Med stærke singleudspil, flotte musikvideoer og roste koncerter på blandt andet Spot og Roskilde har Marshall Cecil i løbet af de sidste par år formået at skabe en hel del hype om deres emotionelle og storladne art-pop. Marshall Cecil består af Daniel Abrahamsen på vokal, Sophus August Tuxen på keyboard og Sebastian Fibiger på trommer, og deres debutalbum beskriver de selv som ”bipolar popmusik” – et udtryk, der får alarmklokkerne til at ringe hos undertegnede. Det virker umiddelbart som en lidt for smart-i-en-fart måde at sige, at musikken (ligesom livet) både indeholder det lyse og det mørke. Og at de to ting selvfølgelig hænger sammen.
Åbningsnummeret ”Uhhh” slår hurtigt dette tema an ved at bygge op til et befriende og armløftende omkvæd, hvor Abrahamsen netop besynger »the ups and the downs and the turnarounds«. På hele albummet svinger lyrikken og musikken mellem det triste og afholdende til sådanne store triumferende øjeblikke. Det andet nummer, ”Soliloquy (Wouldn’t Feel Alone)”, er også et godt eksempel på denne dynamik, da det starter sparsomt med et blødt klaver og en cello, der lyder som om, den forsigtigt forsøger at finde sin vej ind i sangen, imens Abrahamsens manipulerede vokal synger længselsfuldt over en næsten ikke-eksisterende melodi. Pludselig stiller sangen skarpt og eksploderer i et farverigt og ørehængende omkvæd, der dog hurtigt trækker sig tilbage og erstattes af – og hør nu lige her – et aggressivt 00’er-agtigt rapflow, som på papiret slet ikke burde virke, men som utroligt nok alligevel gør. Det er en fantastisk dynamik, der giver indtryk af, at drengene i Marshall Cecil har ladet musikken diktere, hvor sangene selv ville hen.
Der er en klar eventyrlyst at spore på albummet, men det er en eventyrlyst, der trods alt befinder sig inden for popmusikkens trygge rammer. Som det er bevist så mange gange før, er det dog langt fra en begrænsning. Popmusik har mange former, følelser og farver, og Marshall Cecil lader til at ville udforske mange af dem med solide hooks og stort potentiale. Alligevel fornemmer man allerede halvvejs inde i det korte album, at de har en klar stil. Ikke fordi sangene bliver ensformige, men fordi de bevæger sig inden for det samme genreterritorium, register og tekstunivers, som er henholdsvis flødet, velproduceret og en smule studentikost i sin storladenhed.
Det samme kan sådan set også siges om albummets næstsidste nummer, ”All In”, men her introducerer de et tiltrængt element, som mange lignende upcoming bands godt kunne lære noget af: humor. ”All In” er nemlig intet mindre end episk art-pop om størrelsen på Daniels Abrahams penis. »I used to think that a big penis was all that was true / But now it’s getting smaller while the world is getting bigger« synger Abrahamsen inderligt, alt imens nummeret stiger i intensitet og skaber en trancelignende tilstand, som jeg kun kan forestille mig må fungere fænomenalt til koncerter. Det er svært ikke at lade sig rive med, når de går all in (!) på den her skøre idé og lader den stikke af og op og ud i kosmos. Det er den type tekster og sange, der giver kant, og som jeg personligt håber, at Marshall Cecil dyrker mere af i fremtiden.
Det høje niveau fortsætter på det sidste nummer, som også var bandets første single og albummets titelsang: ”Going Up / Going Down”. Her samler de op på temaet, der blev introduceret i åbningsnummeret om, at livet, ja, det går op og ned. Synderligt dybt er det ikke, men der er sandhed i banaliteter, og inderligheden er i hvert fald til at føle på i alt fra de Frank Ocean’ske vokalmanipulationer til den monumentale synth. Det er en sang, du får lyst til at lytte til på en langsom cykeltur hjem fra byen en forårsnat, hvor du føler dig særligt melankolsk og tænker store tanker om de vigtigste øjeblikke i dit liv. Både de gode og de knap så gode. Det virker som om, at Marshall Cecil har forsøgt at ramme lige netop dén følelse af melankoli på hele albummet, men først får den helt i skabet på sidste nummer. Her er de store armbevægelser berettigede, og de går fra at være ”et nyt band man bør kende” til ”et nyt band man skal kende”. De har sparket døren ind til en lys fremtid på den danske musikscene.
