Jazzduoen som koncept har taget mange former gennem tiden: Jan Johansson/Georg Riedel, NHØP/Kenny Drew, Bill Evans/Jim Hall, Herbie Hancock/Wayne Shorter og så videre op til Bremer/McCoy i dag. Det der binder disse og de fleste andre duoer sammen er, at de alle består af to melodiske instrumenter, det være sig klaver, bas, guitar, sax, men sjældent trommer. De findes selvfølgelig, men for mig at se, er der primært to grupper, der har haft blivende kvalitet med den opstilling. Den ene er Rhodes-troldmanden Adam Makowicz og trommevirtuosen Czesław Bartkowski med deres forrygende fusionalbum Unit fra 1973, udgivet i den mytiske serie Polish Jazz. Den anden er DOMi and JD Beck, der huserer i samtiden og endelig efter lang tids hype udgav deres glimrende debutalbum Not Tight i år.
Svaneborg Kardyb, som det hele skal handle om, arbejder dog med en grundlæggende anden måde at være klaver/trommeduo på end de andre. De er aldrig improviserende eller voldsomt jazzede. Kompositionerne, atmosfæren og de repetitive rytmer er alt. De er aldrig tekniske, aldrig ved at miste kontrollen, altid adstadigt på vej frem i vished, om at melodierne, akkorderne, de indadvendte trommer er stærke nok i deres enkelhed. Det er musik, der maner til en altid jordbunden eftertanke. På den måde er de i høj grad i familie med aarhusianske Hvalfugl og førnævnte Bremer/McCoy.
Men det er blevet vinter hos Svaneborg Kardyb. Deres seneste og hidtil største album Haven fra 2020 var præget af en sommerlig lethed, en ubekymret, næsten munter tone. Over Tage er dæmpet som under en hel vinters sne. Med numre som “Ubekymret” i ørerne er det umuligt at se andet end februar for sig, selv når man står og kigger ud i vores foruroligende solrige efterårsvejr. Det er Nikolaj Svaneborgs Wurlitzer i ensom majestæt, akkompagneret af Jonas Kardybs spøgelsesagtige rumsteren rundt i trommerne, som i et dødt hus. Det er kort sagt musik, der hele tiden er tæt på ikke at eksistere, men gudskelov gør det.
“Island” er ligeledes afdæmpet og nordisk, hvilket også antydes af navnet. Selvom der både er danske og engelske sangtitler på albummet, tillader jeg mig at tolke det i retning af Nordatlanten. Trommerne buldrer sagte under de bløde synthflader fra Juno 60’eren, og klaverets toner får lov at klinge håbefuldt ovenover. Den er et godt eksempel på, at det nye album er præget af stemning i højere grad end melodier. Der er ikke én melodi på Over Tage, som er stærkere end tidligere club bangers som eksempelvis “Haven”, “Bluesen”, “Tønder” og “Vandre”, og det er albummets største svaghed. Den, der kommer tættest på, er “Farvel”, et nummer, der bevæger sig lineært frem og subtilt udvikler sig frem mod, hvad der næsten lyder som en videreudvikling af melodien i Kanye Wests moderne popklassiker “Heartless”.
Hvad der tabes i melodierne, vindes dog delvist ind i nogle af deres mest stemningsmættede numre som “Everything Possible”, der går ned ad en friere og mere jazzet vej, end jeg har nogensinde har hørt før fra dem. Det siger ikke meget, men det lyder som en drøm. Jeg elsker delayet på Jakob Sørensens trompet, og at Kardybs trommer for en gangs skyld jazzer bare en smule. Jeg synes, det er helt fænomenalt og dejligt forfriskende.
Det er dog langt fra alt, der er ændret. Boards of Canada-referencerne med reallydsoptagelser af børn over musikken fra “Sommer” er til stede i “Fragt”. Det lettere calypsoprægede fra “Et Lite Øyeblikk Bare” går igen i “Orkaner”. Og vi har en decideret Svaneborg Kardyb classic i “Op”. Med det mener jeg Kardybs eminent sanselige trommespil, hvor man føler sig helt tæt på skindene, rejferne og bækkenerne, der klinger dumpt og dybt. Og blandingen af synth og Wurlitzer, der skiftes til at være i fokus og i deres samarbejde spiller hinanden bedre. Og alt dette med en analog og akustisk klang, der bevæger sig insisterende fremad, voksende vildt og organisk, konstant i forandring, men aldrig på vildspor.
Jeg synes, at Over Tage bygger flot videre på et af de i forvejen bedste bagkataloger inden for dansk jazz. Derfor er det også velfortjent, at dette album udkommer på det prestigefulde britiske pladeselskab Gondwana Records, og at duoen i sommers fik en NPR Tiny Desk Concert, der har rundet 500.000 afspilninger og bragt dem et nyt internationalt publikum. De er blandt de fremmeste ambassadører for den moderne danske jazz i udlandet, og det kan vi roligt være stolte over. 5 U’er må være helt på sin plads.
