Måske er jeg håbløst bagud eller helt uden føling med, hvad der rører sig. Men jeg tror aldrig, jeg har hørt om, at man som kunstner deler en EP med en anden kunstner. Deler som i ‘fire numre – to til dig, to til mig’ – ikke som i ‘fire numre, vi arbejder sammen på’. Ikke desto mindre er det præcist, hvad de to aalborgensiske kunstnere Marí og Astma har gjort med EP’en med det meget passende navn Split.
Det er virkelig et spændende koncept med en delt udgivelse. Det åbner for nogle interessante muligheder, hvor man kan udforske et rum, der eksisterer før (eller samtidig) med et regulært samarbejde. Hvor musikken fra hver kunstner eksisterer både selvstændigt og i samspil med musikken fra en anden kunstner. Man får både ‘lov til’ at skille sig ud fra og læne sig op ad noget andet – interessant.
Linda Marí Josefsen alias Marí og Astrid Matthesen, der sammen med Mads Lang udgør Astma, har både optrådt live og indspillet sammen; og man kan godt høre, at de tre udspringer af det samme miljø med hang til den samme lyd af bølgende tristesse. Det betyder dog ikke, at man ikke kan høre forskel på de to.
Med det blotte øre kan man starte med at konstatere, at Marí på sine to numre, der lægger først på pladen, synger på henholdsvis engelsk og spansk, mens Matthesen udelukkende synger på dansk. Det er måske lidt for ambitiøst at komme omkring hele tre sprog på fire numre. Her er EP’en og ideen om en (delt) EP både for lille og for stor på samme tid. For lille til, at der er rigtig plads til at vise, alt det man kan. For stor til, at man kan slippe afsted med at kalde ”A Cuatro Mil Millas de la Guerra” (”Fire tusinde mil fra krigen”) for en regulær B-side til A-siden og førstenummeret ”The Morning After”.
Om ”The Morning After” har Marí udtalt, at sangen handler om fuldstændig at miste sig selv i et usundt, forlist forhold. Jeg synes desværre, det er lidt svært at høre, hvad hun synger med sin intense stemme henover det sagte guitarfingerspil. Til gengæld taler de snigende violiner sit tydelige sprog, når de stille kryber helt ind under huden på dig, før det hele eksploderer i larm, pinte violinbuer og distortion. Det er ganske medrivende.
På ”A Cuatro Mil Millas de la Guerra” får tristessen for alvor lov at udfolde sig. Igen må jeg springe over en nærmere tekstanalyse, da jeg ikke taler spansk, men man kan nok gætte sig til temaet gennem titlen (fik da også stavet mig frem til et enkelt »sangue«, der betyder blod). En mismodig violin driver værket og bidrager til den mørke, brune og grå vinterstormsstemning. Men det er kontrabassen i baggrunden, der for alvor fanger min opmærksomhed. Mørk med en jazzet lethed, der klæder nummeret.
Astma er som nævnt et debutkoncept skabt af Astrid Matthesen med Mads Lang. Og når tonerne straks slås an på klaveret på ”Den ansigtsløse nabo”, mærker man en ny form for udadvendthed. Måske er det det danske sprog, måske er det Matthesens dramatiske stemme, der med autoritet driver klaveret fra stille, melodisk farvand gennem farefyldte bølger og sagte distortion a la Sigur Rós.
Jeg ved ikke helt, om jeg forstår teksten. Astma har udtalt, at sangen handler om at invitere en følelse ind, som så ikke gider flytte ud igen, men igen må jeg ærgre mig over, at da vi når crescendoens højeste, kan jeg ikke rigtig tyde, hvad Matthesen synger. »Den ansigtsløse nabo/ han står der udenfor/ et uforklarligt tabu« lyder de første strofer, men jeg når aldrig at finde ud af, hvad det uforklarlige tabu er.
”Den ansigtsløse nabo” er det nummer på EP’en, der fungerer bedst for mig, men jeg ville virkelig gerne have haft muligheden for også at forelske mig i, hvad der (måske) kunne have været smuk poesi.
Split afsluttes med den helt minimalistiske ”Når noget forsvinder er det her stadig”, der melodisk kan sammenlignes med det lydlandskab, man forbinder med et symfonisk orkester, der varmer op. Den ulmende, sammenfiltring af instrumenter forløses som på forrige nummer gennem klaverets bølgende akkorder og med en tekst, der går lige i maven: »Nu skal jeg være et/ et menneske uden dig/ der lærte mig at være mig«. Hvis ikke kærligheden både var pointen med og inspirationskilden til alt i denne verden, ville jeg stemme imod den.
Trods lidt problemer med at forstå, hvad der bliver sunget, er Split et ganske vellykket projekt. Begge kunstnere indbyder til dyb indlevelse og stille refleksion, og de fungerer godt side om side. Jeg glæder mig til at høre mere fra dem.
