Jeg kan vist godt starte med at gøre det klart, at forventningerne var skyhøje, da jeg havde indtaget mit eget lille spot på Søndermarkens græsplæne et par rækker fra scenehegnet i håbet om god lyd og i håbet om at slippe for alt for meget baggrundsstøj fra mennesker, der var taget på festival for at snakke. Nej, jeg ville gerne opleve Slowdive på deres musiks præmisser og havde tænkt, at den mest fair måde at anmelde dem på var at finde et sted at stå blandt mennesker, der også forstår, at det legendariske shoegaze band nydes bedst, når man spacer lidt ud og lukker øjnene.
En vis summen fra publikum var dog ikke til at slippe af med i de forreste rækker, selv da Slowdive begyndte at spille. Og indrømmet, det startede også en kende sløvt med ”Slomo” fra bandets 2017 udgivelse – ikke nødvendigvis bandets bedste – men stadig smukt og melodisk med de kendetegnende vokalharmonier fra Neil Halstead og Rachel Goswell, hvor Goswells vokal for en gang skyld var lagt tilpas højt i mikset uden at gå på kompromis med gruppens udvaskede vokaludtryk.
Publikum virkede dog fortsat en smule distraherede under koncertens første numre, men det vendte brat, da der blev skruet op for støjen på ”Crazy for You”, hvor feedbacken fra Goswells guitar i kombination med guitarist Christian Savill og Halstead chorus-fyldte melodilinjer skabte det smukke sted mellem ekstase og melankoli, mellem det energiske og det bedøvende, hvor Slowdive har det bedst. Desværre befandt jeg mig bag det eneste naturvinsplørede par, der endnu ikke havde fanget stemningen, og som talte så højt, at jeg virkelig skulle koncentrere mig for at høre noget af ”Souvlaki Space Station” – seriøst, kan folk ikke stille sig længere bagved, eller også holde kæft, når Slowdive spiller?
For dagens version af ”Souvlaki Space Station” var nemlig suveræn. Alt var perfekt mixet, de smukke, støjende guitarflader gled ind og ud af hinanden, Goswell og Halsteads skrøbelige og forsigtige vokaler fungerede mere som abstrakte instrumenter, mens bassist Nick Chaplin og trommeslager Simon Scott dannede et fænomenalt solidt fundament for de svævende melodier.
Som et samlet organ på en scene er Slowdive også meget spøjse at observere. Savill ser så koncentreret ud, at man håber, han har en hovedpinepille til at ligge til efter koncerten, mens Chaplin drøner rundt og smådanser. Både Goswell og Halstead virker meget sky og indadvendte som performere (og kan af og til godt se ud til, at de keder sig lidt), men især Goswell kom ud af sin skal under den københavnske aftensol, hvor hun smilede lidt genert det meste af koncerten. Især så hun meget rørt ud, da en fan inden ”Sugar for the Pill”, fik kastet en plade og en tusch på scenen, som bandet gladeligt signerede.
Det var også under fremførelsen af ”Sugar for the Pill”, at hårene på mine arme begyndte at rejse sig – og de kom ikke ned igen under resten af koncerten. De to Souvlaki-klassikere ”Allison” og ”When the Sun Hits” kom lige i rap af hinanden, og stemningen blandt publikum nåede nu endelig det magiske og æteriske niveau, hvor man flyver væk uden for tid og sted mellem støjflader, janglede guitarriffs og solide baslinjer.
Aftenens absolutte højdepunkt var dog afslutningen med ”Golden Hair”. Lyden af Goswells uskyldige vokal helt for sig selv kan altså ikke andet end at give en gåsehud og tårer i øjnene. Goswell gik ydmygt af scenen efter sin solo og overlod rampelyset til de resterende medlemmer, der gav den fuld gas i det overrumplende fem minutter lange støjrockscrescendo, der føltes, som om det varede en evighed og samtidig ikke lang tid nok.
På trods af en sløv start, hvor ukrudtet af utålmodigt publikum lige skulle luges, lykkedes det alligevel Slowdive at skabe en seance af skønhed og tristesse, der gik eminent godt i spænd med den københavnske sommeraften. Det var absolut festivaldagens højdepunkt.
Fotos af Daniel Nielsen.
