af pladen.
Det nye og mere polerede udtryk har virkelig skabt røre – både blandt den dedikerede fanskare, men også i selve bandet. Trommeslageren Janet Weiss forlod nemlig Sleater-Kinney blot halvanden måned før udgivelsen af The Center Won’t Hold og har som eneste årsag angivet, at »bandet er på vej i en ny retning, og derfor er det tid for mig til at rykke videre.«
Selvom Weiss’ position er forståelig, da der vitterligt er tale om et drastisk stilskifte, så er det heller ikke helt uventet. I 2015 brød Sleater-Kinney nemlig 10 års albumtavshed med pladen No Cities To Love, der fremstod som en kunstnerisk revitalisering, som gjorde bandets mere tilgængeligt uden at det skete på bekostning af den knivskarpe lyrik og arven fra punkbaggrunden, som Sleater-Kinney længe har båret stolt frem.
»Exhume our idols and bury our friends / We’re wild and weary, but we won’t give in,« skrålede den feminisitiske rocktrio dengang på det seneste udspilsom om, at bandet har husket den gamle sætning om at lade »skik følge eller land fly«. Mens de to grundlæggende medlemmer Carrie Brownstein og Corrin Tucker, der begge begik sig på den indflydelsesrige riot grrrl-scene i start 90’erne, har omfavnet popverdenen, så valgte Janet Weiss altså at tage sine ting og skride.
Men hvordan lyder denne nye og mildere udgave af Sleater-Kinney så? Det er næppe helt overraskende med tanke for, at de har haft den dygtige Annie Clarke med i studiet – men det lyder faktisk rigtig godt, selvom det knap kan siges at lyde som en Sleater-Kinney plade. Og det siger noget om et band, der altid har formået at eksperimentere og forny sig. Min største anke med The Center Won’t Hold er egentlig, at den skyder for meget med spredehagl og at alle de nye eksperimenter ikke lander helt problemfrit. Muligvis et præg fra besværlighederne i samarbejdet med at få pladen bragt til verdenen?
Titelsangen »The Center Won’t Hold« åbner i hvert fald ballet med en sær elektronisk/industriel opbygning med forvrængede trommer, der rasler, skramler og bobler over flere minutter, mens den ildevarslende tekst effektivt foldes ud med effektfuld brug af både Brownstein og Tuckers stemmer, der fletter sig ind og ud mellem hinanden. Til sidst kommer forløsningen i en kort men intenst udladning af punket guitarenergi.
Det giver dog ikke et retvisende billede af resten af pladen, der generelt er mere legesyg, poppet og med et drilsk glimt i øjet. Et godt eksempel er ”Hurry On Home”, der mesterligt kombinerer det glatte og fængende omkvæd med en hårdtslående tekst om at føle sig fanget i et usundt parforhold, hvor man alligevel konstant forsøger at tilfredsstille sin partner:
»You know I’m unfuckable, unlovable / Unlistenable, unwatchable / But just hurry on home to me / I’ve made more space for you.«
Når jeg mener, at Sleater-Kinney skyder med spredehagl, så handler det om, at de igen og igen skifter retning. Pladens tredje skæring, ”Reach Out”, er en kælen indiepopsang med et fremragende guitarriff, der desværre ligger alt for meget i baggrunden – og som denne gang ledsages af en mere intetsigende tekst. Og så er der ”Can I Go On”, der er en synthbåret og rendyrket popsang, som stiller sig kritisk over for vores allestedsnærværende afhængighed af maskiner og sociale medier:
»Everyone I know is tired / But everyone I know is wired / To machines, it’s obscene / I’ll just scream ’til it don’t hurt no more.«
Et tema der også forfølges med fin succes på den ørehængende og powerpoppede single ”The Future Is Here”. Og på “The Dog / The Body” viser Sleater-Kinney pludselig, at de kan skrive store popomkvæd I verdensklasse. Først snyder sangen næsten lytteren med sine stille indledende guitaranslag, der nærmest lyder som om, at de kunne være taget fra Choir of Young Believers mesterværk ”Rhine Gold”. Men omkvædet har en umiddelbarhed og lejrbålsstemning, der er helt forrygende.
Som beskrevet er de enkeltstående elementer på The Center Won’t Hold alle behagelige og velfungerende hver for sig – men det samles ikke til noget større hele – og det er ærgerligt. Jeg sidder ikke tilbage med noget sammenhængende indtryk af pladen og hvad den vil mig på trods af dens tårnhøje produktionsniveau og sangenes individuelle kvaliteter. Det afholder den fra at score topkarakter, men der er samtidig så mange små gyldne detaljer at dykke ned i, at pladen såmænd nok skal få en relativt lang levetid.
Et højdepunkt er sangen ”Love”, der sjovt nok er lidt af en sejrsrunde og genfortælling af Sleater-Kinneys lange historie og deres kærlighed til bandet – hvilket unægtelig fremstår en anelse ironisk efter bruddet med Janet Weiss op til udgivelsen af The Center Won’t Hold. Teksten er dog ikke selvsmagende, men et stærkt budskab, der nærmest fungerer mere som et feministisk kampråb end som en beskrivelse af bandet selv:
»We can be young, and we can be old / As long as we have each other to hold / And we can be rough, and we can be smooth / There’s nothing to hide and nothing to prove«
Samtidig er sangen et godt eksempel på, at der ligger noget enormt stærkt i, at Sleater-Kinney netop er noget så unikt som et rockband bestående af kvinder midt 40’erne, der har lavet musik igennem tre årtier. De prøver ikke at skjule deres alder i et forsøg på at begå sig i en krop- og aldersfixeret popverden, men bruger det aktivt som drivkraft til at lave gedigen rockmusik med noget på hjerte. Og så er det samtidig enormt catchy.
»Tired of bein’ told that this should be the end / But fighting is the fuel and anger is a friend / There’s nothing more frightening and nothing more obscene / Than a well-worn body demanding to be seen /
Fuck«
Og nærmest af den grund alene har Sleater-Kinney stadig stor relevans på rockscenen anno 2019, selvom deres seneste udspil altså fremstår en anelse rodet og ufokuseret. Gennem tre årtier har bandet leveret feministiske rockspark over patriarkatets skinneben, og selvom St. Vincents funklende og formfuldente produktion har taget lidt af vildskaben væk, så fremstår Sleater-Kinney stadig som et projekt, der har noget relevant på hjerte om den verden, som vi lever i.
