Zebraen står, med sine sorte og hvide striber, som et af den afrikanske savannes mest forunderlige skabninger. På den ene side bærer den form og udseende af en hest, på den anden side er den noget helt anderledes. Denne tosomhed har fascineret mennesket i hundredvis af år, og københavnske The Baby Zebras forsøger at kanalisere mystikken på deres debutplade Parents.
Gruppen består af den norske sangerinde Live Foyn Friis, der særligt har gjort sig bemærket på den skandinaviske jazzscene – hun har blandt andet vundet Årets Unge Jazzkomponist og Danmarks Nye Jazzstjerne ved Danish Music Awards, samt spillet et væld af koncerter i udlandet. Hun flankeres af den elektroniske musiker Mikael Elkjær, der nok er bedre kendt under kunstnernavnet Spejderrobot. Det sidste medlem, Henrik Marstal, har siden 1990’erne spillet i bands som eks. Ibens og Martin Hall, men har også haft en stærk stemme i den offentlige debat, bl.a. om ligestilling i musikbranchen.
Det er altså rutinerede kræfter, der har fundet sammen i The Baby Zebras. Siden 2016 er trioen mødt op i et øvelokale på ydre Nørrebro, og har arbejdet med at smelte de individuelle medlemmers genrer sammen til noget nyt og anderledes.
Og lytteren bliver også introduceret for en speciel sound på Parents. Vi befinder os i et grænseland mellem jazz, electronica og indie-rock/pop Det giver et forskelligartet udtryk på albummets syv sange, men med en gennemgående drømmende og atmosfærisk stemning.
Denne kan måske bedst høres på intronummeret “The Dreamer and the Dreamed”. Først mødes man af Marstals cellospil og Elkjærs elektroniske soundscapes, der siden efterfølges af et rytmisk strengespil, der tilfører energi til det ellers døsige nummer. Det er på én gang jazzet og samtidig poppet og legesygt. Hele sangens opsætning bliver kastet op i luften på et dramatisk omkvæd, hvor Friis’ vokal træder i karakter med fine fraseringer, og en koreffekt, der passer flot ind i den drømmende stemning. Friss’ præstation får ligeledes undertegnede til at tænke på Björks stærke og dragende stemme, dog uden at besidde den samme vildskab som sin islandske kollega.
Gennem Parents fortsætter The Baby Zebras med at ville overraske lytteren med udsving og variationer i de enkelte sanges udvikling. På “Deportee” indgyder gruppen til trance med en dominerende bass og det vibrerende strengeinstrument marxophone. I sin begyndelse bærer nummeret nærmest præg af at være et mellemspil, men udvikler sig på under tre minutter fra en repetitiv hypnose til en solopgang af eufori.
Solstrålerne titter også frem, når The Baby Zebras afprøver en mere poppet stil på “Answer Dancer”. Med en stram rytmesektion (spillet af Emil de Waal, der leverer sine ydelser på trommer på flere af pladens numre), bas og cellospil, der blomstrer op omkring slagtøjet. Det er ufarligt og tæt på at blive søvndyssende, men et C-stykke sætter tiltrængt tempo på, og giver nummeret en slutspurt, der vækker lytteren fra drømmeriet.
Det afsluttende titelnummer “Parents” står i skarp kontrast til resten af albummet. Med en spilletid på næsten ni minutter giver kunstnerne sig plads til at lade kompositionen mutere ad flere omgange. Her kommer særligt Elkjærs, men også Marstals arbejde med genrer som ambient og noise til skue, i form af elektronisk knitren og ekkoer af støj fra borende lydmoduler, der siden fader ind i cello og klokkespil. Det progressive track skiller sig positivt ud, og vækker mindelser om den canadiske kunstner Tim Hecker og selvfølgelig Elkjærs eget arbejde som Spejderrobot.
Bandets opmærksomhed på at skabe en verden, hvor intet er, som det ser ud, kan også høres på lyrikken: »Come closer, I’ll show you the way / To a place where hearts melt into honey«, synger Friis på “The Dreamer and the Dreamed”. I sangen refereres der til en dobbelthed og forbundethed, der findes i verden. Når vi drømmer, er der nogen, der bliver drømt om.
På “It All Begins with One” fortsætter Friis fortællingen om de ting, der binder os sammen: »We are the dry tears that flow through the deserts / Crying like a stone trying to get home… It all begins as one«. Det maler billeder i hovedet på lytteren, men generelt kan sangteksterne dog ikke leve op til samme kreative energi, som den instrumentale del besidder. Jeg bliver ikke rørt, forundret eller skubbet i en tredje retning af Friis’ ord, og den manglende nerve er også en gennemgående mangel på Parents.
Selvom det lyder godt, og bandets brug af mere specielle instrumenter er spændende, er der ikke meget i musikken, som giver lyst til at vende tilbage til drømmeverdenen. Det efterladte indtryk kommer hovedsageligt til at stå som tre veteraner fra musikbranchen, der har hygget sig med at lave noget fusionsmusik og stiløvelser.
Det værste eksempel på dette er “Jet Plane”, der virker som et forsøg på at brede bandets palette endnu mere ud. Ud af det blå kommer en houset bass og elektropoppede synth-riffs, der virker malplacerede på den ellers atmosfæriske plade. Friis’ vokal bliver her loopet, klippet og klistret i senmoderne doo-wop-stil, som indiebandet Dirty Projectors har været kendt for at bruge.
Men den nye rytme får ikke ordentligt fat i hofterne, for den nedbarberede fest virker forceret, og beatet lyder som et slå på et stykke pap med en trommestik. Fladt og kunstigt. Lyrikken kommer i samme ombæring til at fremstå ufrivilligt komisk med sine noget søgte enderim, som eksempelvis: »I’m flying high/In a jetplane in the sky/And I’ll never wonder why«. Man klør sig i nakken, da det hele bliver efterfulgt af et hyperaktivt C-stykke, hvor Friis i et febrilsk øjeblik forsøger sig med sang i dobbelt tempo og forsøget på at skabe upbeat pop opildner mere til at stejle end danse.
The Baby Zebras har forsøgt at skabe en hybrid mellem de forskellige genre, som bandmedlemmerne hver især har arbejdet med. Det lykkes nogle steder hæderligt med underholdende eksperimenter og leg med lyden, mens det på andre numre bliver uinteressant eller falder helt til jorden. Bandet viser, hvad de er i stand til på Parents, men samtidig skal baby zebraerne vokse lidt mere som gruppe, før de rigtigt får lytteren til at spidse øre.
