»Havet. Det er jo dér, vi kommer fra.«
Jon Kirkhoff stirrer ud et sted i mellemdistancen, mens den sidste portion aftensol lægger et blegt, gult filter over knirkende moler og et broget galleri af små til mellemstore både, der med al sandsynlighed ikke kommer nogen vegne i dag. En dansk/svensk gårdhund render rastløst rundt mellem bunker af garn og rustrødt maskinel, som for længst er sendt på pension, inden et 20-til-30 mand stort bifald bryder både stilheden og tankestrømmen.
Der er generalforsamling inde i bådejerforeningens klubhus i dag – det kunne jeg på forhånd nok godt have planlagt bedre, da jeg foreslog rammerne for dagens interview.
Jeg har under alle omstændigheder sat Natjager stævne lige her i Fiskerihavnen sydvest for Københavns centrum. Dels fordi bandets anden fuldlængdeudgivelse, At kende bølge fra hav, er lige på trapperne. Dels fordi havet har været et gennemgående tema i Kirkhoffs tekster lige siden den selvbetitlede debut-EP i 2017. Og dels fordi det efter sigende skulle være så sundt at komme lidt ud af sin komfortzone – i bandets tilfælde dækker det over deres øvelokale, som trods alt kun ligger et stenkast længere ned ad vejen.
Her har de over de seneste måneder arbejdet på at forfine deres nyeste materiale, som inden da er blevet til gennem separate skriveprocesser og indspillet i samarbejde med producer Jeppe Andersson, hvis CV spænder fra Aphyxion over Mew til Scarlet Pleasure. Og hvor forgængeren, Hvordan vi lærte at svæve, emulerede følelserne af ungdommeligt drømmende nostalgi, er At kende bølge fra hav anderledes jordnært funderet i et bredt spektrum af inspirationskilder og de erfaringer, man nu engang samler op undervejs.
»På Hvordan vi lærte at svæve var der en eller anden rød tråd i teksterne; et nabolag med en masse skæbner inde bag dørene og en observatør på det hele. Jeg er vildt glad for, når ting passer sammen, så på At kende bølge fra hav har det været en personlig grænse, jeg har brudt, for nu har jeg ikke skullet presse det hele ned under én paraply. Nu er det forskellige følelser om forskellige ting, som er blevet beskrevet på forskellige måder,« forklarer vokalist og primær tekstforfatter, Jon Kirkhoff, inden han suppleres af Torben Vestergaard – bandets “multiinstrumentalist”, som bassist Kian Wulf får benævnt ham undervejs.
»Det er brudstykker af ting, man gennemgår, når man har haft sådan et 40-årigt liv, som de fleste af os har haft.«
Hele mit imperie af jord
Blot en måneds tid efter udgivelsen af Hvordan vi lærte at svæve lukkede landet ned for første gang og satte en stopper for alle de planer, Natjager måtte have haft. Herefter forlod guitarist Tue Roth bandet, men midt i isolationen viste det sig, at de nu fem tilbageværende bandmedlemmer allerede ubevidst havde tilpasset sig deres nye tilværelse.
»Inden corona var vi i forvejen vant til at arbejde hjemme hver for sig,« siger Torben Vestergaard. »Vi havde øvet os på at lave skitser og sende dem rundt. Og i en lang periode havde vi intet øvelokale, så vi mødtes ikke fysisk for at lave musik, uden at det tyngede os eller gik på kompromis med dynamikken i bandet. Tværtimod var vi – grundet en eller anden tilfældighed – allerede klar på det.«
»Førhen har man kunnet skubbe det lidt på afstand, fordi vi ikke har haft nogen koncerter, men efter corona har man hungret efter at mødes og skabe det, der var i øvelokalet,« indskyder guitarist Ronni Rohde om bandets godt og vel 15 kvadratmeter store kunstneriske frirum, som vi senere også lægger vejen forbi.
Her får jeg – fraregnet singlerne “Skind og ben” og “Alt under himlen” – første forsmag på At kende bølge fra hav i form af pladeåbneren, “Konkylie”, som rent faktisk så dagens lys helt tilbage på Roskilde Festival i 2017, da nummeret blev opført med tekster fra Kirkhoffs Specktors-dage.
»Vi havde totalt panik på, for vi havde kun udgivet “Tyler Durden” og skulle have materiale til en time, så vi måtte i gang med at skrive. Én af de ting, der opstod ud af ingenting, var “Konkylie”, som vi godt ville have med på denne her plade,« siger trommeslager Jacob Mezin.
»Men vi var også blevet enige om, at det bare var et fyldnummer, som ikke kunne stå distancen, før Torben gik i tænkeboks og skrev det helt om. Nu er det vel mit yndlingsnummer på hele pladen,« tilføjer Kian Wulf.
I dag læner “Konkylie” sig allermest op ad “Havet findes”, der pudsigt nok åbner Hvordan vi lærte at svæve. I begge numres tilfælde indledes der med piano/synthmelodier i karakteristisk mol, inden der bygges op mod et bombastisk omkvæd, som tilsammen sætter tonen for resten af værket. De ekstroverte Specktors-tekster er imidlertid erstattet af dybblå melankoli fra døde blade, havets bund og en fordanskning af Trent Reznor, når Kirkhoff lamenterer, at »du må få det hele / hele mit imperie af jord.«
Kompromisernes kunst
På overfladen føles At kende bølge fra hav derfor måske ikke milevidt fra det allerede eksisterende Natjager-univers, selvom det er helt tydeligt, at selve produktionsværdien har fået nogle velplacerede løft. Men som bekendt udgøres den synlige del af isbjerget jo kun af 10 procent, og i Natjagers tilfælde stikker hele processen både før og under pladens tilblivelse dybere ned under overfladen. Dette har unægteligt også været med til at forme den nuværende udgave af bandet, sideløbende med at de sammen har taget hul på deres fjerde kapitel.
»Det er en mere moden udgave af Natjager,« forklarer Kian Wulf. »Jeg ved godt, at bands altid siger, at den nyeste udgivelse er den fedeste, de har lavet, men der har været mere tid til at gå i dybden med At kende bølge fra hav, og det synes jeg også, at man kan høre. Som band er det også blevet mere harmonisk de seneste par år: Efter Tue gik ud af bandet, satte vi os ned og havde en lang snak om, hvad vi nu skulle, og hvor vi blev enige om, at nu var vi et hold, så nu skulle vi fandme få det bedste ud af den næste plade.«
»Det var en øjenåbner for os, at vi blev nødt til at gøre ting anderledes. Vi vidste dog måske allerede godt, at vi skulle ryste posen, fordi vi har været her i nogle år, og nyhedsværdien i “Natjager og deres autotune” jo er væk. Så man ved godt, at man skal arbejde noget mere for at bevise et eller andet denne gang,« konkluderer Torben Vestergaard.
Så derfor er Natjager altså lige her, lige nu. Som i enhver anden familie kan man stadig godt skændes, i takt med at der prøves nye grænser af – både på det kunstneriske såvel som menneskelige plan – men den flade struktur består, og selv i sine 40’ere kan man fortsat blive klogere på sig selv og sine omgivelser.
»Vi lærer stadig meget om hinanden. Det er jo vildt, at være samlet som en gruppe mennesker, hvor man krænger sin sjæl ud, på den måde, som man nu gør, når man spiller i band. Jeg kan også stadig lære noget om mig selv, som jeg kan bruge; såsom at man skal give musikken fri og ikke have et for stort ego om det. Og det bliver man mindet om, når man spiller sammen med andre. Det er jo kompromisernes kunst, og det synes jeg stadig, at vi øver os på,« siger Torben Vestergaard.
At kende mark fra skov
Tilbage i Fiskerihavnen er solen nu officielt forsvundet ned bag fiskerhusene, hvilket suger de sidste farver ud af selve havnebassinet og dermed skjuler det øverste olielag, der er forårsaget af områdets mange fartøjer, men som spottes ubesværet under dagtimernes forårssol.
På samme måde gemmer At kende bølge fra hav også på sine egne hemmeligheder, som maskeres i det mørke, bandet dyrker, og som de ser rigtig meget frem til at kunne præsentere for omverden, når pladen udkommer. Emil Breuning fra post-hardcorebandet Hearteater gæsteoptræder eksempelvis på “K.V.V.H.”, mens Martin Wanner fra Specktors genforenes med Jon Kirkhoff på “Bjerget”.
Og så har Natjager sågar skrevet den selverklærede “sportssang” “Skær her”– også selvom bandet rigtig gerne vil forsikre mig om, at det ikke er en sportssang, når alt kommer til alt.
»Det er sådan en sang, der spiller, når der kommer et sammenklip fra en håndboldkamp lige inden reklamerne på TV2,« griner Kian Wulf, mens Jon Kirkhoff supplerer: »Så jeg tænkte “fuck det!” Nu skriver jeg en sang om at overvinde det hele, selvom man taber.«
Tilbage er der kun én ting, jeg mangler at få adresseret. Albumitlen.
»Det udspringer af en lang samtale, jeg havde med min ven Kristian Sæderup, som var fotograf,« indleder Jon Kirkhoff. »Under en længere fotoopgave hos nogle munke, der samtidig var landmænd, begyndte han på et sideprojekt, hvor han tog billeder af sten, der var dukket op af jorden i forbindelse med pløjningen. Han fortalte så, at han ville lave en variation over de her billeder – denne gang med forskellige landskabsfotografier – og kalde den for At kende mark fra skov. Disse fotografier blev fremvist tilbage i 2012, men selve billederne af stenene fra sideprojektet blev aldrig udgivet, fordi han desværre gik hen og døde i efteråret. Men for mig gav det mening at arbejde videre på vores samtale, hvor vi både snakkede om livet og alle mulige andre ting. Så det her skulle være At kende bølge fra hav: Havet er livet. Det er dér, vi kommer fra, og bølgerne er alle de følelser, der skyller ind over dig. Tilsammen er livet og følelserne det, der skaber mennesket. Og da jeg hørte pladen og fik snakket med Kristians enke til begravelsen, så var det den eneste rigtige titel – og samtidig fik denne her samtale, som Kristian og jeg havde haft, sin afslutning.«
At kende bølge fra hav udkommer 13. maj via Last Mile Records.
Natjager er: Jon Kirkhoff, Ronni Rohde, Jacob Mezin, Kian Wulf og Torben Vestergaard.
Alle fotos: Daniel Nielsen
