Den fjerde udgivelse fra britiske Alt-J byder på endnu en eksperimenterende og genrehoppende skive fra de tre Leeds baserede drenge. The Dream lyder som et forsøg på at distancere sig fra deres oprindeligt mere rockede lyd, som særligt indkapslede de to første albums An Awesome Wawe og This Is All Yours. Men modsat deres tredje plade, Relaxer, fremstår den eksperimenterende tilgang mere legende og glædesfyldt på The Dream.
Allerede på åbningsnummeret ”Bane” bliver der fra Alt-J’s side heller ikke lagt skjul på, at dette er et album, som vil lege med inspirationer fra forskellige genrer i et forsøg på at skabe sit eget helt personlige lydunivers. Det er en dramatisk start på pladen og et nummer, der giver lytteren en næsten filmisk oplevelse ved første gennemlytning. Men ligesom resten af pladen, er det også et nummer, som ikke helt kan finde sin identitet.
Når man lytter hele pladen igennem fra ende til anden, er det nemlig en følelse, der bliver hængende i kroppen. Alt-J leger og eksperimenterer med alle deres dygtige musikalske kundskaber, men den klare vision for pladen forbliver en smule uklar efter pladens sidste nummer rinder ud. På trods af den lidt uklare vision, der bl.a. kan mærkes på den lidt mærkelige placering af ”Get Better”, hvis rolige, enkle guitarspil og smukke lyrik er et lettere forvirrende indspark imellem albummets ellers meget søgende og nuancerede lydbillede. Selve nummeret står alene som et stærkt nummer, og ved flere gennemlytninger fylder ømheden i nummeret mere for hver afspilning. Grunden til, jeg beskriver ”Get Better” som et forvirrende indspark, skyldes, at nummeret virker en smule malplaceret på pladen. Når man afspiller albummet fra start til slut, skiller nummeret sig tydeligt ud fra resten af pladen. Den passer ikke ind i lytte oplevelsen og det mærkværdige univers, som Alt-J bygger op gennem de første fem numre.
Personligt bliver jeg ikke draget ind i universet på The Dream igen efter ”Get Better”, hvilket er ærgerligt, for pladens stærkeste nummer kommer senere på skiven. Sangen, ”Walk a Mile”, er efter min mening, skivens mest interessante nummer. Det er et langsomt nummer, der blander lyde fra det sydlige Amerikas folkemusik med Joe Newmans stemme, der fremstår næsten hviskende, som bliver den båret af vinden direkte ind i din øregang. Det smelter Alt-J sammen med en simpel moderne lyd fra guitaren, samt nogle rolige trommerytmer som bærer dig gennem nummeret. Jeg bliver båret ned af en mørk amerikansk landevej af de rolige trommer og den stille stemme, og generelt skaber ”Walk a Mile” et enormt dystert, men interessant rum for lytteren.
På pladen er der dog også lidt til den afslappede Alt-J fan, som elsker den simple og lidt rockede lyd fra deres tidlige hits. Pladens tredje single, ”Hard Drive Gold”, er sammen med 2021- singlen ”U&MeE” klart albummets to største ørehængere. Det er to numre som sidder fast i hovedet og som minder om det ”gamle” Alt-J, med deres mere let tilgængelige lyd. Det er et par simple numre, som er behagelige at høre og er let fordøjelige. Det er bare ikke de numre, der er pladens store oplevelse. De rummer ikke samme dramatik som resten af pladen og formår heller ikke, modsat mange af de andre numre, at skabe deres helt egen verden, som er lette at lade sig forføre af.
I det store billede er The Dream et forfriskende indspark fra Alt-J, hvor man kan mærke tiden, arbejdet og håndværket der er lagt i pladen. De fleste af numrene på pladen står enormt stærkt alene, og lytter du til dem enkeltvis, så er det svært at finde et dårligt nummer. Svagheden ved pladen ligger derimod i den samlede lytteoplevelse, når du hører hele pladen igennem fra start til slut. Her fremstår det samlede udtryk er til tider en smule usammenhængende, og det er en lytteoplevelse som stikker lidt i øst og vest. I sidste ende er pladen bestemt et besøg værd, selvom den måske ikke vil være alles kop te.
